Årets 21. tirsdag samt dermed også den allerførste hverdag efter vores tre dage lange pinseferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er ved at gå ned, skyerne prøver på at holde sig tætte, Månen er stået op, min elskede Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne tirsdag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i 7:30 timer, bagefter var han til sin helt normale tirsdagstræning og da han kom hjem, tog han frokost samt satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits tirsdag, hvor jeg blandt andet har nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, vaske og stryge en maskinfuld altså 22 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte dagrenovation og papir i de relevante containere, tale i mobiltelefon med Wivi i cirka tyve minutters tid, vande alle plantepusserne ud på altanen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Dertil kommer, at jeg har fået klaret diverse små og mindre praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

… hvor regnen falder stille, udendørstemperaturen er plus cirka elve grader og vinden blæser med tre meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, knokler min elskede Skat på sit arbejde og jeg prøver på at finde lidt indre ro ved at udvælge, pakke samt klippe billederne til indeværende uges frygtelige mange manglende blogindlæg, så jeg forhåbentlig meget snart kan komme i gang med at skrive dem.

Nu er det et år, to uger samt to døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.