Jeg lærte Emma at kende i december 1989, da hun var daglig kunde i den købmandsbutik, som jeg var ansat i. I starten talte vi kun sammen om de små løse ting som for eksempel vejr og vind, men det gik meget hurtig over til også at blive om de mere dybere ting her i livet og vi talte rigtigt godt sammen, så godt at vi også begyndte at tale sammen, når vi mødtes på gaden og senere begyndte vi at besøge hinanden.
På trods af en aldersforskelig på 40 år havde vi ingen problemer med at tale om alt og jeg mener virkelig alt. Vi blev veninden i ordets allermeste posive betydning. Vi blev hinandens fortrolige og jeg tror, at vi igennem årene har fortalt hinanden meget, som vi aldrig har fortalt nogen andre.
En dag i december 1995, hvor jeg arbejdede i en kiosk, besøgte Emma mig som kunde, det var en noget halvdød dag på jobbet – vi var faktisk flere ansatte end kunder i butikken på det tidspunkt – så jeg forsømte absolut ikke noget ved at tale med Emma. Min daværende chef spurgte mig: "Er det din mor ?" og jeg svarede. "Nej, men der imod en meget nær veninden", Emma svarede: "Nej, godt nok har jeg seks børn, men Tine er desværre ikke et af dem, men hvis hun har behov for en resvaremor, må hun godt blive mit 7. barn".
Og sådant tror jeg, at Emma og hendes mand mere og mere kom til at betragte mig. De kom også begge to til at stå mig meget nær, måske ikke helt så nær som Mie og Svend Aage, da jeg jo betragter dem som mine resaveforældre og det gjorde faktisk mere ondt på mig, da Mie døde, end det gjorde, da min mor døde. Ja … jeg er en underlig person, når jeg kan få mig selv til at skrive sådant noget, men hvorfor skal man altid fortie sandheden ?
Nå … tilbage til Emma og hendes mand, de kom også til at stå mig meget nær og følelsemessigt blev de nok som en moster og onkel for mig, hvis jeg skal beskrive vores forhold, men Emma og jeg forblev også nære veninder.
Efter jeg flyttede til Roskilde forsatte vi med at have kontakt med hinanden dog ikke helt så tit som før, for nu hvor vi ikke længere boede i den samme by, stødte vi ikke så tit tilfældigt på hinanden, men vi forsatte med at tale i telefon sammen og jeg besøgte hende så tit jeg kunne. Desværre blev det ikke så tit, som jeg havde lyst til, efterhåndens som jeg bleve mere og mere overbelagt med arbejde.
Her til aften, da vi lige havde sat os ind til bordet med vores middagsmad, ringede den ene af Emmas døtre til mig. Hun ville lige fortælle mig, at Emma efter lang tids meget sværd sygdom var død i fredags. Selv om det er næsten ni måneder siden, at Emma og jeg sidst sås og det er omkring et halvt år siden, vi sidste talte i telefon sammen, så kom det bag på mig, at hun havde været så syg samt at hun nu ikke mere er til.
Jeg er glad for, at hendes datter ringede til mig og jeg er glad for, at vi fik talt sammen i næsten en halv times tid, og pussig nok så følte jeg, at Emmas datter og jeg talte lige så godt sammen, som hendes mor og jeg altid har gjort. Jeg fik også hendes telefonnummer og vi aftalte at tales ved en gang ved lejlighed.
Jeg er glad for, at Emma nu har fået fred, for hun har virkeligt lidt meget og været meget syg her til sidst, men jeg sidder lige nu med en underlig tom følelse inden i. For hun er den tredje ( først Mie, så Eve og nu Emma ) af dem, som har stået mig virkeligt nær, som jeg mister i år. Jeg skal nok komme over det, og jeg vil altid kunne huske de mange gode stunder, som vi havde sammen. Det er bare underligt, at vi aldrig kommer til at opleve det igen.