… kogt blomkål, der er pyntet med lidt friskkværnet peber, kogte kartofler, skiver af skinkeculotte samt nogle skriver rugbrød.

Langs med parkeringspladsen langs med vores blok står nogle træer og i et af dem – faktisk i det, det står lige ud for vores køkkenvindue – har et par ringduer bygget en fin lille rede.

Det første hold æg gik desværre til, da en sulten skade kom forbi på et tidspunkt, hvor der kun var en ringdue til at forsvarer reden og dens indhold, men nu prøver de så igen. Så derfor i dette kedelig og triste vejr, hvor regnen står ned i tove, imens det lyner og tordner, ligge den ene af ringduer lige så kærligt og holder deres æg varme …

… jeg håber, de får lov til at beholde deres æg og senere unger i fred denne gang.
 
 
Opdatering …
Sidste på eftermiddagen hørte jeg en masse skrig ude fra træet med reden. En skade gik til angreb på den rugende due og selv om den forsvarede sin redes indhold, måtte den til sidste give efter for skadens mange drøje hak.

Naturen er nogle gange bare så barsk og grim, og endnu en gang blev det bevist, at den ene døds er den andens brød … ringduerne mistede endnu et hold æg, men skaden fik mad til sig selv og dens unger.

Lige nu kører Thor hen over himlen i sin vogn, der bliver trukket af hans to gedebukke, der hedder Tandgnost og Tandgrisner. De løber så stærkt, at deres klove slår gnister som lyn, og vognens rumlen lyder som torden, imens Thor lystig svinger sin hammer, der hedder Mjølner … eller skrevet på en anden måde … lige nu lyner og tornder det samtidigt med regnen står ned, men i følge DMI er der kun tale om en kortvarig byge, for det skal klarer op i løbet af dagen.

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Valborg aften, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Aften før den 1. maj, der bliver kaldt for Valborgs Dag efter den tyske nonner Walburga, der på dansk blev til Valborg, som døde i 779, bliver kaldt for Valborg Aften.

På denne aften våger man sig for ikke at blive overlistet af de underjordiske kræfter. Det gør man blandt andet ved at tænde bål på højene. Nogle steder brugte man også denne aften til at opstille majstangen, der er en høj mast, som er pyntet med kranse af frisk bøgeløv og farvede bånd. Den skulle symbolisere den kommende sommers frugtbarhed.

Traditionerne omkring Valborg Aften går tilbage til før kristen tid, hvor både de germanske og de keltiske folk fejrede overgangen imellem den forgangne vinter og den kommende sommer på denne aften. Først sent kom forestillingen om en heksesabbat på samme aften ind i folketroen. I Danmark og især mest i Jylland mente man, at heksene på deres koste red til Tromsø Kirke, det vil sige til et sted tæt på grænsen mod Hedenskabet. I Tyskland var det derimod Bloksbjerg, der var målet for heksenes ridt.

Det var også en hedensk skik, at valborgsbålene endelig ikke måtte tændes med almindelig ild, men derimod med vild ild. Denne vilde ild kunne kun skaffes på den ældgamle måde, som havde været i brug, længe før man lærte jernet at kende … nemlig ved gnidning af to stykker træ imod hinanden. Denne ild benævntes i alle germanske lande med et beslægtet ord, der på dansk og norsk er blevet til nødild, på engelsk er blevet til neidfire eller nedfire og på tysk er blevet til Notfeuer. I det mellemsvenske område Dalarna er det endnu en fast skik at springe gennem Valborgsbålet.

I Tyskland regnes det med, at skikken stammer fra keltisk tid, hvor man tændte halvårs festernes hellige bål på sammen måde. Den romerske kirken blev tidligt opmærksom på denne form for hedenskab. For allerede på et kirkemøde i 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte Niedfeor altså nødild. Tyskerne opgav dog ligesom nordboerne ikke den gamle skik, for de forsatte med at holde liv i den.

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Store Bededag, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Det var Hans Bagger, der var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693, som var idemanden bag Store Bededag. I løbet af sine to første år som biskop fik Hans Bagger indført hele 3 bede- og fastedage. Den midterste af disse dage blev lovfæstet ved en kongelig forordning den 27. marts 1686 og den blev placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Store Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine lande og riger.

Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange bede- og fastedage i løbet af året. Da der var spredt flere mindre bededage ud over hele kalenderen. For eksempel var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred og dagene var bodsdage, hvor man fastede.

Store Bededags helt korrekte navn var ekstraordinær, almindelig bededag, og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke den såkaldte stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer med mere nu skulle lukke og at der nu ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt og især ædru i kirke den næste morgen, sådan som forordningen krævede.

Man skulle faste indtil dagens gudstjenester inklusive aftensangen var vel afsluttede og man skulle i øvrigt også afholde sig fra alle former for arbejde, leg, rejser, spil samt alle andre former for såkaldt verdslig forfængelighed.

Det er en meget populær opfattelse, at det var Christian den Syvendes berømte livlæge med meget mere Friedrich Johann Struensee, som indførte Store Bededag, men dagen fandtes altså længe før hans tid. Grunden til, at Friedrich Johann Struensee ofte i eftertiden får æren for Store Bededagen, kan skyldes, at den var en af de få helligdage, der overlevede den store helligdagsreform af den 20. oktober 1770.

Forordningen afskaffede halvdelen af årets på det tidspunkt i alt 22 helligdage og det var Friedrich Johann Struensee, der var manden bag planen som efter andre protestantiske landes forbillede afskaffede blandt andre Hellig Tre Kongers Dag, Kyndelmissedag, 3. påskedag, 3. pinsedag, Sankt Hans Dag, Frue Dag, Mikkelsdag, Mortensdag og 3.Juledag som officielle helligdage. Efter den 20. oktober 1770 skulle disse dage ikke længere være fridage, men der imod bruges til arbejde samt andre former for så kaldt nyttig gerning.

Skikken med at spise varme hveder Store Bededagsaften kan dokumenteres til midten af 1800-tallet, men den er sandsynligvis meget ældre.

Baggrunden for at spise hveder Store Bededag er den, at selve dagen jo skulle være en arbejdsfri bede- og bodsdag og derfor skulle bagerne også have fri. De kunne altså ikke bage brød med mere på selve dagen. Derfor bagte de hvedetvebakker aftenen før, som folk så kunne købe for at spise samt eventuelt varme dem først dagen efter.

I København er der en særlig tradition med, at man helst skal ud og spadsere på volden aftenen før Store Bededag. Denne tradition kan sandsynligvis føres helt tilbage til 1700-årenes midte. I begyndelsen af 1800-tallet mente man i hvert fald, at skikken var af ældre dato og at den stammer fra den gang, hvor Frue Kirke endnu havde sit klokkespil. Klokkespillet blev sat i gang på Store Bededagsaften og klokkespillet klang lokkede københavnerne ud at spadsere.

Frue Kirkes klokkespil blev sat op i 1747, men det gik til grunde efter englændernes bombardement i 1807. Spadsereturen var i høj grad borgerskabets fornøjelse, selvom folk af alle samfundslag efterhånden fandt vej til volden. Efter Københavns volde blev sløjfede, blev spadsereturene forlagt til Christianshavns Vold eller Kastellet, som tidligere havde været studenternes særlige mødested.