For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Valborg aften, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Aften før den 1. maj, der bliver kaldt for Valborgs Dag efter den tyske nonner Walburga, der på dansk blev til Valborg, som døde i 779, bliver kaldt for Valborg Aften.

På denne aften våger man sig for ikke at blive overlistet af de underjordiske kræfter. Det gør man blandt andet ved at tænde bål på højene. Nogle steder brugte man også denne aften til at opstille majstangen, der er en høj mast, som er pyntet med kranse af frisk bøgeløv og farvede bånd. Den skulle symbolisere den kommende sommers frugtbarhed.

Traditionerne omkring Valborg Aften går tilbage til før kristen tid, hvor både de germanske og de keltiske folk fejrede overgangen imellem den forgangne vinter og den kommende sommer på denne aften. Først sent kom forestillingen om en heksesabbat på samme aften ind i folketroen. I Danmark og især mest i Jylland mente man, at heksene på deres koste red til Tromsø Kirke, det vil sige til et sted tæt på grænsen mod Hedenskabet. I Tyskland var det derimod Bloksbjerg, der var målet for heksenes ridt.

Det var også en hedensk skik, at valborgsbålene endelig ikke måtte tændes med almindelig ild, men derimod med vild ild. Denne vilde ild kunne kun skaffes på den ældgamle måde, som havde været i brug, længe før man lærte jernet at kende … nemlig ved gnidning af to stykker træ imod hinanden. Denne ild benævntes i alle germanske lande med et beslægtet ord, der på dansk og norsk er blevet til nødild, på engelsk er blevet til neidfire eller nedfire og på tysk er blevet til Notfeuer. I det mellemsvenske område Dalarna er det endnu en fast skik at springe gennem Valborgsbålet.

I Tyskland regnes det med, at skikken stammer fra keltisk tid, hvor man tændte halvårs festernes hellige bål på sammen måde. Den romerske kirken blev tidligt opmærksom på denne form for hedenskab. For allerede på et kirkemøde i 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte Niedfeor altså nødild. Tyskerne opgav dog ligesom nordboerne ikke den gamle skik, for de forsatte med at holde liv i den.