… skal man ikke opholde sig indendøres, hvis man har mulighed for at komme udenfor …

… så da jeg alligevel skulle en tur ind til Roskildes Centrum …

… for dels at aflevere mit opdaterde CV til endnu et vikarbureau, så jeg kan blive optaget i deres database, og dels for at handle ind, gik jeg en lille omvej …

… så jeg fik mulighed for at nyde det flotte vejr …

For otte år siden, da jeg boede i Herlev og var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Valentin, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

"Valentine Day" klinger rigtigt amerikansk, og det er da også i Amerika, at traditionen med at sende kort og gaver til den man holder allermest af, er blevet noget så populær, men for at finde denne skiks sande rødder, må man altså helt til bage til det gamle Romerrige …

Der var en gang en kristen præst ( og dette er ikke et eventyr, men den sande historie ), der hed Valentinus. Han levede i Rom omkring år 200 efter Kristi fødsels. Kristendommer var på det tidspunkt strengt forbudt, og det blev sagt, at Valentinus skulle have hjulpet nogle kristne mennesker med at flygte fra fængslerne. Han trodsede modigt de romerske love, også i helt andre sammenhæng … kejser Cladius den anden havde nemlig forbudt ægteskab imellem unge mennesker, da han mente, at mænd, der levede alene, var meget bedre soldater end mænd, der var gift, og der var hårdt brug for mange tapre og stærke soldater i hans meget store hær.

Valentinus satte dog kærligheden højre end krigsmagten, og han viede i al hemmelighed de elskende unge par. Dette blev opdaget, og Valentinus blev dømt til både stening og halshugning.

Valentinus overlevede åbenbart steningen. Der fortælles en legende om hans gøremål i fængslet, hvor han afventede sin endelige henrettelse … fangevogteren havde en ung blind datter, som Valentinus gerne ville hjælpe. Præsten og den unge pige bad derfor hver dag sammen i dybeste hemmelighed til Gud, om at pigen måtte få sit syn tilbage. Og miraklet skete !!! Pigen fik faktisk sit syn tilbage, men om det skyldtes de indtrængende bønner til Gud eller en spirende forelskelse til Valentinus, ja, det fortæller historien ikke noget om.

På dagen, hvor halshugningen skulle finde sted, det vil sige den 14. februar i år 270, sendte Valentinus blomster til pigen, disse blomster var vedlagt et kort, der blot var underskrevet med "Din Valentin". Dette kort var altså det allerførste valentinnkort.

I følge en udlægning af denne legende, bestod blomsterbuketter af krokus, og det var først, da pigen holdt de stærkt farvede blomster op foran sine øjne, at hun fik sit syn tilbage. En anden version går ud på, at Valentinus sendte pigen en buket violer, og det fortælles, at et stærkt lysskær, fyldte rummet, da pigen udbrød "Jeg kan se !".

I alle tilfælde blev Valentinus ophøjet til helgen omkrig 200 år senere i år 496, da kristendommen havde slået helt igennem, og den 14. februar blev til en helligdag. Man kan mene, at Valentinus mange modige handlinger under romernes tyranni, burde have været grund nok til at udpege hans dødsdag som helligdag, men sagen var meget mere komplicere end det … i det antikke Rom var den 15. februar ( altså dagen efter fra meget gammel tid ) en stor festdag, der var kaldt "Lupercalia". På denne dag blev en ged ofret af to unge mænd, som indsmurte i offerblodet, sprang rundt på Palatinerhøjen kun iklædt skørter af gedeskind. Unge kvinder, der ønskede at blive gravide, blev pisket med gedeskindsstrimler.

Man fejrede også gudinden Juno på en helt speciel måde. I en urne lagde man små lapper med de unge pigers navn på. Alle de unge drenge skulle trække en lap, og på den måde "parredes" de unge som ægtefolk i et år … et helt sikkert meget spændende kærlighedslotteri.

Lupercalias festligheder og frugtbarhedsritualer var imidlertid alt for stærke for den kristne myndighed, men folket ville meget nødigt slippe dem helt, og et totalforbud var derfor helt umuligt. Der var tydeligvis et meget stort behov for en forårsfest, så som sagt så gjort … helligdagen blev flyttet en dag tilbage, og det blev tilladt at fejre både foråret og kærligheden til minde om den hellige Valentinus.

Præsterne foreslog, at man i stedet skulle lægge papirlapper med navne på helgener i urnen. De unge mennesker skulle så trække hver sin helgen og forsøge at leve efter hans eller hendes overbevisning året ud. Denne nye skik blev ( af helt forståelige grunde ) ikke ligeså populær. De unge mennesker skrev deres eget navn på papirlapperne og gav den til hinanden i stedet for. Traditionen levede videre i Europa og blandede sig med de urgamle tanker omkring foråret og forelskelse.

I England troede man meget længe, at den 14.februar var den dag, hvor fuglene begyndte at parre sig. Og ifølge den engelske folkeovertro blev en ung kvinde gift med den mand, hun så allerførst på Valentindagen.

Det var også i England, at det først blev almindeligt med at sende kort med kærlighedserklæringer den 14. februar. Det ældste bevarede valentinkort er fra cirka år 1400 og findes på British Museum. I meget lang tid var valentinkortene altid håndskrevet, men i begyndelsen af 1800-tallet sammen med bedre muligheder for trykning, blev de masseproducere kort mere og mere almindelige. For de sippede victorianere i datids England var det en moralsk korakt og helt passende måde, at udtrykke sin kærlighed på over for en person af det modsatte køn.

Engelske udvandrere tog denne valentinskik med sig til Amerika, hvor meget driftige kortfabrikanter i begyndelsen af 1900-tallet havde held med at udnytte "Valentines Day" til fulde. Blomsterbutikkerne og konditorierne var heller ikke sene til at følge efter og da slet ikke efter at Mis Esther Howland havde indført traditionen officielt.

Hvad der er sandt eller ikke sandt i alle disse legender og myter omkring Valentindagen, er meget svært at vide. Måske er der helt enkelt tale om en skøn blanding af begge dele. Et mix af hedensk tilsnit, religiøse højtider og moderne handel, krydret med gammel folkeovertro og almindelig forårsberuselse, men uden tvivl, den helt røde tråd er kærlighedens budskab igennem mere end 2000 år.

Og her på i begyndelsen af det 3. årtusinde er kærligheden en lige så stærk en kraft som i det 3. århundrede.

Tanken om, at man denne ene dag om året kan vove sig frem og erklære sin kærlighed, tiltrækker rigtigt mange. For får man et afslag, er der ingen skade sket, for man har jo blot deltaget i en uskyldig tradition.

Så se nu at komme på posthuset efter frimærker til dine Sankt Valentinkort eller hvorfor ikke i disse moderne tider, sende dine kærlighedserklæringer per e-mail ?