Da det gik rimeligt godt med at gå en lille bitte tur til skoven i går ( læs: min ømme højre hæl holdt op med at brokke sig efter en lille times tid ), blev min skat og jeg enige om, at vi ville nyde det fine tidlige forårsvejr med en lille bitte tur til skoven igen i dag, og lige som i går havde vi begge to taget hver sit kamera med på turen.

🙂

Vi gik vores normale rute. Det vil sige, vi gik ad stamvejen, før vi krydsede Astersvej, før vi forsatte via den lille sti …

… der til at starte med har ungdomsboliger på begge sider og derefter skolen på den ene side og et parcelhuskvarter på den anden siden.

På taget af et af parcelhusene sad en skade …

… måske holdt den en kort pause, før den igen skulle i gang med at søge føde.

😉

Vi forsatte ad stien, imens vi beundrede de stadigvæk helt nøgne træer …

… men når vi så lidt næremere på dem, kunne vi se, de har store knopper …

… der forhåbentligt meget snart folder sig ud.

Så var vi næsten nået til stiens slutning eller retter til det sted, hvor man har mulighed for at dreje til venstre og så forsætte ind i skoven eller dreje til højre og så komme ind i parcelhuskvartet. Vi valgte at holde en lille pause, imens vi beundrede den store fuglerede oppe i træet …

… samt prøvede på at fotografere den måge …

… der fløj hen over os.

Så var vi nået til skovens indgang …

… og der er stadigvæk så bart samt åbent derover.

Sidste år foretog man en kraftig reducering af nåletræerne og i år har man så reduceret i antallet af de løvfældende tær. Derfor ligger der stadigvæk træstammer …

… flere steder langs med stien.

Jeg håber ikke, de har tænkt sig at rydde hele området, for det er så dejligt, at alle os, der bo i dette område af Roskilde, har dette kønne lille grønne åndehul, der bliver flittigt brugt i det daglige af rigtigt mange af de omkringboende.

Der hvor hovedstien ender eller retter der hvor den deler sig i to mindre stier, der føre i hver sin retning, valgt vi at gå til højre og lidt efter fik vi øje på et lille egern …

De rødbrune egern er med deres lange buskede haler særdeles let genkendelige og man kan næppe komme til at forveksle dem med andre dyr. De tilhører graverne og deres hoveder er brede med en ret kort snude samt store øje.

Egernes pels kan variere i farvene fra rød over mørkebrun til næst helt sort, men bugen er stort set altid hvid. Som fuldtudvokset er deres kropslænge cirka 19 til 24 centimeter, dertil kommer deres hale, der er cirka 11 til 21 centimeter lang, og de vejer cirka 300 til 450 gram.

Egerne når at få et til to kuld unger om året og hvert kuld er på to til seks unger, der fødes samt tilbringer den første spæde tid af deres liv i en kugleformet rede, der er bygget af kviste samt foret med fjer, græs og mos. Ungerne forlade først boet, når de er seks til syv uger gamle.

Egerne er i modsætning til stort set alle de andre pattedyr i den danske natur aktive i dagtimerne, og de tilbringer stort set næsten hele deres liv oppe i træerne kronerne, hvor de søger efter føde.

Egerne fortrækker at spise koglefrø, knopper samt nøder og det er kun yderst sjældet, de tager fugleunger eller æg. End videre så opbygger egerne fødedepoter, så de har noget at tage af om vinterne. Det er så bare desværre ikke altid, de lige kan huske, hvor det nu var, de gemte deres forråd.

Egerne forkommer i stort set hele landet, dog mangler de på mange mindre ikke landfaste øer som for foreksempel Als, Langeland, Samsø samt Ærø.

Egerne kan især opleves i blad- samt nåleskove, men de optræder også hyppigt i byernes parker samt i villahaver, hvor de gerne kommer hen til foderbrætterne for at tage for sig af retterene.

De steder, hvor egerne har vænnet til menneskerne, kan de blive ganske tamme og de tager meget gerne udlagt foder. I nogle byparker kan man ligefrem opleve, at egerne tager foderet, hvis man holder det i hånden samt sidder helt stille.

Under noget mere naturlige forhold vil egerne dog straks søge op i et træ, hvis de overraskes på jorden og her vil de så sidde i nogen tid, imens de udstøder nogle kraftfulde "tjuk" samt afventer situationen.

Vi blev stående i et lille stykke tid, imens vi betragtede det lille travle egern, før vi begyndte at gå hjemad igen. På hjemvejen kom vi igen forbi de høje træer med de mange reder og endnu ser det ikke ud til, der er begyndt at komme unger i dem …

… men derfor kan der jo godt på nuværende tidspunkt være nylagte æg i de fleste af rederne.

På hjemvejen fik vi igen i dag øje på et par forelsket ringduer …

… i dag var de dog noget mere samarbejdsvillige, for de blev pænt siddende tæt på hinanden, imens min Skat og jeg fotograferede dem.

🙂

Endnu en gang brokker min ømme højre hæl sig så igen mere end højlydt over, den har været ud at gå en lille bitte tur i det dejlige forårs vejr. Det er dog ikke vejret, men der imod længde af gåturen den i den grad er utilfreds med.