Allerede et stykke tid før væggeuret eller rettere clockradioden gik i gang, kunne min Skat og jeg høre, der sad en glad solsort i et af træerne, der står langs med parkeringplansen lands med vores blog, imens den med meget stor umage flittigt øvede sig på sine kønne triller og for hvert forsøg kom der en endnu mere spændende lille krølle på dem.

I takt med kvarterets andre solsorter vågnede op til dåd, begyndte de så at konkurrere om, hvem af dem der kunne tilføje flest af de mest finurlige små krøller på deres glade triller.

Så begyndte flere og flere af kvarterts øvrige småfugle på deres kønne morgensang, der så ledelse kom til at danne den skønneste baggrund for solsortenes mere og mere spændende soloer.

Ingen længe kunne vi også høre et par forelsket duer, der sad i et træ, imens de kurrede til hinanden, samtidigt med et par måger, der fløj hen over kvarteret, kom med deres mening om denne seance, før de blev afbrudt af en flok ænder, der gerne ville deltage i morgens koncert med deres glade rappen.

Det er tirsdag morgen og selv om det stadigvæk er mørkt, når min Skat og jeg står op, hvilket jo skyldes, vi er gået over til sommertid af hensyn til alle de miljøubeviste, så kan vi blandt andet takket været den skønne koncert, der finder sted lige uden for vores vinduer, mærke, at foråret endelige langt om længe ikke kun er ved at komme til vores bredgrader, men at det rent faktisk allerede er ankommet og at det også allerede er begyndt at folde sig ud, så vi rigtigt kan nyde det, når det er allerbedst.