… endte med at blive en genudsendelse fra i går, fordi min Skat og jeg tog endnu en omgang klar-dig-selv-føde. Derfor fik han …

… kogt pasta med kødsovs samt nogle skriver rugbrød, og jeg fik …

… to forårsruller samt nogle skriver rugbrød.

Jeg er begyndt at udfordre min ømme højre hæl ved at gå en lille bitte tur hver dag og for hver dag øger jeg turens længe med nogle få meter. Indtil videre er det gået rimeligt godt, hvilket skal forståes på denne måde … at godt nok har min højre hæl givet lidt lyd fra sig, men den er til al held holdt op med at brokke sig, lige så snart jeg er kommet hjem samt jeg har sat mig med foden oppe, og efter en lille pause har den så ikke brokket sig mere over dagens lille bitte gåtur resten af den dag.

🙂

Jeg indrømmer gerne, at det er et meget lille fremskridt. For på to måneder er det lykkes for mig, at overbevise min højre hæl om, at den altså godt kan klare at gå cirka 1.000 meter, uden den behøver at brokke sig, men til at starte med kunne den ikke gang klare 50 meter, før den brokkede sig højlydt over det resten af dagen. Så jo, der er tale om et fremskridt selv om der stadigvæk er meget langt fra de 1.000 meter til de seks til ti kilometer, jeg har været vandt til som minimum at gå dagligt, men jeg har endnu ikke opgivet håbet om, at jeg nok skal nå dertil igen.

🙂

Jeg gik ad stamvejen og derefter krydsede jeg Astersvej, før jeg forsatte ad stien langs med skolen på den ene side og et parcelhuskvarter langs den anden side til jeg nåede til skoven, der er et lille grønt åndehul, som er klemt inde imellem dels to parcelhuskvarter, et kolonihaveområde samt Holdbækmotorvejen. Jeg forsatte ad stien og flere steder langs med den så jeg små klynger af hvide anemoner …

… desværre var det overskyet og derfor var ingen at blomsterne åbne, og da solen endelig kigger frem fra sit skjul bag en sky, var det i så kort tid, at anemonerne …

… ikke nåede at reagere på det. Jeg nåede til det sted, hvor stien deler sig i to. Normalt plejer jeg at gå til højre, for så kommer jeg over til dammen og "mine" ænder, men i dag gik jeg til venstre og dermed kom jeg hen til en asfalteret sti, der ligger imellem skolen samt endnu et parcelhuskvarter, men ingen jeg nåede så langt, havde jeg nået at fotografere denne trærod …

… der en gang har siddet på et væltet træ samt et egern …

… der sad helt stille højt oppe i et træ, imens den nøje iagttog mig og især det jeg foretog mig, måske ville den bare helst ikke fotograferes ?

😉

Jeg forsatte ad den asfalterede sti hen til Fakta i Østervangcentret, hvor jeg lige handlede lidt ind, før jeg gik den direkte vej hjemad.

Der findes uger, hvor man synes, at tiden simpelhen bare er gået at for hurtigt, og så findes der uger, hvor man synes, at tiden simpelhen bare har sneglet sig af sted.

Efter min mening har den indeværende uge været af den sidst omtalte slags, men nu er vi så endeligt langt om længe nået til fredag og hvis alt går, som min Skat og jeg håber på, så kan vi tage hul på denne uges weekend, når han sidst på eftermiddagen kommer hjem fra sit arbejde med efterfølgende træning.

Her til morgen har skyerne samt solen udkæmpet en brav kamp om, hvem af dem, der skal hærske over himlen i dag og indtil videre ser det ud til, det bliver skyerne, der kommer til at vinde, men det kan jo være, at solen lige tager sig sammen og kigger frem om ikke lige om lidt så i hvert fald i løbet af dagen.

Dagens dramatiske solopgang over Astersvej klokken henholdsvis cirka 5:45 …

… klokken cirka 5:55 …

… klokken cirka 6:00 …

… klokken cirka 6:05 …

… klokken cirka 6:10 …

… klokken cirka 6:15 …

… samt klokken cirka 6:20 …

… som jeg oplevede, nød og fotograferede den fra det åbne vindue i vores badeværelse, hvilket var en noget kølig fornøjelse, da udendørstemperaturen i Roskilde kun lige akkurat er over frysepunktet her til morgen. Det lader dog til, at den kølige og triste morgen ikke kan forhindre småfuglene i at afholde deres skønne morgenkoncert eller også så synger de med håbet om, at de dermed kan lokke solen frem.

I følge DMI kan vi vejrmæssigt forvente en noget blandet dag i dag, der vil byde på både gråvejr, regn samt sol i en skøn blanding og så er dagen for øvrigt tiltaget med ikke mindre end 7 timer og 43 minutter.

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Sankt Jørgens Dag, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Drengenavnene George samt Jørgen er fordanskninger af det latinske drengenavn Georgius, der for eksempel blev til Jorge på spansk samt Göran på svensk.

Det er godt nok ikke ret meget, man ved om Georgius eller Jørgen, som han jo kom til at hedde på dansk, udover at han blev født i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet. Senere blev han officer samt en fornem kriger i Diocletians hær, hvori han vandt stor respekt og dermed fik han indflydelse ved det kejserlige hof. Det lykkedes for ham at omvende kejserinde Alexandra til kristendommen, og dette kan have været en medvirkende årsag til den hidtil temmelig tolerante kejser Diocletian, der regerede fra 284 til 305, indledte sin blodige forfølgelse af de kristne.

I 303 blev Jørgen pågrebet samt torteret og til sidst blev han sammen med kejserinde Alexandra henrettet, hvilket fandt sted udenfor byen Diospolis i Palæstina. Jørgen blev derefter ophøjet til helgen.

Mange ridderordener har gjort Sankt Georgius eller på dansk Sankt Jørgen til deres skytshelgen, men det var først i begyndelsen af 1200-tallet, man begynder at få kendskab til legenden om Sankt Jørgen, som den store dragedræber.

I følge den middelalderlige legende reddede Sankt Jørgen, der var til hest, en hel by inklusiv en jomfru eller prinsesse fra en ondskabsfuld drage. Nogle mener, at denne jomfru eller prinsessen kan have været den hellige Margaretha, men det er ikke noget, man ved med sikkerhed.

Denne legende er af den kristne kirke blevet brugt som et symbol på kirkens og menneskernes kamp mod samt sejr over det onde, da dragen anset som et symbol for selve djævelen.

Lige som med så mange andre af årets højtider samt mærkedage begyndte man også fejringen af Sankt Jørgens Dag aften før. Det sket mange steder ved, at husholdningens madmor sange dette vers …

"Ridder Sankte Jørgen, du est min svend, du skal mit ærinde bortride til Kampadus den store stad imod dragen skal du stride".

Når husbonden i gamle dage så på Sankt Jørgens hest på sin primstav, var det ikke altid fromme tanker om den ædle ridder, der fyldte ham. I første omgang er han nok kommet til at tænke på, at det nu var ved at være på tide at få hestene parret samt sat på græs. For ifølge folkeovertroen så sætter engen græs ved Sankt Jørgen og på denne dag er hvert græsstrå så godt som et havrekorn !

Ligeledelse ifølge folkeovertroen skal det helst ikke være for midt vejr op til Sankt Jørgens Dag, for så længe frøerne kvækker før Sankt Jørgens Dag, lige så længe skal de tid efter den. Da man med andre ord mente, at en varm periode før den 23. april vil blive efterfulgt af en periode med kulde.

Selv om Sankt Jørgen blev smidt ud af den katolske kirkes helgenkalender, er han pudsigt nok ikke mindst her i Norden blevet flittigt anvendt som symbol på Kristus, der sejrer over alt det onde, og han er især meget populær i Rusland, hvor han er Moskvas skytshelgen, ligesom som han bland andet også kan findes i det russiske nationalvåben. Sankt Jørgen er for øvrigt også skytshelgen for både England, Litauen, Lod samt diverse ridderordner og spejderbevægelser.

I Danmark er flere kirker viet til Sankt Jørgen og i middelalderen påkaldte man Sankt Jørgen eller Sankt George mod spedalskhed. Den gang fandtes der udenfor mange danske byer en såkaldt Sankt Jørgens Gård eller et Sankt Jørgens Hospital. Disse to navne – altså Sankt Jørgens Gård og Sankt Jørgens Hospital – findes stadigvæk i flere byer.

Navnet Sankt Jørgen fra Sankt Jørgens Gård og Sankt Jørgens Hospital er ligeledes i tidens løb "smittet af" på mange stednavne i de aktuelle lokalområder som for eksempel Sankt Jørgensbjerg her i Roskilde og Sankt Jørgens Sø i København.