I går aftes, lige inden vi gik i seng, slog min Skat vores vækkeur eller rettere vores clockradio fra og jeg satte min mobiltelefon til, for her til morgen kunne vi begge to sove længe, da min Skat skulle halvanden times tid senere ud af hoveddøren, fordi han skal deltage i årets julefrokost på arbejdet og han derfor skal med de offentlige transportmidler både til og fra jobbet i dag.
De offentlige transportmidler skal jo lige komme i gang med at køre og samtidigt med det, så benytter min Skat sig af, at de har flex-tid i det firma, han er ansat i. Så han skal bare være aktivt til stedet ved sit skrivebord i sit kontor i tidsrummet fra klokken 9:00 til klokken 14:00 og derude over må han ligge resten af uges arbejdstimer, som han vil, bare han altså husker at overholde, at han skal være på arbejdet i 37 timer per ugen.
Rent faktisk så har min Skat ikke lige frem lyst til at spilde samt ødelægge det meste af denne fredags eftermiddag samt aften på noget så totalt intetsigende samt fuldstændigt ligegyldigt som en julefrokost i arbejdsregi, men han har det princip, at han deltager hvert andet år og han undlader at deltage hvert andet år, og da han hoppede årets firmajuleforskot over sidste år, så er han nødt til at deltage i år.
Personligt har jeg det sådant med julefrokoster og alle andre former for beskæftigelsesterapi i arbejdsregi, at det er der meget godt, at der findes den form for tilbud til alle dem, der ikke er i stand til at finde ud af noget så simpelt som at beskæftige sig selv, men os, der så ikke lige har den mentale defekt, burde altså kunne blive fri for at spilde samt ødelægge vores i forvejen alt for sparsomlige fritid på den slagt totalt intetsigende og fuldstændigt ligegyldige pjat.
For som medarbejder og kollega vil jeg altså ikke bedømmes ud fra, hvor god jeg er til at drikke samt skabe mig tosset sammen med min chef og mine kollegaer, men derimod ud fra hvor effektiv og god jeg er til at passe mine daglige arbejdsopgaver, det er jo trods alt det, jeg får min latterlige lave løn for.
