For mig er det meget vigtigt at holde fast i de personer, der på en eller anden måde er kommet til at betyde noget for mig også selv om det i det daglig ikke bliver til ret meget andet end bare lige et lille bitte livstegn i form af et kort til fødselsdag, jul og måske påske samt en vindersendt sjov e-mail i ny og næ.

Da man efter min mening ikke kan forvente, at andre gør noget, man ikke selv gør, ringede jeg derfor i formiddags til en ekskollega, der havde fødselsdag i søndags og som det efterhånden er ved at være over et halvt års tid siden, jeg sidst har talt med og det endte med, at vi talte sammen i lige præcist 19 minutter samt 5 sekunder, da hun var ved at tømme sin svigerfars plejebolig og derfor ikke rigtigt havde tid til at snakke, men så var vi også begge to blevet nogenlunde helt opdateret med hensyn til, hvad der er sket i hinandens liv siden vi sidste talte sammen.