Da den rundvisning i Roskilde Domkirke, som vi havde tilmeldt os, skulle begynde klokken 12:30, ankom vi til pladsen foran domkirken ved 12:15 tiden. Der mødte vi et par andre, som også stod og ventede på vores guide Ulla Gram. Lige efter, hun var ankommet, fik vi at vide af domkirkens personale, at vores rundvisning ikke kunne begynde før klokken 13:15. Så for ikke at stå og småfryse foran Roskilde Domkirke i næsten en times tid, blev vi enige om, at vi ville se os lidt omkring i lokalområdet via hver sit kamera.

Vi startede med at gå over til bagsiden at Roskilde Palæs vestfløj, hvor der på planen foran dets mur er nogle få gravsteder med tilhørende gravsten …

Op af en af Roskilde Domkirkes mange murer …

… stå en næste helt færdig del, som skal bruges til det nye tage.

Roskilde Domkirke er forbundet med Roskilde Palæs hovedbygningens 1. sal med den såkaldte Absalonsbue …

… en løngang fra 1200-tallet, der tillader en bekvem adgang til kirken. Så biskoppen samt de kongelige gæster kan komme fra palæet over i domkirken uden at blive våde, hvis det regner.

🙂

Vi forsatte via Fordensbro …

… over til Stændertorvet …

… som var Roskildes rådhustorv indtil den 1. januar sidste år, hvor rådhuset flyttede til den stor bygning på Køgevej, der indtil da havde huset Armtsgården. Det er her, hvor der er markedsplads hver onsdag og lørdag hele året rundt. Stedet hvor man finder både "loppere" samt andre handlende og hvor man kan købe alt lige fra friske blomster, frugt og grønt til fersk fisk og kød samt almindelige loppefund.

Vi startede ved det tidligere rådhus trappe på Stændertorvet og det først, som vi så på, var det gamle rådhus …

… som blev bygget i 1884 delvis for penge, der var blevet skænket af agent Otto Henrich Schmeltz. Det fungere nu som byens Turist Bureau. Dets tårn blev oprindeligt bygget som kirketårn til Sankt Laurentius kirke, der blev bygget en gang i 1100-tallet.

Oppe på kirketårnet er der en sandstensfigur af Sankt Laurentius med en rist i den ene hånd og en bog i den anden. Han led martyrdøden ved at blive grillet levende på en stor rist. Historien fortæller, at han udholdte de frygteligste smerter, men at tårerne løb ud af hans øjne og ned af hans kinder. Da han havde ligget på risten i et godt stykke tid, sagde han: "Nu er jeg stegt på den side, så kan I godt vende mig". Hvorpå han døde. Hans tårer blev sat på himlen som stjerneskud og de kan ses hvert år omkring hans dødsdag den 10. august.

Da håndværker svendene i ældre tid vandrede fra by til by for at arbejde, var Sankt Laurentius-figuren det tegn, som de skulle have med, når de skulle levere et bevis på, at de havde været samt arbejdet i Roskilde.

Sankt Laurentius kirke er i dag kun en udgravet ruin under Stændertorvet lige under fortovet ved rådhuset. Ved at stå på rådhustårnets trappe kan man tydelig se de mørke brosten …

… som viser kirken grundplan. Mellem bænkende ved springvandet …

…er der en rude, så man kan kigge ned til kirkeruinen og man kan komme ned i selv kirkeruinen, hvis man vil se den, da man kan låne en nøgle på det tidligere rådhus og nuværende Turist Bureau.

Der er mulighed for at sidde og nyde torvet helt specielle stemning på disse så kønt opstillede bænke …

På Stændertorvet ved den røde mur ind til Roskilde Palæ, som huser Museet for Samtidskunst ( et besøg på det, er en oplevelse, man ikke bør gå glip af ) står en statue af Roar og hans bror Helge …

… den er udført af billedhuggeren Johan Galster i 1939.

Sagnet fortæller om de to danske prinser fra Lejre, som ville hævne deres fars død og derefter blive konger af Danmark.

Helge – det er ham med sværdet – ville være konge til søs altså en rigtigt viking – imens Roar ville være den konge, som sørgede for lov og orden i landet.

Sagnet fortæller end videre, at Roar flyttede til en by, som lå meget dårligt for handel ud til en fjord og at han opkaldte byen efter sig selv samt efter dens mange kilder, der af navnet Roskilde.

Nu er der jo bare det, at det daværende danske ord for kilde ikke er det samme som i dag, men der imod så betyd datiden ord kilde faktisk fjor og det er der også mere sandsynligt, at det har været Roar og fjor, som har givet byen dets navn.

Ved siden af statuen med Roar og Helge finder man dette store askebære, denne trætte bænk …

… der har givet lidt efter for dem, som har siddet på den i årernes løb, samt dette flotte egetræ …

… den såkaldte "Paveegen", som blev plantet til minde om pave Johannes Paul den 2.s besøg i Roskilde den 6. juni 1989.

Så gik vi ind ad porten …

… til Roskilde Palæ …

… som rummer Museet for Samtidskunst, der viser den nyeste kunst ved skiftende udstillinger og det er her, man kan opleve forskellige aktiviteter såsom dans, film, koncerter samt performance. Museet rummer desuden både et audiotek og et videotek, hvor der løbende præsenteres programmer med både danske og udenlandske kunstnere.

Roskilde Palæ eller Det Kongelige Palæ i Roskilde, som er dets helt rigtige navn, blev bygget i perioden fra og med 1733 til og med 1736. Det blev bygget på på det sted, hvor den gamle bispegård havde ligget, umiddelbart øst for domkirken. Arkitekten var den unge hofbygmester Lauritz de Thurah. Palæet skulle udgøre en passende ramme for majestæten Christian den 4., når han var på gennemrejse eller ved bisættelser i den kongelige familie.

Det gulkalkede, firfløjede barokanlæg kom til at danne hovedkvarter for hertugen af Wellington under englændernes belejring af København i 1807. Senere lagde palæet lokaler til de såkaldte Stænderforsamlinger for øerne, som mundede ud i vedtagelsen af Danmarks nye grundlov i 1849.

Roskilde Palæs 1. sal blev indrettet til kongeparrets ophold, mens hoffet fik stueetagen. Palæforvalteren havde bolig i østfløjen …

… og vestfløjen var kavalerfløj. Ved siden af portbygningen …

… er der mulighed for at komme indtil Roskilde Palæs stalde …

… med mere.

Vi gik ud i gården igen, derfra kan man rigtigt se, hvor stor og omfattende renovationen af Roskilde Domkirkes tag …

… man er i gang med. I denne fløj af Roskilde Palæ, som i det daglige bliver kaldt Palæfløjen, arrangerer Roskilde Kunstforening vekslende kunstudstillinger året rundt og i sommerperioden er der skulpturudstillinger i Palæets have …

… hvorfra der også er kig til Stændertorvet og til Sankt Laurentius kirketårn.

Efter vi var gået ud i gården igen, gik vi ud til Stændertorvet via porten i portbygningen …

… som i dag huser Palæsamlingerne, der belyses byens borgerlige kultur i 1700- og 1800-tallet med interiør og malerier. Man kan også se en stor udstilling med skydeskiver fra Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskabs fra perioden fra og med 1787 til og med 1978.

Vi gik langs med muren …

… indtil Roskilde Palæ, hvor der står to natursten. Den ene sten, den som vi ser her …

… er beviset på, at Fanden har besøgt Roskilde, det skete en Store Bededag.

Nu er der jo bare det, at Fanden ikke kan udstår lyden af kirkeklokker og lige som han var kommet til byen, begyndte alle byens kirkeklokker deres Store Bededags ringende, som på det tidspunkt tog en times tid, så han løb alt hvad han kunne for at komme ud af byen og væk fra larmen så hurtig som muligt, men han faldt ved stendiget på Borgerdiget og tog fra sig ved en stor sten.

Det er nu ikke hans negle, som har ridset de dybe riller i stenen, men det er imod han bedstemors negle. Det gjorde hun en gang, hvor hun og Fanden kom op at skændes om, hvem af de to, som bestemte i Helvedet. Så tog Fanden sin bedstemor og smed hende ud af Helvede og op på jorden, hvor hun så landende i Roskilde i Borgergade og sætte sine negle / klør ned i denne sten.

Geologerne mener nu, at denne sten har fået sine dybe riller under Istiden, hvor nogle små sten har ligget og rullet frem og tilbage i takt med, at det har været tø og frost.

Men de to andre historier er nu sjovere.

😉

Den anden sten, den som vi ser her …

… og som står ikke så langt væk fra den først omtalte sten, er et bevis på, at den daværende svenske konge ( jeg kan desværre ikke lige huske hans navn og nummer ) ikke kunne erobrer København. Han sagde til en af sine mænd, som var i tvivl om kongens evne: "Det vil være lige så let for mig at indtage Køberhavn, som det vil være for mig at kløve denne sten".

Steen blev ikke kløvet og København blev ikke indtaget.

Hvad stenen så gør i Roskilde, melder historien ikke noget om.

End videre kan man også se denne mindesten …

… til ære for dem, der faldt under den 2. verdenskrig.

Min Skat …

… skulle lige have et par tre gode nærbilleder af nogle af de mange kønne blomster, som står i det store bed langs med Roskilde Palæs mur, før vi gik over til Roskilde Domkirke …

Tilsyneladende er de to tårne lige høje, men det er de ikke !

Et svagt fald i terrænet mod nord, har gjort det nødvendigt, at gøre det nordre tårn højere end søsteren mod syd.

I 1850-erne blev de to tårne samt spirene og vindfløjene målt og resultatet var / er, at det nordre tårn er 127,5 alen = 80,0 meter højt og det søndre tårn er 123,0 alen = 77,2 meter højt i det 1 alen er lig med 0,6 meter.

Hvis det er solskin med drivende skyer fra øst, så skal da virkelig mod til at blive stående foran Domkirkens to tårne, for et synsbedrag får kirken til at vælte ned over en, det har jeg selv oplevet flere gange.

Begge tårne har øverst oppe to store runde blændinger, som kan lede tanken hen på to øjne. Det nordre tårns øjne er pyntet med glasursten, så når eftermiddagssolen strejfer disse sten, så vækkes disse øjne til live og det er tydeligt, at tårnet ser langt ud over landet, mens dets søster tårn til syd er blindt og dermed ingen ting kan se.

🙂

Vi gik tilbage til pladsen foran Roskilde Domkirke …

… og imens, vi ventede på at komme ind, fortalte vores guide os, at man, hvis man besøger Domkirken nytårsnat, lige foran alteret vil kunne se en patomine blive opført. Denne patomine vil efter fortællingerne vise, hvad der kommer til at ske af stort og småt i byen i løbet af det nye år.

Julenat er der meget tæt proppet med besøgende inde i Domkirken, da der bliver holdt midnatshøjmessen for de døde, da alle som en er stået op af deres grave og gået ned til Domkirken, hvor en afdød biskop holder gudtjensten. Når denne højmesse så er overstået, så går de døde tilbage til deres garve igen.

Så det må være noget af et mylder, som er på gaderne imellem Domkirken og byen kirkegårde julenat.

Nu var der kun ganske få minutter til, at den rundvisning i Roskilde Domkirke, som vi skulle deltage i, begyndte, men det er et helt nyt indlæg.

🙂

Peter har også skrevet om vores tur rundt på Stændertorvet og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.

Allerede før vi kørte hjemmefra, havde vi aftalt, at hvis det var tørvejr og ikke blæste for meget, ville vi gøre holdt ved Hedeland og prøve at gå en lille tur i det meget store område.

🙂

For små 100 år siden tog en gruppe af private grundejere de første spæde spadestik til et grus- og lerindvinding område i Hedeland. I starten gik det meget langsomt, da der kun var få små spredte og helt tilfældigt beliggende huller, men fra begyndelsen af 1950erne, hvor København for alvor begyndte at vokse både mod syd og vest, accelererede gravetempoet betydeligt.

I starten af 1970erne var flere hundrede hektar af god landbrugsjord godt på vej til at blive totalt gennehullet og både grusindvinding, lastbiler samt lossepladser gjorde sit til, at hvis man ikke ville opnå de helt store milijøproblemer, måtte man begynde at styre udviklingen.

Det var nødvendigt med nytænkning og derfor opstod ideen om i fælleskab at vende udviklingen og i takt med den forsatte grusgravning at opbygge et genbrugslandskab, som ikke skulle bruges til landbrug, men derimod til et fritidsområde i form af et stort og helt unikt landskab til fri afbenyttelse for de mange mennesker, som bosatte sig både syd og vest for København.

Relsutaltet blev at I/S Hedeland, hvis kontor ligger på Maglehøjgårdsvej i nummer 6A i Hedehusene, blev stiftet i 1978. Det er et offentligt ejet selskab med fem forskellige interessenter, som er dels de tre kommunder Greve, Høje Taastrup og Roskilde samt de to amtskommuner København og Roskilde.

I/S Hedeland har fået den opgave, at det igennem opkøb af ejendomme og jord skal anlægge, drive samt videre planlægge noget der vil komme op imod et 1.500 hekta stort område. Til dags dato er man nået op på cirka 700 hekta, så der er lang vej endnu, men det område, som man allerede har anlagt er et virkeligt skønt grønt åndehul, som i dag rummer et hav af fritidsaktiviter som for eksempel amfiteater, fiskesø, golf, knallertbane, ridecentre, skibbakke og veterantogbane.

🙂

Vi fandt en god parkeringsplads til bilen på parkeringspladsen ved Brandhøjgårdsvej og så begav vi os langs med kolonihaverne og hen til indgangen …

… til Hedeland.

Allerede ved stiens begyndelse er der den flottest udsigt …

… til en af områdets mange søer. Vi forsatte hen ad stien …

… og kom forbi den sø …

… som vi havde kunne set oppe fra starten af stien. Det vrimlede med både guldsmede og vandnymfer, men de var godt nok meget svære at få et godt billede af.

🙁

Vi forsatte hen af stien …

… og vi nåede hen til det sted, hvor stien og vetaranbanen …

… krydser hinanden. Vi krydesede vetaranbanen og forsatte af stien til højre og ikke særligt langt hen af stien kom vi forbi den næste sø …

… hvor der er mulighed for at fiske. Man skal bare lige huske sit fisketegn. Hvis man ikke har et fisketegn, kan man købe et, som kun gælder for den pågældende dag. Vi havde dog ikke lyst til at fiske, for vi ville meget hellere nyde den flotte udsigt …

Der er anlagt en sti …

… hele vejen rundt om den store sø og der er mulighed for at krydse den store søen cirka på midten via en lille lav gangbro i træ.

Der er den mest skønne udsigt ud over søen …

… stort set næste lige meget, hvor på stine man gør ophold.

På den ene side af stien er der vand og på den anden side af stien er der skov …

… som så småt er ved at vokse til. Man har valgt, at egen skal være hovedtræet og at den skal suppleres af elletræer i de store beplantede felter …

… men det vare nok nogle år endnu, før skoveområderne for alvor er vokset til.

Et lille kig ud over søen …

… før vi forsatte hen ad stien …

Vi fik øje på en lille rørhøne familie …

… som var på udflugt på søens blanke vand, samt et par måger …

… som holdt meget nøje øje med, hvad de fiskende fik på deres kroge. Det kunne jo være, at der blev lidt til dem.

🙂

Vi gik ud på den lille lave træbro og nyd udsigten til vand …

… på begge sider samtidigt med, at vi kunne hører mågerne skrige i luftrummet over os.

Desværre var det nu blevet helt overskyet og det så ud til, at det ville trække op til regn og da det samtidigt var begyndt at blive småkoldt og jeg frys, blev vi enige om, at vi ville gå tilbage til bilen igen.

Næste gang prøve vi nok den anden sti …

… bare for at finde ud af, hvor den fører hen. Det er godt nok et noget bakket område …

… men det er vel klart, når det er en tidligere grusgrav, man befinder sig i.

🙂

Man kan se mere om Hedeland på www.hedeland.dk,

Peter har også skrevet om vores hyggelige gårtur i Hedeland og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.