… årets 198., sommerens 46. og juli måneds sekstende af slagsen over Køgevej forsvandt bag et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der næppe formår at holde sig tæt resten af aftenen samt hele natten.
Imens min elskede Skat så et eller andet på fjernsynet, nåede jeg at hækle denne lille runde rosa gavepose med sølveffekt samt to snorer …
… der er endnu en gang tale om mit 100% eget design, for det er mig, der har fået ideen og det er mig, der har skrevet opskriften, den er hæklet efter og jeg har brugt 26 gram rosa ( farvenummer 22491 ) Bomuld med sølveffekt ( 97% bom- uld og 3% metalpolyester ) med en løbelængde på cirka 160 meter per 50 gram samt min altid trofaste Perle Inox hæklenål nummer 2,0 og 2,5.
Årets 29. tirsdag og dermed også den fjerde samt den tyvende sidste dag i vores 23 dage lange sommerferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er ved at gå ned, skyerne prøver på at holde sig tætte, Månen er ved at stå op, min elskede Skat sidder foran sin computer, og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne tirsdag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.
Dagen er blevet brugt på en god kombination af hygge samt klaring af diverse små praktiske opgaver.
Dertil kommer, at min Skat blandt har andet nået at komme et lille bitte stykke videre med den ene af de fire igangværende store oprydningsopgaver samt være til sin helt normale tirsdagstræning og jeg har blandt andet nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, vaske og stryge en maskinfuld altså seksten stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, tale i mobiltelefon med Wivi i cirka tyve minutter samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.
Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftenens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.
Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.
… grøntsags- og rodfrugtswok ala Rema 1000 bestående af babykarotter, overskårne grønne bønner, kartoffelbåde, søde kartofler i tern, løg i tern samt hele gule voksbønner, der er smagt til med citron og hvidløg samt tilsat 300 gram hakket kalkunkød med maximalt 10% fedt og 100% knust stegt bacon, samt nogle skiver rugbrød.
… to skiver sønderjyskrugbrød med et meget tyndt lag smør, sommersalat samt to blommecherrytomater, der er pyntet med lidt friskklippet karse.
… hvor skyerne prøver på at holde sig tætte, udendørstemperaturen er plus cirka sytten grader og vinden blæser med tre meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, sidder min elskede Skat ved sin computer og jeg er ved at finde ud af hvilke af de billeder, Mini Nikon og jeg fotograferede fredag den 31. maj 2024, der skal bruges til manglende blogindlæg fra den pågældende dag.
Nu er det fire år, ni uger samt fem døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.
Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.
… det er i aften, der er mulighed for at opleve den allerførste af årets tre gratis byparkskoncerter i Roskilde Bypark og i aften er Mille samt Pil, der står for underholdningen.
Der er mulighed for at købe drikkevarer samt mad fra klokken 18:30 og musikken starter ved 19:30 tiden.
Søndag den 16. juni 2024 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i seksten hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning, og jeg indrømmer heller end gerne, at jeg simpelthen bare ikke fatter, at der allerede er nået at gå lidt over seksten hele år, for det var bestemt ikke min mening, at jeg skulle være hjemmegående i ret meget mere end maximalt et halvt til et helt års tid.
Godt nok havde jeg fundet ud af, at den lille opsparing, jeg havde kæmpet bravt for at spare sammen i løbet af de sidste fem års tid, ville kunne dække alle mine faste både kapacitet og variable udgifter i cirka seks til ni måneders tid, hvilket så også kom til at passe rimeligt godt, men jeg havde altså ikke en gang turde håbe på, at jeg ville komme til at være fuldtids hjemmegående i bare seks måneders tid og da slet ikke i så lang tid som lidt over seksten hele års tid. Det blev bare sådant.
De første tre måneders tid som 100% fuldtids hjemmegående gik godt og jeg fik stort set nået alt det, jeg havde sat mig for, jeg gerne ville nå. For jeg fik blandt meget andet næsten ajourført min blog, før min Skat og jeg gik på sommerferie. For jeg manglede kun og jeg mangler for øvrigt stadigvæk at skrive indlægget om vores dejlige tur til Egeskov Slot tirsdag den 14. august 2007. Alle de andre indlæg havde jeg nået at skrive, før vores fire uger lange skønne sommerferie begyndte.
Jeg nød virkelig vores fire uger lange skønne sommerferie i 2008, og jeg nød især, at jeg ikke skulle tilbage til et job, hvor der lå kæmpe store bunker med uløste arbejdsopgaver, der kun ventede på, at jeg skulle gå i gang med at løse dem, når vores sommerferie var vel overstået.
Efter vores sommerferie kom jeg for alvor i gang med at aflive nogle af alle mine alt for mange både små og større hængepartier, men så sket der et eller andet, for lige pludseligt gik det op for mit sind …
… at jeg ikke længere skulle står til rådighed.
… at jeg ikke længere skulle jage ud ad hoveddøren på et bestemt tidspunkt hver morgen, så jeg kunne nå at møde på mit faste job til tiden.
… at jeg ikke længere skulle være parat til at jager ud ad hoveddøren, hvis en agent fra et af vikarbureauerne ringede til mig, fordi der var en arbejdsgiver, der skulle bruge mig og især min arbejdskraft samt at jeg helst skulle være mødt for en times tid siden.
… at jeg ikke længere skulle deltage i diverse “mindre kloge” møder med en medarbejder i min arbejdsløshedskasse eller på det lokale JobCenter.
… at jeg ikke længere skulle skrive mindst fire jobansøgninger per uge uanset om jeg rent faktisk ønskede det pågældende job eller ej.
Så var det, at det gik op for mit sind, at det kunne slappe helt af og det gjorde så.
Faktisk skete der lige præcist det sammen, da jeg blev sygemeldt og det gik op for min krop, at nu kunne den få lidt af al den hvile, ro og søvn, den så længe havde længtes efter uden at få det. I stedet for at være glad for at den nu fik lidt af det, så begyndte den at kræve helt vildt ind og jo mere den fik, jo mere krævede den at få. I de to måneder jeg var sygemeldt, sov jeg i mindst 15 til 18 timer per døgnet, og selv om jeg blev raskmeldt, så jeg kunne nå at afspadsere noget af alt min flex, før jeg blev ledig, så holdt min krop ikke op med at kræve hvile, ro og søvn i store mængder. Derimod så forsatte den med at kræve ind, lige indtil den havde fået alt det, den manglede, plus lidt mere.
Det sammen gjorde mit sind nu, hvor jeg var begyndte at gå hjemme uden nogen som helst form for tilknytning til arbejdsmarked. Inderst inde ville jeg så gerne aflive så mange både små og store hængepartier som over hovedet taget muligt hver dag, men mit sind ville ikke være med til det. For det ville have hvile samt ro, og det gav jeg det så. Faktisk havde jeg en hel del dage i løbet af sensommeren og efteråret 2008, hvor jeg stort set slet ikke fik klaret noget som helt ud over at sove og så måske sidde og nusse lidt med en bog, min computer eller et håndarbejde, men det, jeg fik nusset med, skulle hver gang være noget, der ikke krævede nogen alt for stor form for hjernenativitet.
Faktisk var vi nået til starten af år 2012, før jeg for alvor så småt begyndte at have både fysisk og psykisk overskud nok til, at jeg kunne komme i gang med bare nogle af alle de mange meget forskellige opgaver, jeg havde håbet på, jeg kunne nå i løbet af mine tre måneder som 100% fuldtids hjemmegående.
Jeg har desværre stadigvæk perioder, hvor jeg ikke har det i mig, der skal til, for at jeg kan nå mere end bare lige det så absolut allermest nødvendige den eller de dage, det varer, men der bliver til al held lidt længere imellem dem samtidigt med perioderne bliver lidt kortere, så måske holder de helt op en dag ?
Jeg er dog begyndt at tro, at det nok ikke kommer til at ske.
Jeg håber, at jeg på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden har fået det så godt både fysisk og psykisk, at jeg kan komme i gang med at arbejde igen, ikke fordi jeg savner det at have et arbejde, men så jeg igen kan være med til at bidrage til min Skat og min fælles økonomi, men jeg ved også allerede nu, at mit næste job ikke bliver et fast fuldtidsjob, men derimod en eller anden form for vikariat på maximalt 30 timer per uge, hvis jeg da ikke vælger at starte op for mig selv.
Da jeg fotograferede den opgående sol over Astersvej, legede jeg lidt mere med Mini Nikons zoomfunktion, hvilket gav dette resultat af dagens morgengry over Astersvej klokken lige præcist 5:43 …
… det overfor viste billede blev fotograferet via badeværelset åbne vindue og der blev zoomet cirka 50% af det mulige.