Nu er det et år, 29 uger samt fire døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Da min Skat og jeg stod op, var udendørstemperaturen her i vores område af Roskilde minus cirka en grad og i løbet af den sidste times tid er den nået at stige til plus cirka en grad, så det vil være rigtigt dejligt, hvis den vil stige yderligere og gerne til et sted på den lune side af de fem grader.

Vinden er i løbet af den sidste lille times tid stilnet lidt til, så den nu blæser med ti meter i sekundet og sneen falder blidt ned over vores område af Roskilde, så i dag har vejrguderne altså tænkt sig at give os endnu en kold, overskyet samt også våd vinterdag.

Lige nu glæder jeg mig til, at jeg, lige så snart jeg har nydt min morgenmad og min morgenthe, kan åbne den ene af disse to små gaver …

… for den er den anden gave i årets pakkekalender fra Heidi.
 
 
Bonusinformation …
Den gave, jeg ikke må åbne, er den anden gave i årets pakkekalender til min elskede Skat fra mig.

Lige nu har vi igen slet ingen udendørstemperatur her i vores lille område af Roskilde eller rettere skrevet på nuværende tidspunkt af morgenen er der lige præcist nul grader udenfor og det er jo hverken plus eller minus, for rent faktisk er nul jo slet ingenting.

… og desværre er det med sådanne nogle modbydelige store hvide våde totter, der, fordi udendørstemperaturen er lige under frysepunktet, ser ud til at blive liggende.