I går aftes, imens min Skat og jeg i fællesskab lige fik ryddet til side, vasket op, tørret af samt stillet på plads efter vores aftensmad, talte vi om, hvad vi skal have til middagsmad i dag. Det endte med, at vi blev enige om, at det skal være et eller andet af det, der via vores lagerlister over fryserens indhold har ligget længst i den.

Så langt så godt altså lige indtil her i aften, da min Skat så gik i gang med at tilberede vores aftensmad. I det han åbnede køleskabets dør for at tage kartoflerne ud af det, så han kunne komme til at skrælde dem, spurgte han: "Hvor stillede du det, du tog ud af fryseren i går aftes ?" "Mig ?" svarede jeg "Det var der dig, som tog noget ud af den !".

Det meget korte af det meget lange er … at ingen af os i går aftes tog noget som helst ud af fryseren til aftens menu. For vi har begge to været fuldt ud 100% overbevist om, at den anden gjorde det. Så derfor blev aftens menu lynhurtigt ændret til at være noget, der kunne gå direkte fra fryseren via ovnen samt stegepanden og så ind på spisebordet …

… pomfrit, kylletter samt nogle skiver rugbrød. Vi blev mætte og det var det vigtigste af det hele.