… og alle årets efterhånden ikke spor små plantepusser samt deres far …

… glæder sig helt vildt meget til den dag, hvor deres mor igen er rask nok til, hun kan overtage den del af pasningen af de små grønne pus.

… burrito ( læs: majspandekager ) …

… fyldt med godt krydret stegt hakket oksekød med maximalt 7% fedt og salat, der er fremstillet af en fint snittet skoleagurk samt en fint snittet rød peberfrugt …

… det smager dejligt, det er sundt, det er hurtigt tilberedt og det giver en yderst human opvask.

Jeg har flere gange været inde på, at det ikke så meget var det faktum, at min vægt i løbet af de sidste cirka ti års tid var steget med cirka fem kilo, så min normalvægt var kommet op på at være 42,5 kilo, men mere det at de fem kilo primært sad på min mave, der generede mig. På den anden side så ved jeg jo udemærket godt, at når kvinderne i min familie har passeret de 30 år, så begynder deres mave at vokse og nogle af kvinderne i min familien har en stor enda meget stor mave, så selv om jeg var ked af, at jeg altså også havde arvet lige præcist det gen, så kunne jeg vel ikke gøre noget ved det ?

I løbet af det sidste halve års tid er min mave bare blevet mere og mere hård i det, og da jeg mandag den 6. maj i år var hos min læge af anden årsag, viste jeg hende også lige min store hårde mave. Min læges første reaktion var at spørge mig om, jeg var gravid, for hun synes, at det så ud som om, jeg var i 28. uge, hvilket desværre ikke var tilfældet, og derefter spurgte hun ind til min fordøjelse, men da jeg ikke havde problemer med den, var den mulige forklaring på min store hårde mave desværre heller ikke brugbar.

Da min læge havde følt på min mave, nåede hun frem til, at der nok var tale om en cyste på min venstre æggestok og derfor ville hun gerne have, at jeg på Roskilde Sygehus Gynækologiske Afdeling fik foretaget en akut scanning af min mave. Nu troede jeg, at akut betød noget i retning af sådan cirka næste lige med det samme, men der nåede at gå femten dage, før jeg fik foretaget den omtalte scanning og den viste kun, at der var et eller andet stort inde i min mave, der ikke skulle være der. Så den efterfølgende fredag altså den 24. maj fik jeg foretaget en MR-scanning af min mave samt mine lunger.

Så ventede vi frem til onsdag den 5. juni, hvor jeg så fik resultatet af MR-scanning, det viste sig, at der var tale om en såkaldt muskelknude altså et fribrom, der udgik fra min venstre side samt at det var så stor, at det trykkede min blære samt min livmoder nedad og min lever, min mavesæk, min milt, mine nyrer samt mine tarme opad. MR-scanningen viste også, at selv om jeg på daværende tidspunkt egentligt ikke havde mærket noget til fribromet ud over, at min mave blev stadigvæk hårdere og håredere samt større og større, så var det nok kun et spørgsmål om tid, før den ville trykke så meget på samtlige af mine indre organer, at de ville begynde at tage skade af det og at fribromet på sigt ville komme til at tage live af mig, hvis jeg ikke fik den fjernet.

Det fik jeg så gjorde ved et operativt indgreb mandag den 10. juni, hvor man fandt ud af, at fribromet sad på en stik, der udgik fra toppen af min livmoders venstre side og derfor kunne man nøjes med at klippe stilken over samt sy hullet i min livmoders top til samt fjerne fribromet, der viste sig at måle 23,00 x 13,00 x 9,00 centimeter samt veje 2,2 kilo.

Det operative indgreb har så givet et operationsar, der løber fra lige under min talje til cirka en centimeter over min navle, der slår det så en halv cirkel rund om højre side af min navle, hvorefter det forsætte fra cirka en centimeter under min navle til lige over mit skamben og jeg behøver vel næppe at skrive, at så langt et sår altså ikke er helt problem- samt smertefrit ?

Jeg er ikke vandt til at bruge smertestillende midler, hvilket jeg også havde gjort meget kraftigt opmærksom på og det tog man også hensyn til både før samt under operationen, men bagefter var der lige et lidt for "klogt" hoved, der langt bedre end mig viste, havde jeg skulle have for at være smertefrit. Jeg ved udemærket godt, at det var af god mening, men det bevirkede desværre, at jeg oveni operationen samt det medfølgende sår også lige fik en medicinforgiftning, som jeg altså helt ærligt godt kunne have haft undværet.

Torsdag morgen, altså dagen efter jeg blev udskrevet fra hospitalet, tog jeg en telefonisk snak med min læge både om mit normale manglede forbrug af smertestillende midler samt den mængde jeg ifølge hospitalet skulle tage hver sjette time. Min læge og jeg blev meget hurtigt enige om, at jeg skulle vente med at tage smertestillede midler, til jeg begyndte at få ondt og så skulle jeg prøve at tage så lidt som over hovedet taget muligt.

Så den sidste smertestillende pille en Panodil på 500 milligram tog jeg ved 1:00 tiden natten imellem fredag og lørdag, og derefter har jeg klaret mig helt uden nogen som helst former for smertestillede midler, hvilket ifølge min læge er rigtigt flot klaret.

Jeg er stadigvæk ufatteligt træt samt øm og selv om jeg prøver på at være så meget på højkant som over hovedet taget muligt, så er jeg altså nødt til at tage flere powernaps af et par timers varighed i løbet af dagen, men det går til al held fremad også selv om det godt nok efter min mening går meget langsomt og jeg har fået at vide, at jeg skal beregner en rekreationstid på mindst fire uge efter operationen og deraf er den første uge jo kun lige nået at gå.

Jeg har fået at vide, at fibromer normalt vejer cirka 100 til 200 gram, så i virkeligheden bør jeg vel på en måde være lidt stolt over, at en kvinde på min størrelse, der om morgen før operationen altså inklusiv fibromet vejede 41,5 kilo har kunnet generere et fibrom på 2,2 kilo ? For den har jo udgjort over 5% af min vægt.

Så har vi lige kunne plukke årets 14. skoleagurk …

… den er 16 centimeter lang og vejer 124 gram, så den er pæn stor.

Vores tre skoleagurkeplanter havde lige en lille hyggelig opbindings opgave til deres far …

… så selv om min Skat egentlig ikke har tid til at gøre den slags om morgen, før han skal ud af vores hoveddør, så han kan nå at møde på sit job til tiden, så blev han …

… altså nødt til at gøre det, så planterne ikke når at knække eller vælte i løbet af dagen. Hvad gør man dog ikke for at ens små grønne plantepusser skal have det godt ?

… over Astersvej klokken henholdsvis lige præcist 4:48 …

… klokken lige præcist 4:54 …

… klokken lige præcist 4:59 …

… klokken lige præcist 5:04 …

… klokken lige præcist 5:07 …

… klokken lige præcist 5:12 …

… og klokken lige præcist 5:15 …

… som jeg oplevede, nød samt fotograferede den via det lukkede vindue i vores soveværelse.