Da vejret i dag har været rigtigt fint og mildt næsten forårs agtigt, da temparaturen i løbet af eftermiddag kom op på 12 grader, blev vi i morges enige om, at vi ville en tur i Zoologisk Have i København.

Dels har vi jo årskort dertil og det skal bruges og dels skal dyrerne jo helst ikke nå at glemme os, fordi der kommer til, at gå alt for lang tid imellem, vi besøger dem og det er efterhåndens tre måneder siden, de sidst har set os.

😉

Vi fandt en god parkeringsplads til bilen på Roskildevej kun nogle få minutters gang fra Zoologisk Have …

… som ligger Roskildevej nummer 38 på Frederiksberg i København. Efter vi havde sprunget køen over – en af fordelene ved at have årskort – og var kommet ind i haven, blev vi enige om, at vi ville begynde dagens besøg med at gå en tur rundt om Fuglesøen. Denne tur starter med en tur af Fuglestien …

… som i følge det meget sigende skildt kan være glat. Det var dog ikke noget, som vi bemærkede i dag, men nu var det jo heller ikke frostvejr i dag.

😉

Vi stille os og kiggede på Fuglesøens mange svømmefugle blandt mange andre dette par gråænder …

… som stod på en trærod, som ligger lige under vandoverfladen og vilede sig. Det næste, som vi møtte på vores vej hen af Fuglestien, var de to laplandsugler …

… som på trods af navnet lever i Nordamerika og Nordasien.

Når en laplandsugle er på jagt efter et bytte, sætter den sig på en gren for at overskue området. Den lytter meget opmærksomt samtidigt med at den holder øje med alt, hvad der foregår på jorden under den.

Selv gemmen et tyk lag sne kan den hører, musene rumstere. Den dykker ned mod jorden med hovedet nedad og den griber sit bytte med fødderne.

🙂

Det var nu ikke kun fugle, som vi så langs med Fuglestien, vi fik også øje på disse grene …

… med meget store friske grønne knopper, som bare venter på, at det skal bive lidt varmere, før de springer ud. Lige som der langs med stien var rigtigt mange blomsterede erantiser …

… måske er det snart ved at være forår for alvor.

Dette billede …

… er jeg selv meget stolt af, da jeg synes, det blev godt, selv om det er taget i modlys.

Vi gik forbi "Engen", hvor der ikke var meget liv i dag, løverne, som endnu ikke var kommet udenfor, flaminogerne samt de spættede sælerne, før vi nåede til isbjørnene, som hyggede sig …

"Hvad er det ?" …

… "Mon jeg kan få fat i det ?" …

… "Det var vådt !" …

… "Kan det mon spises ?" …

… "Hvad har du der ?" …

… "Hold dig væk ! Det er mit !" …

… "Vil det sige, at jeg ikke må være med ?" …

Isbjørnene lever på Nordpolen samt i Alaska og Canada. De er klædt godt på, da de har en tæt underpels og et tykt spæklag. De yderste hår, som kaldes for dækhårene, er fyldt med luft og de er gennemsigtige, dens hud under pelsen er sort, så den som en anden solfanger tiltækker solens varme.

Det er planen, at der i de kommende år skal bygges et helt nyt anlæg til isbjørnene, så de kan få nogle bedre forhold, end de har nu.

Overfor isbjørnene holde rensdyrene …

… til. Når rensdyrene går, klikker deres fødder, denne lyd stammer fra en sene, der gnider hen over en knogle i foden. Med denne lyd holder rensdyrene sammen på flokken.

I naturen vandre rensdyrflokken cirka 1.200 kilometer i løbet af foråret, når de skal fra udkanten af skovområdet, hvor de har holdt til om vinteren og til ynglepladserne på tundraen, hvor de holder til om sommeren.

Ved siden af rensdyrene finder man moskusokserne. Denne moskusokse …

… virkede ualminde træt, som den lå der og halvsov. Moskusokserne lever på tundraen i Canada og Grønland. Der kan temperaturen falde ned til minus 40 grader, men moskusokserne kommer ikke til at fryse, da deres yderes hår, er som en regnfrakke, der holder vandet ude, mens underpelsen virker som en tyk uldsweater, der beskytter mod selv den væreste polarkulde.

Vi forsatte af stien hen til hornuglerne …

… samt ulvene, før vi nåede hen til de tre såkaldte hybrigris …

… som blev født i august 2006.

De tre hybridgrise, som er blandinger mellem et hjortesvin ( deres far ) og et tamsvin ( deres mor ), har nu levet i over et år og det ser ud til, at de udvikler sig fint. Hunnen ligner mest et hjortesvin, mens de to hanner minder om tamsvin. Dog gælder det for alle tre, at der kun er få træk, der helt og holdent kan henføres til enten den ene eller den anden art.

Vi gik ind i det gamle Elefanthus, som er næste 100 år gammelt, her så vi dels en ensom elefant, der endnu ikke var blevet lukket ud til de andre og dels dette elefantkranie ..

… før vi gik udenfor igen og hilste på resten af elefantflokken …

… ungen blev født den 20. marts 2006 klokken 21.40 i følge Zoologisk Haves hjemmeside.

🙂

Det var helt dejligt for en gangs skyld at se, at de californiske søløver ikke lå og sov, men at de der imod var aktive, da de svømmede rundt i deres bassin …

Søløverne hører til vandrovdyrene og deres tandsæt viser deres nære slægtskab med de landlevende rovdyr. Søløvernes forfader har levet oppe på land, men igennem evolutionen er søløverne vendt tilbage til havet.

De californiske søløver kan opnå en hastighed på 40 kilometer i timen, hvilket er hurtigere end nogen anden søløveart. Når søløverne svømmer, bruger de forlufferne til at skaffe sig fremdrift og baglufferne til at styre med. Sælerne gør det lige modsat, når de svømmer.

Søløvernes øjne er skabt til det mørke vand. De store øjne bevirker at søløverne kan se i klart vand og linsen i øjet er kuglerund samt kraftigt lysbrydende ligesom hos fiskene. Over vandoverfladen ser søløverne dårlig.

Søløvens kindtænder er spidstakkede og beregnet til at fastholde byttet, før det sluges og deres følehår på snuden, som også kaldes for varbørster, bruges til at registrere fisk, som svømmer foran dem.

Søløverne er i stand til at drikke havvand. For at fjerne de optagne salte, er deres nyrer noget større end de landlevende rovdyrs.

Deres naturlige fjender er hajer, spækhuggere og mennesker, da mange søløver desværre drukner i fiskenet.

Lige ved siden af de californiske søløver finder man pingvinerne …

… der lever kun pingviner på den sydlige halvkugle lige fra Galapagos-øerne ved Ækvator og ned til Sydpolen.

Der findes cirka tyve forskellige pingvinarter, hvoraf dværgpingvinen er den mindste og kejserpingvinen den største. Det er kun tre af disse pingvinarter, der lever i det kolde klima omkring Antarktis, resten af dem lever i varmere områder.

Pingvinerne er tilpasset et liv i vandet. Kroppen er strømlinet, vingerne er omdannet til stive luffer og fødderne sidder bag på kroppen, hvor de fungerer som ror. Fremdriften får pingvinerne ved hjælp af lufferne.

Alle pingvinarter er mørke på ryggen og lyse på bugen. På den måde er de camoufleret i forhold til fjender og byttedyr. En svømmende pingvin set nedefra, er lys ligesom himlen og set ovenfra er den mørk som det dybe vand.

Deres fjerdragt er meget tæt samt vandskyende og mellem fjerene er der et isolerende luftlag, der beskytter mod kulden. Faktisk er de de fugle, der har flest fjer per kvadratcentimeter. Det er meget vigtigt med en tæt og isolerende fjerdragt, når de opholder sig i det kolde vand omkring Antarktis.

Til gengæld for alt dette har pingvinerne så helt mistet evnen til at flyve. Pingvinerne tilbringer da også en stor del af deres liv i vandet og kommer kun på land i korte hvileperioder. Det eneste tidspunkt, hvor de permanent opholder sig på land, er i yngletiden og under fjerskiftet.

Humboldtpingvinerne, som der den pingvinart, man kan se i Zoologisk Have i København, er let genkendelig på den sorthvide fjerdragt og er den eneste pingvinart, der har et kødfarvet område omkring næbbet. De yngler i mindre kolonier og de lægger deres æg i fordybninger i jorden eller i klippehuler. Først når ungen bliver to til tre år, får den samme fjerdragt som de voksne fugle.

🙂

Tapirerne var indedøres og det sammen var odderne. På vej hen til leoparden så vi dette skildt …

… som hænger på plankeværket ind til den store byggeplads, hvor det nye elefanthus er under opførelse.

Amurtigerne …

… holdt mere eller mindre siesta …

Amurtigerene er en af verdens mest sjældne kattearter. På deres naturlige levested langs med Amurfloden i det østligete Rusland lever der i dag kun cirka 400 tiger.

En fuldvoksen han kan veje op til 300 kilo og den har en skulderhøjde på cirka 150 centimeter samt måler cirka 300 centimeter fra snuden til halespidsen, så den er vel i bund og grund kun en stor kattekilling ?

😉

Imens min Skat …

… prøvede på at få et billede af den røde panda, gik jeg over til latterfuglene …

… som jeg dog ikke fandt specielt morsomme. De lever normalt i skovene i Australien, så det kan vel også bare tænkes, at de have hjemve.

På vej hen til Tropehuset gik vi forbi præriehundene …

… godt nok plejer de at være meget livlige, men at de lige frem har ødelagt hele deres anlæg, det tvivler jeg nu på. Der var dog ikke sat noget skildt op, som kom med en forklaring på, hvad der foregår der lige for tiden, men jeg håber da på, at der kommer præriehunde igen.

Inde i Abejunglen var der familiehygge …

… og vi stod i et stykke tid og så på chimpanserne, før vi gik ind i TropeZoo, hvor vi i forhalen så disse flotte orkideer …

… som vokser i en glasmontre …

… så jeg er forbavset over, at disse to billeder blev så gode.

TropeZoo er og forbliver nok mit favoritsted i Zoologisk Have, dels kan jeg rigtigt godt lige den temparatur, der er derinde og dels så kan jeg også godt lide alle de mange forskellige krypdyr, som man kan se derinde. Men der er nu også en masse fine tropiske planter, som for eksempel denne fredslilje …

I Regnskovshalen og Sommerfuglehalen går dyrerne frit rundt, men i resten af TropeZoo er de bag glas, som for eksempel den australske vandagame …

.. som er olivenbrun eller brun med mørke ben. Den har lyse plettede bånd og kæbepartiet er hvidt eller sort og dens kam er meget lille.

Vi gik igennem Sommerfuglehallen, men der var ikke nær så mange sommerfulge derinde i dag i forholdt til, hvad der plejer at være. Det lykkedes dog for mig at få et brugbart billede af denne sommerfugl …

… før vi gik udenfor …

… igen.

Vi gik over til pampas-anlægget, hvor vi fik øje på denne flok guanacoer …

… som er i familie med kamelen, men de er meget mindre og uden pukler. Kroppen er slank, benene lange og øjnene meget store med lange øjenvipper. En nært beslægtet art, der ligner guanacoen, er den mindre vincunja. Der findes husdyrformer avlet fra guanacoen, og den mest kendte er lamaen, som indianerne bruger som trækdyr samt alpakaen, der er et ulddyr. Indianerne bruger ulden til garn- og stof fremstilling.

I Pampas-anlæget har guanacoerne selvskab af flodsvin, maraer samt nanduer …

… som lever i grupper, men i yngletiden bliver hannerne territoriale og hunnerne danner rene hungrupper. Med et trompeterende kald tiltrækker en nanduhan på skift op til tolv forskellige hunner, som han parrer sig med. Derefter skraber han en rede i jorden, hvori hunnerne lægger deres æg, før de drager bort for at opsøge andre hanner, da det kun er hannerne, som ruger.

Nanduerne kan ikke flyve, men de holder balancen med deres vinger, når de løber. Deres vinger ender i en klo, som de bruge til at forsvare sig med overfor rovdyr.

🙂

Vi gik over til anlægget med ibiser, rosa skestorke og sortnakkede stylteløbere, der alle som en var indendøres, forbi hyrdefuglene og myreslugerne, der også var indendøres, rundt om abegrotten samt ormegården, før vi nåede hen til kamelerne …

… som også kaldes for "Ørkens skibe". Kamelerne er fuldt ud tilpasset et liv i Ørken. Da de har store brede fødder ( kamelerne har faktisk hornplader under fødderne, således at de ikke brænder sig på det varme ørkensand ), som sørger for, at de ikke synker ned i sandet. Deres lange øjenvipper og hår i øerne beskytter dem i sandstorme. Desuden kan kamlene lukke næseborene individuelt, hvilket er meget praktisk, når de bevæger sig rundt inde i en sandstorm.

Der findes to arter af kameler … den en-puklede, som kaldes for dromedar og den to-puklede, som kaldes for kamel.

De fleste pattedyr inklusiv menneskerne har en kropstemperatur på cirka 37 grader, men kamelerne, som jo lever i tørre og meget varme områder, kan i de varme måneder hæve deres kropstemperatur til 40 max 42 grader, uden at de få feber. På den måde skal de ikke bruge vand for at køle sig, da de ikke kommer til at svede og dermed mister de heller ikke vand.

Kameler kan faktisk klare sig i op til 14 dage helt uden vand, men så er de også tørstig og kan drikke op til 200 liter vand på en gang.

I de kolde nætter kan kamelerne sænke deres kropstemperatur til 34 grader og på den måde kan de spare på energien.

Hvis der er rigeligt med føde, ophober kamelerne fedtreserver i puklerne. Disse fedtreserver kan de så i varme perioder uden vand omdanne til lige præcist vand.

Da kamelernes fedt er samlet på deres ryg, kan de nemmere komme af med kropsvarmen i den varme ørken. Hvis de havde fedtet jævnt fordelt over hele kroppen, ligesom for eksenpel sælerne, så ville de kunne dø af hedeslag i de varme måneder, da fedt isolerer rigtigt godt.

Vi gik via tunnellen, som forbinder Zoologisk Haves to afdelinger på hver sin side af Roskildevej, over i den afdelingen, som ligger i Søndermarken, her startede vi med at hilse på næsehornene …

Karakalernes tre killinger var blevet store, så store at vi næste ikke kunne se, om dette …

… er en af de voksne eller en af killingerne.

Karakalen er en slank, langbenet kat med en gylden pels og karakteristiske sorte hårtotter på ørerne. Karakalen kaldes også ørkenlos på grund af de lange sorte hårduske på ørerne.

Karakalerne er tilpasset et liv i tørre sandområder, blandt andet har de meget brede poter med et ekstra hårlag, der giver dem et godt afsæt i det løse sand.

Karakalerne regnes i dag for en truet dyreart, blandt andet på grund af menneskets intensive jagt på dem. Da de har ry for at dræbe små lam – et ry, de dog ikke helt har fortjent. I Indien er karakalerne næsten udryddet.

Karakalerne er eksperter i at fange fugle. Med et samlet afsæt springer de flere meter op i luften og slår fuglene ned med poten. De kan springe hele tre meter direkte op i luften. Karakalerne slår fuglene ihjel ved at brække nakken på dem. Karakalerne lever ikke kun af fugle, men tager også gerne små gnavere samt mindre antiloper.

🙂

Vi gik ind i Girafhuset for at hilse på væverfuglene, pragtperleskægfuglene og girafferne …

Giraffølet blev født den 16. juni sidste år.

Det er hunnens første føl, og "desværre" endnu en han. Jeg tillader mig at skrive "desværre", fordi der er et stort overskud af hanner i den europæriske bestand af netgiraffer, og der er derfor en tilsvarende stor efterspøgelse på hunner. Så det havde været dejligt, hvis denne unge havde været en hun.

Giraffen føder sit føl stående. Det første, et girafføl oplever, er et styrt fra cirka 2 meters højde.

Det nyfødte føl er næsten 2 meter højt samt vejer cirka 60 til 70 kilo og det har efter ganske kort tid styr på både ben og hals. Straks efter fødslen er føllet oppe og die ved hunnens yver mellem bagbenene. Derefter går det stærkt med at tage på i vægt. I gennemsnit vokser et girafføl 8 centimeter på en måned, men det skal jo også nå op i højde af cirka 4 til 5 meter på tre til fem år.

🙂

Ved siden af den store savanne finder man et lille anlæg, hvor i zebramangusterne …

… holder til. De lever i familier med ti til tyve medlemmer på savannen i Afrika. Hunnerne får to til tre unger efter et par måneders drægtighed. Alle flokkens hunner passer hinandens unger og de giver både deres egne og de andres unger mælk.

Vi gik rundt om det store savanne anlæg …

… samtidigt med at vi nød det fine milde forårs agtige vejr …

I savannens sydøstlige hjørne er der blevet opført et nyt hus …

… til flodheste, hvor publikum har mulighed for at opleve de fascinerende dyr …

… under vand.

Den almindelige flodhest har kun en nær slægtning … dværgflodhesten. Dværgflodhesten bliver op til 2 meter lang og 0,75 meter høj og vejer maksimum 250 kilo, så den lever helt fint op til sit navn.

Flodhestene tilbringer stort set hele dagen i vandet, hvor hundreder af flodheste kan ligge skulder ved skulder. Om natten kommer flodhestene op på land for at græsse. De foretrækker at græsse i nærheden af vandhuller og floder, men de kan dog blive nødt til at vandre flere kilometer i deres søgen efter føde. I helt uforstyrrede områder har man om dagen observeret flodhestene hvile på flodbredden.

Flodhestene er tilpasset et liv i vandet, og deres ører, øjne samt næsebor sidder så højt placeret på deres hoved, at de både kan trække vejret, høre og se, selvom både kroppen og det meste af hovedet er under vand. Flodhestene er ikke særlig god til at svømme, men de løber på bunden eller foretager små hop med bagbenene og på den måde kommer de frem i vandet.

Flodhestene kan opholde sig i op til 5 minutter under vandet uden at skulle op til overfladen for at trække vejret. Ungerne fødes under vandet og stiger straks efter fødslen op som en prop til overfladen. Ungerne dier også under vandet.

Flodhestene har selvskab af et par hammerhovedfugle …

… der havde travlt med at bygge rede.

Hammerhovedhejre hedder også hammerkop, hammerhovedfugl eller blot hammerfugl, men man plejer jo også at sige: "At kært barn har mange navne" og denne fugl er altså ingen undtagelse. Det mest brugte danske navn er dog hammerhoved.

Da vi kom udenfor igen, skulle jeg simpelhen bare have et billede af den flotte blå himmel …

… med de små hvide totter af skyer. Det har virkelig været et rigtigt flot og skønt vejr i dag. Man skulle tro, at det var en forårsdag og ikke kun en dag i starten af februar.

Vi forsatte vores tur med at gå over i afdelingen med dyrene fra "Øerne", som blandt andre tælle Australien, Galapagosøerne, Madagaskar og Tasmanien. Her så vi blandt anndet de store galapagosskildpadder, kattelemurer og keaer, før vi nåede hen til pungdjævelene. Ved siden af anlægget til de tasmanske pungdjævle finder man de brunhalsede kænguruer …

… de brunhalsede kænguruer, som hører til de ægte kænguruer, er en mellemstor kænguruart. De er gråbrune med et rødt halsområde. De brunhalsede kænguruer lever alene, men hvor der findes store fødemængder, ses de ofte græsse sammen i grupper.

🙂

Selfølgelig skal man en tur i Zoologisk Have for at få et godt billed af en syngende gråspurvehan …

… hvor ellers ?

😉

I "BørneZoo" så vi på klappegederne, før vi gik over til kaninerne …

… jeg kunne godt tænke mig at få en kælekanin igen. Jeg kan stadigvæk huske, hvor dejligt det er at kæle med sådant en lille størrelse.

I afdelingen med "Husdyr" så vi først på køerne …

… der stod og tyggede på noget frisk hø, derefter gik vi forbi lamaerne …

… som også var i gang med at spise. På vores vej hen til hestene, så vi dette skildt …

… bort set fra, at jeg synes, at det burde være unødvendigt med sådant et skildt, da det burde være noget, som alle var klar over, så synes jeg, at det er et meget sigende skildt også selv om, man måske ikke kan læse tekten.

Da vi nåede hen til hestene …

… var de i gang med at dele en trillebørfuld gulerødder, som de lige havde fået. Så dem var der heller ikke ret meget spræl i. Fra indgangen til BørneZoo" er der en flot udsigt til ZooTårnet …

… vi gik via tunnellen tilbage til den del af Zoologisk Have, som ligger i Frederiksbergs Have, hvor vi igen hilste på de drovtyggende kameler …

… før vi lige gik over til løveflokken, som nu var kommet udendørs, hvor de lå og hyggede sig med deres bytte. De så ikke ud som om, de var specielt sultne, men der imod så de mere ud som om, de bare ikke have lyst til at dele deres bytte med andre.

🙂

Alt i alt har vi haft en endnu en dejlig dag, hvor vi har givet os selv og hinanden tid til "kun" at være kærester i stedet for at knogle der ud af med diveres arbejdsopgaver og det har været en skøn oplevelse. Den slags dage skal vi helt sikkert have mange flere af.

🙂

Man kan se mere om Zoologisk Have på www.zoo.dk og man kan se flere billeder fra årets første tur i Zoologisk Have her.

Peter har også skrevet om vores tur I Zoologisk Have og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.