Egentlige er det lidt pudsigt samt ret så underligt så forskelligt man kan se på den samme ting, tag nu for eksemplet sytten dage …

… når man sidder og skriver en aftale, der skal finde sted om sytten dages tid, ind i sin kalender, så føles de sytten dages tid som noget nær en evighed eller i hvert fald noget, der ligger meget langt ude i fremtiden. Hvis man derimod sidder og blader lidt tilbage i sin kalender og man dermed “falder” over en aftale, der fandt sted for sytten dages tid side, så er det jo stort set ikke ret længe siden.

Sådant har min Skat og jeg det også med vores sytten dage lange skønne forsommerferie, for før vi tog hul på den, synes vi, at det var helt vildt dejligt, at vi nu kunne se frem til sytten sammenhængende fridage og vi have masser af forskellige drømme, håb samt planer for, hvad vi kunne samt skulle bruge alle de mange skønne fridage til.

I dag sytten dage senere, kan vi så begge to blot konstatere, at de sytten sammenhængende fridage, vi noget så frygteligt havde glædet os til, desværre allerede er brugt helt op og at vi langt fra har nået bare tilnærmelsesvis en lille bitte brøkdel af alt det, vi havde drømt om, håbet på, planlagt samt regent med at vi kunne og skulle nå i løbet af indeværende års forsommerferie.

Dermed har jeg ikke skrevet, at vi ikke har haft en god samt indholdsrig forsommerferie, for det har vi i den grad haft, men den var bare alt for kort.