… hvor regnen falder stille, udendørstemperaturen er plus cirka en grad og vinden blæser med fem meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, sidder min elskede Skat ved sin computer og jeg prøver på at finde lidt indre ro ved at udvælge, pakke samt klippe billederne til nogle af sidste uges frygtelige mange manglende blogindlæg, så jeg forhåbentlig meget snart kan komme i gang med at skrive bare nogle få af dem.

… for resten af indeværende dag, uge samt vores kombineret jule- og nytårsferie, at min elskede Skat lige har droppet sin helt normale tirsdags træning, da han er mega træt samt uoplagt.

Lige nu har vi igen slet ingen udendørstemperatur her i vores lille område af Roskilde eller rettere skrevet på nuværende tidspunkt af morgenen er der lige præcist nul grader udenfor og det er jo hverken plus eller minus, for rent faktisk er nul jo slet ingenting.

Nu er det et år, 33 uger samt to døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Det siges: “at man kan vende sig til meget” og især når det er noget godt som for eksempel det der med at man starter dagen med at åbne en lille gave.

🙂

Jeg er da også allerede kommet så godt ind i den rigtige hyggelige vane med det lille ekstra morgenritual, der hedder åbningen af dagens pakkekalendergave, at jeg her til morgen som noget af det allermest naturligste i hele verden gik hen til min kommode, hvorpå alle mine pakkekalendergaver har stået, for at tage dagens gave, men hvad er nu det for noget …

… der er slet ingen gave til mig i dag … VRÆL !!!