Årets attende onsdag samt dermed også den tolvte hverdag efter vores ti dage lange påskeferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, regnen vælter ned, Månen er stået op, min Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne onsdag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

Igen i dag var min Skat på arbejdet i de normale otte timer og da han kom hjem, tog han frokost, før han satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits onsdag, hvor jeg blandt andet har nået at telefonvække Poul ved 7:00 tiden, skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, vaske og stryge to maskinfulde altså 40 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, åbne og lukke for glarmestrene, der satte den nye altanrude i, putte dagrenovation og papir i de relevante container, tale med Jens-Erik i cirka en halv times tid, vande alle plantepusserne ud på altanen samt alle potteplanterne i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Dertil kommer, at jeg har fået klaret diverse små og mindre praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul, og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

… en af Karls Es glarmestre sat den nye altanrude …

… i og så håber vi, at vi aldrig mere kommer til at opleve en eksploderende altanrude, for efter vores mening, må fjerde gang altså meget gerne være allersidste gang, for vi godt nok ved at være trætte af at opsamle glasskår.