Sidste søndag hentede min Skat og jeg to flyttekasser samt fem 15 liter SmartBokse hos Shurgard og i lørdags gik jeg så i gang med at rydde op samt sortere i alt deres indhold. Jeg var udemærket godt klar over, at det ikke ville blive nogen hverken let eller nem opgave, ikke fordi det er svært for mig at sørger for at tingene, jeg ikke længere ønsker at opbevare, kommer videre, men på grund af alle de negative minder og især alle de mange tanke tingene ville bringe med sig.

Tag nu for eksempel denne hvide hæklede bomulds stola …

… der måler 40 gange 160 centimeter. Jeg var tretten år, da jeg hæklede den efter en opskrift, der havde været i det danske ugeblad Femina, og jeg hæklede den til min mormor, da en hvid hæklet bomulds stola var det eneste, hun kunne kommer i tanke om, hun ønskede sig til 80 års fødselsdag.

Min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, mente, at hvis jeg havde tid til at hækle en stola til min mormor, så var det fordi, jeg kun tænkte på at spilde min tid på fuldstændige ligegyldige tåbeligheder i stedet for at hjælpe samt på alle andre måder tage mig af min gamle syge mor, der nok meget snart døde, hvilket for øvrigt var min skyld, da jeg ikke elskede hende !

Dertil kom, at min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, mente, at det var fuldstændigt tåbeligt, at jeg brugte mine opsparet lommepenge, som jeg for øvrigt havde fået af min mormor, på at købe garn.

Sådant var min mors, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, holdning overfor mig, men med hensyn til stolaen så var hendes holdning sådan, at jeg skulle være hende inderligt dybt taknemmelig over, at hun havde givet mig lov til at misbruge min tid på at fremstille en stola til min mormor, for den tid jeg brugte på det, havde Mor jo givet afkald på forstået på den måde at den tid jo skulle have været brugt på at fremstille eller gøre noget for hende.

Da min mormor små tre år efter hendes 80 års fødselsdag døde, avede jeg den hvide hæklede stola og selv om den aldrig har været hverken min smag eller mit ønske, så skulle jeg ifølge min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, bruge den, for ellers var det jo i den grand fuldstændigt tåbeligt, at jeg havde brugte både penge samt tid på at fremstille den og det var endnu mere i den grand tåbeligt, at hun havde givet mig lov til at købe garnet samt bruge tiden på at fremstille stolaen, hvis jeg ikke ville bruge den.

Da min Skat og jeg for ligt over otte års tid siden flyttede sammen, var den omtalte stola en af mange rigtigt mange forskellige beklædningsgenstande, der røg ned i to flyttekasser, der så efterfølgende har stået ude på Shurgard lige ind til i søndags, hvor vi hentede de to omtalte flyttekasser sammen med fem 15 liter SmartBokse og i lørdags kom jeg så til at anbringe den omtalte stola i en af de to store sorte plastik affaldsposer, jeg indtil videre har nået at fylde op med tøj, der skal videre altså der skal ud af mit liv og ind i en andens liv, hvis der ellers findes nogen, der vil bruge det.

Med hensyn til mine lommepenge, så fik jeg intet af den slags af mine forældre, for jeg havde ikke brug for at få penge af dem, da jeg ifølge min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normalt begavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper helt uden hjerner, kun ville bruge pengene til at købe noget værdiløst lort, hun ikke havde brug for. Derimod fik jeg 15,00 kroner om måneden af min mormor samt 10,00 kroner om måneden af min granmoster og disse penge blev sparet op. Hver gang jeg havde nået at sparet cirka 100,00 korner sammen, så lånte min fattige mor dem af mig. Der var så bare lige det ved det, at hun aldrig nogensinde betalte det lånte tilbage, for det skal en mor altså ikke, når hun låner penge af sit barn !