Dagsarkiv: søndag, 9. oktober 2022, 19:30

Aftenens menu …


Hverdagen, Mad.

2022/10/09/2401.jpg

… kogte kartofler, kogte porrer, der er pyntet med lidt friskkværnet peber, frikadeller ala Peter med blandt andet knust stegt bacon, knust chili, knust hvidløg samt fint revet løg og rødløg, der er pyntet med lidt ketchup, samt nogle skiver rugbrød.

Stadigvæk noget så frygtelig meget ked af det


Hverdagen, Årets gang.

Nu er det to år, 21 uger samt seks døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Så er …


Hverdagen, Skildpadder.

… vi sørme allerede nået til årets attende Formel 1 løb, så siden klokken 6:00 har min elskede Skat siddet foran fjernsynet, hvor han tradition tro selvfølgelig har selvskab af alle vores meget fartglade skildpadder, for godt nok starter årets attende Formel 1 løb, der køres på Suzuka International Racing Course i Japan, først klokken 7:00, men ingen af dem vil jo gå glib af optakten til det, lige som de også bagefter skal have hele nedtakten med, før der må blive slukket for fjernsynet.

Sankt Dionysius dag


Hverdagen, Årets gang.

For 23 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Dionysius dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Dionysius dag og dagen er officiel mindedag for en mandlig athener, der af apostlen Paulus blev omvendt til kristendommen og ifølge legenden gjorde Paulus senere Dionysius til Athens allerførste biskop.

Dionysius besøgte Jerusalem og senere drog han til Efesos, hvor han mødtes med evangelisten Johannes, før han tog til Rom, hvor Peters efterfølger i pavesædet, der hed Sankt Clement, sendte ham til Paris for at kristne pariserne.

Befolkningen i Paris tog dog ikke særligt venligt imod Dionysius, for de smed ham for de vilde dyr, der dog nøjes med at slikke hans fødder. Dette formildede slet ikke pariserne og derfor smed de ham på bålet, der heller ikke skadede ham. Derefter forsøgte pariserne at korsfæste Dionysius, men da han blev ved med at prædike fra korset, huggede de til sidst hovedet af ham.

Den sidste handling foregik på en bakke, der derefter blev kaldt Montmartre altså martyrernes bjerg. Efter Dionysius have mistet hovedet, gik han hen og samlede det op, hvorefter han gik med hovedet under armen lige indtil han kom til et vandløb, hvor han vaskede det, hvilket nok er årsagen til, at Dionysius som oftes afbildes som en biskop, der bærer sit hoved i den ene hånd.

Underligt nok så blev Sankt Dionysius senere udnævnt til at være Frankrigs og dermed også parisernes skytshelgen.

Pudsigt nok så er der mig bekendt ikke nogen som helst former for varsler i forbindelse med Sankt Dionysius dag, men hvis du har kendskab til en eller flere, må du meget gerne dele den eller dem med mig.