… for traditionen tro, så igen i denne uge nu hvor vi endeligt langt om længe er nået til det tidspunkt sidste på eftermiddagen / først på aftenen fredag, hvor min elskede Skat og jeg har taget hul på denne uges noget så frygteligt efterlyste weekend, så er vi begge to igen så trætte, at ingen af os egenligt har hverken fysisk eller psykisk overskud til at gøre noget eller været noget for hinanden.

… og desværre er det med sådanne nogle modbydelige store hvide våde totter, der, fordi udendørstemperaturen er lige over frysepunktet, ser ud til at blive liggende.

Nu er det et år, 29 uger samt fem døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

I dag bliver vist desværre endnu en af de der rigtigt kedelige dumme dage, hvor jeg ikke kommer til at nå ret meget andet end lige præcist det så absolutte allermest nødvendige og så måske diverse former for små samt især meget små overspringshandlinger som for eksempel at klare indpakningen af disse to julegaver til Lisbeth …

… så de nu kan komme ned i en plastikpose, der kan blive kørte ud til det ene af vores tre lejede rum hos Shurgard, da hun først skal have i 2023.