Arkiver

Efterårsferie


Hverdagen.

For 23 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Efterårsferien, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag starter årets udgave af skolernes efterårsferie, der altid falder i uge 42. Det vil altså sige at fra og med i dag samt til og med på søndag kan alle landets skolesøgende lige fra de helt små i børnehaveklasserne til de helt store på det afsluttede år på universiteterne med god samvittighed holde pause fra bøgerne samt studierne.

Oprindeligt hed efterårsferien Kartoffelferie og det skyldes, at den gang skolegangen mere eller mindre kun bestod af nogle ganske få år i den stråtækte, hvor byens eneste lære eller lærerinde skulle sørge for at terpe noget så ligegyldigt som salmevers ind i børnenes hoveder, var det en hel fin ide, at børnene fik fri i den uge, hvor årets kartoffelhøst var på sin højeste, så det ikke kun var en del af dagen, men derimod hele dagen de kunne hjælpe forældrene med arbejdet ude i markerne.

I dag er det jo stort set utænkeligt, at børn skal hjælpe til med noget som helst, der bare tilnærmelsesvis kan være i familiens overlevelse interesse og i dag er det næsten blevet omvendt, så nu er det forældrene samt mange steder også bedsteforældrene, der får fri eller tager fri fra arbejdet, så de kan hjælpe børnene, så de ikke kommer til at kede sig alt for meget, når de nu i en hel lang uges tid ikke har diverse former for lærer og pædagoger til at beskæftige dem.

Nu til dags er efterårsferien den eneste form for ferie og fridage i hele den sidste halvdel af et kalenderår, hvorimod kalenderåret første halvdel jo indeholder en hel del fridage samt små ferier i form af diverse helligdage, der begynder med påsken og slutter med pinsen, men i kalenderårets sidste halvdel er der jo ikke andet end julen og så nytårsaften.

Da rigtigt mange holder efterårsferie i hele uge 42, så bliver der hvert år lagt adskillige former for både små og store kulturarrangementer lige op til eller i denne uge. Som et par eksempler kan nævnes at både Skolernes Motionsdag og Kulturnatten fandt sted i fredags samt at Den Store Bagedag finder sted på torsdag.

Dertil kommer så, at stort set alle landets forlystelsesparker, handelsstandsforeninger, indkøbscentrer, museer, seværdigheder, varehuse med meget mere står klar med et sandt overflødighedshorn af diverse forskellige former for særarrangementer samt underholdning, alle de mange, der mere eller mindre er tvunget til at holde efterårsferie i den indeværende uges tid, kan benytte sig af.