For otte år siden, da jeg stadigvæk boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Nytårsaften, jeg her vil bringe et lille udklip fra …
Den 31. december bliver også kaldt for Syvende dag jul, Sankt Sylvester samt Sylvesters dag efter pave Sylvester, der ifølge en ikke helt korrekt legende omkring år 300 helbredte kejser Konstantin den Store for spedalskhed ved at døbe ham.
I gamle dage var nytårsaften en rigtigt festlig aften på gårdene ganske lige som juleaften jo også havde været det, men nytårsaften var nok noget mere urolig. Aftensmaden var sammensat på nogenlunde den sammen måde som juleaften, men nogle steder spiste man også klipfisk, der er saltet samt tørret torsk, og spisebordet blev udsmykket med et togrenet lys.
Efter aftensmad gjaldt det om at komme ud og lave ballade samt sjov lige som man også gjorde det samt stadigvæk gør det til Fastelavn, og nogle steder løb første piger samt derefter karlene afsted og der var virkeligt fart på dem, for de skulle jo allerhelst nå rundt til alle gårdene i løbet af aften og overalt, hvor de kom frem, lavede de ballade samt støj.
Langt de fleste var klædt ud og hvis der var nogen, der havde et gevær, tog de det med, så de kunne affyre løst krudt, eller også medbragte de en rummelport, der er en krukke eller en lille spand, hvis åbning der er bundet en svineblære hen over, der er så stukket en pennefjer igennem svineblæren. Når man glider på pennefjeren giver det en irriterende larm.
For gårdenes beboer gjaldt det så om at fange alle disse ballademagere samt invitere dem indefor, så de kunne få æbleskriver samt øl og snaps.
Lige som til de andre af årets mange højtider er der også tilknyttet varsler til nytårsaften og det er især det kommende års høst, der kan indhentes oplysninger om på Sylvesters dag. For hvis det for eksempel regner på Sylvesters dag, så bliver næste års høst ikke god.
End videre kunne bonden få noget at vide om det kommende års kornhøst ved at tage en skrive brød, som han smurte fedt på, før det blev delt i fire lige store stykker, og derefter lagde han dem på det lerstampede gulv. Så blev gårdens lænkehund bragt ind i stuen, hvor den blev holdt tilbage, imens bonden pegede på brødstykkerne et efter et imens han sagde: "Dette er min byg, dette er min havre, dette er min hvede og dette er min rug", derefter blev lænkehunden sluppet løs og det brødstykke, den åd først, angav hvilken slags korn, der ville komme til at give det største udbytte det efterfølengden år, det brødstykke den åd som nummer to angav den kornsort, der ville komme til at give det næststørste udbytte det næste år og så videre.
Nogle steder valgte man dog at bruge grødklumper i stedet for brødstykker.
Gårdenes unge piger kunne fungere som spåkoner for hinanden, det foregik på følgende måde … en af de unge piger blev sendt udenfor døren, imens den pige, der gerne ville have noget at vide om sin fremtid, tog fire skåle, der blev stillet på et bord med bunden opad. Under en af skålene lagde hun en ring, under en af skålene lagde hun en kam, under en af skålene lagde hun en smule jord og hun undlod at ligge noget under den sidste af skålene. Pigen, der havde været udenfor, blev så kaldt ind og hun skulle så vælge en af skålene. Valgte hun den skål, hvor under der lå en ring, betød det snarlig forlovelse, valgte hun den skål, hvor under der lå en kam, betød det ægteskab, valgte hun den skål, hvor under der lå jord, betød det død og valgte hun den skål, hvor under der intet lå, betød det, at alt ville foblive uændret i det kommende år.
Nytårsaften var det også muligt for tjenestefolkene at finde ud af, om de ville komme til at skifte plads i løbet af det kommende år. Det foregik ved at de en efter en stillede sig midt i stuen med ryggen mod døren, hvorefter de tog en af deres træsko af og derefter kastede de den den hen over sit hoved hen mod døren. Pegede træskoens snude mod døren, betød det, at træskoens ejer måtte skifte plads i løbet af det kommende år og pegede træskoens snude væk fra døren, betød det, at træskoens ejer blev på sin nuværende plads.
Flere steder var der tradition for, at man lavede den mest irriterende larm lige før midnat, så man dermed kunne skræmme alle de onde ånder langt væk fra gården. Ved midnatstid holdt man så et kort pause, imens man ønskede hinanden godt nytår, hvorefter festligheder forsatte til langt ud på natten.
