… jeg sidst har været på arbejdet.
Jeg kan altså simpelthen bare ikke rigtigt fatte, at der allerede er nået at gå seksten hele år siden jeg sidst har været på arbejdet, og selv om jeg er begyndte at få det en hel del bedre både fysisk og psykisk samt jeg især er begyndt at få det bedre, efter jeg blev 100% fuldtidshjemmegående for min egen eller rettere min Skats regning, da det er ham og kun ham samt min meget lille bitte for længst helt opbrugt opsparing, der har forsøget mig i hele min periode som 100% fuldtidshjemmegående, så føler jeg mig desværre stadigvæk ikke lige frem sådant helt på toppen. For det er lige som om, at hver gang jeg føler, at nu går det rigtigt godt, så får jeg igen en kortere eller længere periode, hvor jeg ikke rigtigt har det i mig, der skal til, for at jeg kan nå bare lidt mere end lige præcist alle de så absolute allermest nødvendige af alle de der helt almindelige praktiske daglige gøremål.
Derfor tillader jeg mig dagligt at glæder mig over, at min Skat har givet mig muligheden for at gå hjemme samt at jeg stadigvæk har hans 100% fulde opbakning, og at min psykolog flere gange sagde til mig, at jeg skal forsætte med at være 100% hjemmegående lige så længe jeg selv har lyst til at være det samt min Skat og jeg kan få vores økonomi til at hænge bare nogenlunde fornuftigt sammen.
Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg savner det at have et job og jeg savner i hvert fald slet ikke mit sidste job, som på grund af blandt andet et meget dårlig både fysik og psykisk arbejdsmiljø samt en total inkompetent ledelse kørte mig fuldstændigt helt ned både fysisk og psykisk.
Jeg indrømmer hellere end gerne samt helt uden at skamme mig, at minderne fra mit sidste job altså ikke ligefrem er med til at give mig lyst til at få et nyt job. For jeg er simpelthen bange for, at historien skal gentage sig endnu en gang, især fordi jeg desværre nok stadigvæk er alt for pligtopfyldende, hjælpsom samt hensyntagende over for alle andre end lige præcist mig selv.
