Da vi havde fornyet vores Varelotterisedler inde på Østerbrogade ikke særligt langt væk fra Svanemøllens Station, blev vi enige om, at vi ville nyde det fine sensommervejr, så derfor tog vi en tur i Zoologisk Have i København.

Vi har jo købt årskort dertil og det skal bruges.

😉

Vi havde selvfølgelig begge to taget hver sit kamera med, så her kommer der en god håndfuld billeder af nogle af de mange spændende dyr, som vi nåede at se i løbet af turen.

🙂

Efter vi var kommet indenfor og vi var gået forbi løveflokken, som sov til middag, gik vi over til flamingoerne …

I naturen får flamingoerne den røde fjerfarve fra de mikroskopiske alger og krebsdyr, de æder. I zoologiske haver kan man ikke fodre flamingoerne med disse små alger samt krebsdyr og derfor er man nødt til at tilbyde flamingoerne farvestoffet på en anden måde.

I starten fik flamingoerne i de zoologiske haver masser af paprika, men det farvede ikke godt nok. I dag er man gået over til at give flamingoerne canthaxanthin – et farvestof, som er nært beslægtet med farvestoffet betakarotin, der for eksempel findes i gulerødder.

Flamingoerne i fangenskab, der ikke får tilbudt farvestof som for eksempel canthaxanthin, vil efter fjerskiftet miste den røde farve.

🙂

Efter vi havde hilst på flamingoerne, blev vi enige om, at vi denne gang ville starte med at gå rundt i den del af Zoologisk Have, som ligger i Søndermarken.

Den nye store savanne er nu helt færdig, da man i løbet af vinteren har nået at lægge alle de afrikanske anlæg sammen til en stor savanne på cirka 1,25 hektar, hvor blisbukke, giraffer, gnuer, impala-antiloper, næsehorn, perlehøns, strudse og zebraer gå sammen.

Der er flyttet tre nye næsehorn ind i anlægget sammen med Zoos gamle næsehornshan. Så nu bliver det spændende at se, om det kommer til at give unger.

🙂

Det er dejligt, at de afrikanske dyr nu har fået så meget plads at være på og det gør også, at de nu kan leve lidt mere naturligt.

Impalaerne …

… er de talrigeste af alle antilopearter på den afrikanske savanne og så ledelse også på Zoologisk Haves storsavanne.

Et par af næsehornene …

… var ud at gå sig en lille tur. Det samme var den lille giraffamilie …

Giraffølet …

… blev født den 16. juni i år.

Det er hunnens første føl, og "desværre" endnu en han. Jeg tillader mig at skrive "desværre", fordi der er et stort overskud af hanner i den europæriske bestand af netgiraffer, og der er derfor en tilsvarende stor efterspøgelse på hunner. Så det havde været dejligt, hvis denne unge havde været en hun.

Giraffen føder sit føl stående. Det første, et girafføl oplever, er et styrt fra cirka 2 meters højde.

Det nyfødte føl er næsten 2 meter højt samt vejer cirka 60 til 70 kilo og det har efter ganske kort tid styr på både ben og hals. Straks efter fødslen er føllet oppe og die ved hunnens yver mellem bagbenene. Derefter går det stærkt med at tage på i vægt. I gennemsnit vokser et girafføl 8 centimeter på en måned, men det skal jo også nå op i højde af cirka 4 til 5 meter på 3 til 5 år.

Strudsene …

… er de største af alle nulevende fugle. En fuldvoksen han kan veje over 130 kilo og den kan blive over 2,5 meter høj. Strudsenes æg er også store. De vejer omkring 1,25 kilo til sammenligning med et almindeligt hønseæg, der vejer cirka 50 gram.

Det er en meget gammel skrøne, at strudsene stikker deres hoved i en busk eller i et hul i jorden, når der er fare på færde. Det er utvivlsomt deres meget lille hoved sammenlignet med deres meget store krop, der har givet strudsene ry for at være "meget lidt smarte".

Ganske vist er der ikke plads til en stor hjerne i et strudsehoved, men denne hjerne er lige præcist stor nok til at dække det behov, som en struds har.

Hjernens synscenter og de to store øjne giver fuglene et fabelagtigt både klart og skarpt syn. I deres øjenhøjde holde strudsene et årvågent øje med alt, hvad det sker på savannen og en sulten løve på jagt bliver spottet på lang afstand. I stedet for at stikke hovedene i nærmeste busk eller hul i jorden bruge strudsene en anden og langt mere effektiv taktik. De løber simpelhen deres vej og med deres kraftige ben kan de løbe med en hastighed på op til 70 kilometer i timen.

🙂

Man har længe spekuleret over, hvilken funktion zebraens stribede mønster har …

… og en af teorierne går ud på, at striberne virker som camouflage i den flimrende varme. En nyere teori går dog ud på, at striberne har to funktioner … dels når zebraerne er sammen i flok, opløser de mange striber formerne på de enkelte dyr og rovdyr har derfor svært ved at koncentrere sig om det enkelte byttedyr, og dels kan zebraerne genkende hinanden på mønstret, fuldstændig som vi kan genkende de enkelte zebraer ud fra deres mønster.

Der findes to gnuarter, hvoraf den blå gnu …

… er den mest almindelige og mest udbredte. Selvom gnuerne umiddelbart ligner kvæg, er de nærmere beslægtet med antiloperne end med okserne.

I savannens sydøstlige hjørne opføres et nyt hus til flodheste, hvor publikum får mulighed for at opleve de fascinerende dyr under vand. Dette anlæg forventes at bliver færdigt i løbet af sensommeren.

🙂

Efter vi havde hilst på de små livlige zebramanguster og okapierne gik vi forbi hornravnene …

… der er en jordlevende næsehornsfugle. De fanger blandt andet egern, harer, skildpadder og slanger.

Vi gik ind i Girafhuset for dels at se en model over den nye stor savanne og dels for at hilse på pragtperleskægfuglene og væverfuglene …

… som væver deres reder af fibre fra blade og pamlestammer. Væveruglene lever på savannen i det sydlige Afrika.

Så gik vi over i afdelingen med dyrene fra "Øerne", som blandt andre tælle Australien, Galapagosøerne, Madagaskar og Tasmanien. Her så vi blandt anndet de store galapagosskildpadder, kattelemurer og keaer, før vi nåede hen til pungdjævelene. Vi fik nu kun øje på den ene …

… af dem. Den sad på en sten og bjæffede. Den tasmanske pungdjævel er det største nulevende pungrovdyr.

De tasmanske pungdjævle kom til Zoologisk Have i april 2006 og de er en barselsgave fra den tasmanske regering til Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary i anledning af prins Christians fødsel den 15. oktober 2005.

Zoologisk Have i København er lige for tiden det eneste sted udenfor Australien, hvor det er muligt at se tasmanske pungdjævle.

Ved siden af anlægget til de tasmanske pungdjævle finder man de brunhalsede kænguruer …

… de brunhalsede kænguruer, som hører til de ægte kænguruer, er en mellemstor kænguruart. De er gråbrune med et rødt halsområde. De brunhalsede kænguruer lever alene, men hvor der findes store fødemængder, ses de ofte græsse sammen i grupper.

🙂

Efter vi havde hilst på de helt alminde danske husdyr samt denne sultne lama …

… gik vi via tunnellen tilbage til den del af Zoologisk Have, som ligger i Frederiksbergs Have, hvor vi startede med at hilse på de drovtyggende kameler …

… der er fuldt ud tilpasset et liv i Ørken. De har store brede fødder, som sørger for, at de ikke synker ned i sandet og deres lange øjenvipper og hår i øerne beskytter dem i sandstorme. Desuden kan kamlene lukke næseborene.

Vi gik ind i Ibishuset …

… hvor vi så både de kønne røde ibisser samt de sortnakkede stylteløber og de rosa skestorke …

… alle tre fuglearter lever ved floder og langs med kyster i Sydamerika, hvor de søger føde i mudder og vandet.

🙂

I Centralhaven skulle min Skat …

… lige have et billdet af busten, som blev udført i 1903 af billedhuggeren Alexis Møller. Busten forstille Niels Kjærbølling, som åbnede Zoologisk Have i København den 20. september 1859. Bustens sokkel er tegnet af arkitekt Rosen.

Vi gik over til de californiske søløver …

… som også kan opleves under vand …

… så man rigtigt kan se, hvor yndefulde svømmere de er.

Søløver er nært beslægtede med både sæler og hvalrosser. Det er dog nemt at se forskel på en sæl og en søløve, idet søløven har kraftige og muskuløse for- og bagluffer, som den kan gå på. Søløven har yderligere et udvendigt øre, mens de ægte sæler kun har et hul ind til det indre øre.

Derfra gik vi over til de asiatiske elefanter …

Byggeriet af det nye elefanthus, som er tegnet af den britiske arkitekt Norman Foster …

… er godt i gang og man forventer, at det bliver åbningsklar i løbet af år 2008.

Huset er på cirka 3.000 kvartmeter …

… og det tihørende udeanlæg er på cirka 4.300 kvartmeter, så det se ud til, at "tykhuderne" får god plads til at boltre sig på.

🙂

Vi gik forbi de tre såkaldte hybrigris …

… som blev født i august sidste år.

De tre hybridgrise, som er blandinger mellem et hjortesvin ( deres far ) og et tamsvin ( deres mor ), har nu levet i over et år og det ser ud til, at de udvikler sig fint. Hunnen ligner mest et hjortesvin, mens de to hanner minder om tamsvin. Dog gælder det for alle tre, at der kun er få træk, der helt og holdent kan henføres til enten den ene eller den anden art.

Vi gik ind i det gamle Elefanthus, som er næste 100 år gammelt, hvor vi hilste på resten af elefanterne …

… ungen blev født den 20. marts 2006 klokken 21.40 i følge Zoologisk Haves hjemmeside.

Så nåede vi igen forbi søløverne for at komme hen til humboltpingvinerne …

Pingviner lever kun på jordens sydlige halvkugle. Der findes i alt cirka 20 pingvinarter, hvoraf dværgpingvinen er den mindste og kejserpingvinen den største. Det er kun tre af disse arter, der lever i det kolde klima omkring Antarktis, resten lever i varmere områder.

Pingviner er tilpasset et liv i vandet. Kroppen er strømlinet, vingerne er omdannet til stive luffer, og fødderne sidder bag på kroppen og fungerer som ror. Fremdriften får pingvinerne ved hjælp af lufferne. Fjerdragten er meget tæt samt vandskyende og mellem fjerene er der et isolerende luftlag, der beskytter mod kulden. Til gengæld har pingvinerne helt mistet evnen til at flyve.

Pingviner tilbringer da også en stor del af livet i vandet og kommer kun på land i korte hvileperioder. Det eneste tidspunkt, hvor de permanent opholder sig på land, er i yngletiden og under fjerskiftet.

Humboldtpingvinene er let genkendelig på deres sorte og hvide fjerdragt og de er den eneste pingvinart, der har et kødfarvet område omkring næbbet.

Humboldtpingvinerne yngler i mindre kolonier og lægger deres æg i fordybninger i jorden eller i klippehuler. Først når ungen bliver 2 til 3 år, får den samme fjerdragt som de voksne fugle.

🙂

Efter et besøg i "Primaternes Verden" gik vi rundt om abegrotterne, hvor vi blandt andet så kappebavian-flokken …

… som hyggede sig udendørs i det fine sensommervejr. Før vi gik over i den nordiske afdeling, hvor den ene isbjørn …

… havde fået et gammelt bildæk, som den legede med …

… imens den anden isbjørn …

… svømmede rundt. Den legesyge isbjørn var så i mellemtiden nået at bleve træt …

🙂

Hornuglen …

… lignede også en, som var træt og den havde i hvert fald ikke tænkt sig at smile til min Skat, så han kunne få et godt billede af den.

Man kunne bestemt heller ikke lige frem påstå, at ulveflokken …

… var livlig. Så i stedet for at vi brugte tiden på at stå og se på de mange sovende dyr, gik vi over til dværgodderne ….

… som var legesyge.

De fleste oddere tilbringer de lyse timer i en hule og de begiver sig først ud for at jage, når dagen er gået på hænd, men de små vimse asiatiske dværgodder er aktive om dagen, hvor de er på jagt efter snegle, muslinger, krabber og andre krebsdyr, som er deres fortrukne bytte.

Vi forsatte rundt i afdelingen med de asiatiske dyr, hvor vi blandt andet så amurleoparderne, som havde to killinger, og amurtigerne, før vi nåede hen til den røde panda …

… som på trods af navnefællesskabet slet ikke er nært beslægtet med den sjældne sorte og hvide panda.

🙂

Vi gik igenmme abejunglen, hvor vi stod og så på denne chimpanseunge …

… som byggede sig en rede, den kunne ligge og sove i, før vi gik ind i Tropezoo, som er et lille stykke regnskov med "fritlevede" dyr.

Tropezoo er nok mit yndlingssted i Zoologisk Have i København dels på grund af klimaet og dels fordi man her har mulighed for at komme meget tæt på nogle af dyrerne, som for eksempel denne rødhovedet skovskildpadde …

… som min Skat også skulle have et billed af.

De rødhovedet skovskildpadder kræver meget fugtighed samt varme og de ligger gerne i et mudderhul. De æder blade og frugter, men også gerne små ådsler, hvis de kan finde det.

Jeg har haft tre landskildpadder i løbet af mit liv indtil videre, den sidste døde for cirka 20 år siden, og jeg kunne godt tænke mig igen af få en lille græsk landskildpadde som kæledyr.

🙂

Den ene af de totået dovendyr havde lagt sig godt til rette i en flettet kurv …

… hvod den lå og sov.

Dovendyret er et helt almindeligt pattedyr i Sydamerikas regnskove. De hænger næsten hele livet igennem med hovedet nedad i et træ. De både sover, æder, parrer sig samt føder deres unger i den stilling.

Cirka en gang om ugen kravler dovendyrene ned på jorden for at komme af med afføring og urin, dette er tit nok, for også dovendyrernes fordøjelse er meget langsom.

🙂

Fra Regnskovshallen gik vi ind i afdelingen med terrarierne, hvor vi både fik hilse på den grønne vandagame …

… som er lysegrøn med mørke ringe på halen og med store lyse skæld på underkæben samt struben. Hannen er større end hunnen og hannen er også mere farvestrålende end hunnen … og på den australske vandagame …

… som er olivenbrun eller brun med mørke ben. Den har lyse plettede bånd og kæbepartiet er hvidt eller sort. Dens kam er meget lille … før vi gik igennem Sommerfuglehallen og derefter ud igen.

På vej over mod Fuglesøen fik vi øje på dette livlige egern …

… som pilede hen af et stakit, før den hoppede ned på stien, hvor den fandt en vandpyt, som den kunne drikke af.

Fuglesøen …

… er et rigtigt kønt syn. Her kan man blandt andre hilse på de krøltoppede pilikaner …

Pilikanernes næb er et fantasktisk fiskeredskab og med næbbet fanger en pilekan let de cirka et kilo fisk om dagen, der skal til for at stille dens appetit.

Når pilikanerne fisker, holder de deres hoved højt og kikker ned i vandet. Får de så øje på en fisk, trække de nakken tilbage, svømmer langsomt hen mod fisken og skovler den op i næbbet.

Pilikanerne samarbejder også om at fange fisk. Så svømmer de i to rækker, hvor de svømmer mod hinanden og jager fiskene ind på lavt vand, hvor det er letterer at få fat på dem.

Vi gik hele vejen rundt om Fuglesøen …

… og vi fik hilst på denn flok ænder …

… før vi blev enige om, at nu var det hvis nok blevet på tide, at vi begyndte at finde hjemad, da jeg jo igen i denne uge desværre har en stor bunke arbejdsopgaver med hjem, som jeg skal have løst i løbet af weekenden, men føsrt skulle vi lige have lov til at nyde den kønne Fuglesø …

… fuldt ud.

🙂

Man kan se mere om Zoologisk Have på www.zoo.dk

Peter har også skrevet om vores sensommertur i Zoologisk Have og man kan se de billeder, som han har taget i løbet af turen, her.