… hvor Solen skinner fra en høj klar blå næsten hel skyfri himmel, udendørstemperaturen er minus cirka tre grader og vinden blæser med tre meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, sidder min elskede Skat ved sin computer og jeg prøver på at finde lidt indre ro ved at udvælge, pakke samt klippe billederne til nogle af indeværende uges frygtelige mange manglende blogindlæg, så jeg forhåbentlig meget snart kan komme i gang med at skrive bare nogle få af dem.

Nu er det et år, 32 uger samt seks døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Lige nu glæder jeg mig til, at jeg, lige så snart jeg har nydt min morgenmad og min morgenthe, kan åbne den ene af disse to små gaver …

… for den er den 25. gave i årets pakkekalender fra Heidi.
 
 
Bonusinformation …
Den gave, jeg ikke må åbne, er den 25. gave i årets pakkekalender til min elskede Skat fra mig.