For mig er det meget vigtigt at holde fast i de personer, der på en eller anden måde er kommet til at betyde noget for mig også selv om det i det daglig ikke bliver til ret meget andet end bare lige et lille bitte livstegn i form af et kort til fødselsdag, jul og måske påske samt en vindersendt sjov e-mail i ny og næ.

Da man efter min mening ikke kan forvente, at andre gør noget, man ikke selv gør, ringede jeg derfor i formiddags til en ekskollega, der havde fødselsdag i går og som det efterhånden er ved at være langt over et års tid siden, jeg sidst har talt med og det endte med, at vi talte sammen i lige præcist 1 time, 2 minutter samt 3 sekunder, men så var vi også begge to blevet nogenlunde helt opdateret med hensyn til, hvad der er sket i hinandens liv siden vi sidste talte sammen.