For nitten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Fastelavn, jeg her vil bringe et lille udklip fra …
Årets allermørkeste og koldeste tid krydres hvert år med en både glad samt farverig tradition nemlig fastelavn.
Festlighederne foregår altid på fastelavnssøndag og fastelavnsmandag, der altid falder syv uger før påsken, og det er en meget gammel begivenhed, vi den dag i dag fejrer her i Danmark. Nu til dags er det dog godt nok mest børnene, der fester samt lever ballade.
I et par dage kan man blive hvad som helst, det er bare at klæde sig ud, altså at tage en maske samt eller noget udklædningstøj på, og derved kan man udleve alle sine inderste vilde drømme.
Fastelavn er en skik, der har overlevet skiftede tider, og selvom festen i dag har tilpasset sig vores tids livsmønster, slår man dog stadigvæk katten af tønden, ligesom man “bider til bollen”, og børnene går fra dør til dør for at rasle penge eller måske i dag nok mere frugt og slik ind, men hvordan begyndte denne skik så i grunden ?
Allerførst var fastelavn en forårsfest, der efter kristendommens indførelse blev ændrede til “en fest før fasten”, og i dag er det nærmest en karnevalsfest lige som Halloween.
Ordet fastelavn er middelalderdansk og stammer oprindeligt fra det plattyske ord vastelavent, der betyder de sidste dage før fasten, men selve fastelavnsfesten er dog mere end tusinde år gammel. Den gang var det en forårsfest, en fest som datidens bondebefolkning i det kolde nord holdt for at hilse foråret og dermed de lysere samt varmere tider velkommen.
Den gang festede man i et muntert lag, man klædte sig ud og man slog sig rigtigt løse, dog var man altid skjult under en fantasifuld maske. Man dystede mod hinanden under meget stor morskab i forskellige rituelle lege, der altid viste kampen imellem det gode og det onde, de mørke figurer mod de lyse figurer, eller den mørke tid mod den lyse tid.
Efter kristendommens indførelse skulle der fastes i fyrre dage, for at man kunne “rense” kropen og derved sjælen, inden man kunne fejre påsken. Fastelavn var altså festen før fasten og derfor falder den aldrig på en fast dato, som for eksempel julen gør, men derimod syv uger før påske, det vil sige en gang i perioden fra og med den 1. februar samt til og med den 7. marts.
Fastelavn blev dermed til de dage, hvor både bondestanden såvel som borgerstanden drak og spist eller rettere skrevet åd i de helt store mængder, samt morede sig, inden man skulle sige: “Farvel” til alle dennes verden mange goder.
Festlighederne begyndte altid på en søndag, der blev kaldt for Flæskesøndag, hvor man spiste eller rettere skrevet åd ret så store mængder af kød eller flæsk, og det sammen gentog sig om mandagen, samt på fastelavnstirsdag, der også blev kaldt for hvidetirsdag, hvor man spiste hvidt brød eller boller med en stor klat smør inden i. Den gang kunne disse festligheder godt strække sig over en hel uge.
Efter reformationen i det femtende århundrede, da fasten officielt blev afskaffes, forsatte befolkningen dog med at fejre fastelavn som før, og fastelavnsløjerne var til tider så vilde, at de kirkelige myndigheder her i norden forsøgte på at få denne “fastelavn djævelskab” afskaffet dog helt uden held.
I dag er mange af de gamle ritualle lege stadigt en vigtig del af forlystelserne ved fastelavn, der nu til dags mest foregår på fastelavnsmandag, og i dag er det nok også mest børnene, der fejre fastelavn.
Det at “slå katten af tønden” er en meget gammel skik og man mener, den stammer fra bondebefolkningen på øen Amager udenfor København. Skikken er måske oprindeligt kommet her til landet sammen med de hollandske familier, der indvandrede og primat bosatte sig på denne ø for cirka femhundrede år siden.
På dette tidspunkt satte man en levende kat ned i tønden. Hvorfor vides ikke helt præcist, men en mulig forklaring kan være, at katte efter manges mening var “Månens hellige mørkedyr”, og at man ved at ofre en kat kunne komme til at gå fra de mørke tider til de lyse tider. Tønden blev hængt op imellem to pæle, og det gjaldt derefter om at slå tønden itu, imedens man sad på en hesteryg. Denne skik var i hvert fald ikke nogen god leg for børnene og slet ikke for katten, der som oftes mistede livet efter den var blevet grusomt mishandlet. Derfor er det glædeligt, at man i dag nøjes med at benytte en sort pap eller papir kat til at pryde fastelavnstønden med, hvis man da ikke har putte en sort plys kat ned i tønden.
I dag er fastelavn allermest børnenes fest, hvor de klæder sig ud og dyster om at blive kattedronning, det vil sige den, der slår tøndens bunden ud, eller kattekonge, det vil sige den, der slår tøndens allersidste bræt ned. Efter tøndeslagningen kåres den bedste udklædte, og den stolt vinder får overrakt sin præmine.
I Norden har det altid været en fast kutyme, at man fremstiller noget bestem bagværk til alle årets forskellige højtider, og således også til fastelavn. De fastelavnsboller, der er overdrysset med flormelis samt fyldt med creme og eller flødeskum, vi kender i dag, kan meget vel være en videre udvikling at datidens “hvide boller”, der var fyldt med en stor smørklat.
Oprindeligt gik alle voksne så vel som børn festligt udklædt fra hus til hus eller rettere skrevet på den tid fra gård til gård for at lave ballade og eller sjov, imens de sang …
“Boller op, boller ned, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade”
… og den gang lavede man virkeligt ballade, for man gik ind i gårdene eller husene og gemte forskellige ting samt sager, og tror mig, der kunne virkeligt gå vildskab i disse drillerier, der meget nemt kunne udvikle sig til nogle virkelige grovheder.
