For elve år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Santa Lucia, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Ifølge de katolske overleveringer er Lucia lysets helgeninde, da hendes navn er afledt af det latinske ord "lux", der betyder lys. Ifølge de samme legender led Lucia ligesom utallige andre helgener og helgeninder en meget grusom martyrdød.

Om lyskransen, som vores nutidig luciabrud bærer på sit hoved, fortæller legende følgende …

Før Lucia blev arrestere samt henrettet, bragte hun fødevarer til sine kristne trosfæller, der havde skjult sig i katakomberne, og for at have hænderne fri til at bære i, satte hun lys i en krans i sit hår.

Det er en meget lang udvikling, der har ført til den luciabrud, vi kender til i dag. Det var faktisk først efter år 1800, at den morgenvandring af luciabruden og alle hendes terner, vi kender i dag, blev en fast skik mange steder i Sverige, men denne skik er dog meget nyere her i Danmark. Det var den derværende generalsekretær Frans Wendt fra Foreningen Norden, der under Danmarks besættelse blev så begejstret for den svenske skik, at han foreslog, at den blev indført i Danmark, og alle var glade for at få en ekstra festdag i den på alle måder så mørke årstid.

Efter 2. Verdenskrig vandt skikken yderligere terræn, og den er nu en fast tradition på skoler, plejehjem og daginstitutioner samt i foreninger, indkøbscentrer med mere.

Ifølge overtroen var det bedst, at holde sig indendørs natten mellem den 12. og 13. december. Inden man gik ind om aften, skulle årets udearbejde være helt afsluttet og alle afgrøderne skulle være bragt under tag, for ellers ville de blive ødelagt af "de underjordiske".

For gårdens unge piger var det en meget spændende aften og nat. Man sagde nemlig, at det var muligt at få den tilkommende at se, hvis man holdt et lys i hver hånd, mens man kikkede i et spejl og fremsagde et helt bestemt vers.