For tyve år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Aprilsnar, jeg her vil bringe et lille udklip fra …
Jeg har dog tilføjet et par nyere begivenheder i dette indlæg for at gøre det lidt mere aktuelt.
Aprilsnar er en meget gammel skik, der hænger sammen med foråret, der traditionelt altid har givet en god anledning til at drille, gække og vende hverdagens normer sådant lidt på hovedet, lige som det for eksempel også sker til både nytår og fastelavn.
I Tyskland har man kendt til skikken at narre april fra begyndelsen af 1600-tallet, men en lignende skik, der hed qurinalerne, fandtes allerede i det gamle Rom. Den gang var narrerierne knyttet til nytår, hvor vi jo også i dag bruger forskellige former for spøg-og-skæmt samt laver mere eller mindre godmodige drillerier med hinanden.
En af de mange spændende teorier omkring valget af lige præcist den 1. april til at være narredato hænger sammen med kalenderreformen. Det vil sige overgangen fra den julianske til den gregorianske kalender, men hvorvidt det passer eller ej, kan man ikke rigtigt finde ud af. For langt de fleste kulturer har en eller anden form for forskellige narredage, der som regel er placeret i tilknytning til betydelige skift i årets cyklus som for eksempel nytår og forår.
Frankrig var det allerførste land i Europa, der overtog pave Gregorius´ kalender, hvilket skete allerede i 1582, men allerede i 1564 havde en vedtaget lov flyttet årets officielle starttidspunkt fra påske til den 2. januar. En af konsekvenserne ved dette kalenderskift var, at nytår blev flyttet fra en dag i slutningen af marts eller starten af april til den 1. januar.
Ifølge denne teori blev den franske betegnelsen Poisson d´avril, der kan oversættes til Aprilsfisk sammen med drillerier, knyttet til de stædige, der ikke ville lade sig indrulle i det nye system, men derimod hårdnakket holdt fast ved at fejre det gamle nytår.
Denne teori kan dog ikke forklare, hvorfor aprilsnarreriet så var udbredt i anglikanske så vel som protestantiske lande på den 1. april allerede før overgangen til den gregorianske kalender.
I gamle dage, det vil sige for en cirka 150 til 200 år siden, handlede aprilsnarrerierne primært om at få sit “offer” til at løbe afsted for at gøre eller se et eller andet. I dag handler aprilsnarrerierne primært om, at få sit “offer” til at tro på et eller andet.
I 1700-tallets danske bondesamfundet gik aprilsnarreriet primært ud på at gække eller narre en eller anden til at løbe april, hvilket vil sige, at man skulle få et “offer” til at begive sig af sted i et opdigtet ærinde eller få vedkommende ud på gaden med en påstand om, at der for eksempel var ildebrand eller lignende. Denne form for aprilsnar har man kendt til i København siden slutningen af 1700-tallet. Var man så heldig, at man fik sit “offer” til at begive sig afsted, råbte man: “Aprilsnar !” efter vedkommende på præcist samme måde som man gør det nu til dags.
Denne form for aprilsnarrerier kan også godt forekomme i dag. For eksempel oplyste en lokalradio for nogle år siden, at der hos De Danske Spritfabrikker var sket en fejl i produktionen, hvilket havde bevirket, at forskellige alkoholprodukter var blevet blandet sammen. Da det jo ikke kunne sælges, men bare skulle smides ud, tilbyd man derfor folk, at hvis de den 1. april det år tog dunke, kander med mere med til De Danske Spritfabrikker, kunne de få adskillige liter af det mislykkede produkt ganske gratis. Dette resulterede i en meget lang kø af folk, der var udstyret med alle mulige og umulige former for dunke, flasker, kander med mere, foran De Danske Spritfabrikker og alle som en har de helt sikkert følte sig ret så snydt, da det gik for dem, at der kun var tale om en aprilsnar.
Som reglen er aprilsnarrerierne ganske harmløse, men dog ikke altid for eksempel var en af de ældste skriftlige aprilsnarrerier, man kender til, langt fra harmløs for forfatteren Jonathan Swift, der blandt andet har skrevet “Gullivers Rejser”, udgav i 1708 en lille almanak, hvori han blandt andet forudsagde den engelske astrolog John Partridges død. For han ville nemlig dø af feber den 29. marts 1708. Den 30. marts 1708 udsendte Jonathan Swift, som skrev under pseudonymet Isaac Bickerstaff, en pamflet, hvori han oplyste, at John Partridge så sandelig allerede var hedengangen. Hvilket resultatet i, at den stakkels “afdøde” vakte helt vildt furore overalt, hvor han kom den 1. april det år. Om morgenen den 1. april 1708 blev John Partridges for øvrigt vækket af folk, der kom for at arrangere hans begravelse. Det må vel siges, at være en noget ret så makaber aprilsspøg samt practical joke, som forfatteren Jonathan Swift havde fundet på.
Et mere nutidigt eksempel på et ikke helt så harmløs aprilsnarreri, der formentlig helt utilsigtet afstedkomme panik, var der webstedet Euroinvestor den 1. april 2001 oplyste følgende: “TDCs direktør Henning Dyremose er på vej til at forlade sin nuværende stilling, da han ønsker at vende tilbage til en tidligere ansættelse”, det har nu næppe været tanken bag dette aprilsnarreri, at der skulle handles på udsagnet, men det blev der. For nogle af TDC´s investorer valgte på baggrund af udsagnet at sælge ud af deres aktier, og hverken disse investorer eller for den sags skyld Københavns Fondsbørs syntes, at det var spor morsomt, da det gik op for dem, at der var tale om et aprilsnarreri.
Drillerierne i forbindelse med Aprilsnar er ikke kun noget, der foregår i de små hjem. For hvert år vrider massemedierne lige fra aviserne over fjernsynet og radioen til Internettet deres hjerner for at finde på en nogenlunde rimelig “troværdige” historier, de kan bilde deres lyttere, læsere og seer på ærmet.
Dette fænomen har været kendt i hvert fald siden begyndelsen af 1900-tallet, hvor en københavnsk avis i 1914 kunne oplyse de forundrede læsere om, at solen havde sovet over sig, og derfor var den stået 9 minutter for sent op.
I dag har langt de fleste aviser med bare nogenlunde respekt for sig selv stort set altid en aprilsnar i form af en fingeret og temmelig usandsynlig historie, der står et eller andet sted i spalterne den 1. april. Ofte har historierne den lille finesse, at datoen 1. april eller ordet ranslirpa, der er aprilsnar stavet bagfra, indgår i teksten.
Avisernes aprilsnar har igennem årerne løb været talrige, men de har som reglen “kun” handlet om at narre læserne og ikke om at få læserne til at handle. For eksempel har Politiken under en skraldemandskonflikt forsøgt at bilde deres læsere ind, at mågerne i Århus nu var blevet så talrige, at der ikke var føde nok til dem alle sammen og at de derfor var begyndt at gå til angreb på mennesker i bedste Hitchcock-stil, og Berlingeren har påstået, at Netto-kæden ville åbne forretning i flere etager inde i Rundetårn.
I en årrække har radiomediet også været med på spøgen. For eksempel udsendte Danmarks Radio, det var så dengang, det stadigvæk hed Statsradiofonien, en aprilsspøg i 1946 i en udsendelse, hvor man besøgte en opfinder, der havde konstrueret et helt fantastisk apparat, der gjorde det muligt at se alt, hvad der foregik på et hvilket som helst sted i hele verden.
På Internettet kan man naturligvis have sin aprilsnar liggende på en særlige del af siten, der kun er åben den 1. april og det var lige præcis, hvad Danmarks Radio gjorde i 2002, hvor der blev oprettet en særlig website, hvor personer, der havde lyst til at blive studieværter, kunne tilmelde sig og blive castet. Op til flere tusinde personer klikkede sig ind, fordi de ville tilmelde sig, men de gik altså desværre lige direkte i en aprilsnars fælde.
