Vi ankom til Skandinavisk Dyrepark …

… som ligger på Nødagervej nummer 67B i Kolind på Djursland. Der var masser af ledige pladser på parkeringspladsen, så vi havde ingen problemer med at finde en god parkeringsplads til bilen. Vi gik hen til indgangen og købte vores billetter, hvorefter vi gik indenfor eller rettere udenfor, for alle dyrene befinder sig udendørs.

🙂

I Skandinavisk Dyrepark, der dækker et areal på i alt 450.000 kvadratmeter, hvilket vil sige cirka 45 hektar jord, lever der i alt cirka 300 dyr fordelt på 21 forskellige arter. Så dyrene har altså masser af plads i deres kæmpe store anlæg.

Skandinavisk Dyrepark, der åbnede for de første gæster den 29. maj 1994, er en privatejet dyrepark. Det vil sige, at Skandinavisk Dyreparken har aldrig nogensinde modtaget støttekroner eller midler fra hverken stat, amt, kommune eller fonde og at alle former for udvikling i dyreparken er sket ved hjælp af reinvesteringer af egne midler samt hårdt arbejde.

Da dyreparken åbnene i 1994 kunne man fremvise de seks skandinaviske hjortearter og derfor hed parken den gang "Hjortens Verden". Året efter introducerer parken rensdyret Rudolf og de besøgende kunne også komme til at opleve rensdyrslædekørsel. Næste år, det vil sige i 1996, kom der flere rensdyr samt en Samelandsby til parken.

I 1997 skiftede "Hjortens Verden" navn til "Skandinavisk Dyrepark", som lige siden har været parkens officielle navn. Det var også i 1997, at parken introducerede vildsvinene samt at rensdyret Rudolf blev TV-stjerne i TV2’s julekalender "Krummernes Jul".

I 1998 gjorde de første rovdyr deres indtog i Skandinavisk Dyrepark, da ilder og rødræve flyttede ind i parken. Samme år var der også mulighed for at opleve en falkoners opvisning i parken.

Ulvene var de næste, der flyttede ind i Skandinavisk Dyrepark, det gjorde de i 1999, da den første ulv, som hed Thor, ankom. Samme år påbegyndte parken bygningen af et kæmpe anlæg, som kom til at hedde "Ulveparken". Rensdyret Rudolf arbejdede igen som TV-stjerne i TV2’s julekalender, som det år hed "Brødrene Mortensens Jul". En anden nyhed i 1999 var, at de to danske slangearter hugormen og snogen flyttede ind i Skandinavisk Dyrepark.

Det nye årtusinde startede med, at Skandinavisk Dyrepark introducerede en helt ny måde at have dyr i fangenskab – for øvrigt en ide som nu kopieres af andre dyreparker og zoologiske haver – da den første af Skandinavisk Dyreparks kendte parker åbnede. Direktør Frank Vigh-Larsen’s koncept med at give dyrene masser af plads og bygge en gangbro igennem anlægget for at bringe gæsterne i øjenhøjde med dyrene, var og er stadigvæk en kæmpe succes. I år 2000 åbnede Ulveparken for de besøgende og samme år introduceres endnu et af de skandinavisk rovdyr i parken, da polarræven flyttede ind.

En kæmpe fritflyvnings voliere samt den dansk landrace ged var året nyhedder i 2001 og året efter kom elgene, en stor legeplads samt flere picnic områder til Skandinavisk Dyrepark.

I 2003 introduceredes den anden af Skandinavisk Dyreparks unikke parker, da Bjørneparken åbnede for de besøgende. De syv voksne bjørne og de fem bjørneunger fortryllede gæsterne. Bjørneparken og oplevelsen af de brune bjørne var så fantastisk, at det fastholdt gæsterne i flere timer samt at Skandinavisk Dyrepark fik et boom i besøgstallet, da ikke mindre end 115.038 gæster besøgte dyreparken dette år.

I 2004 var de brune bjørne stadigvæk hovedattraktionen i Skandinavisk Dyrepark. Desværre var vejret ikke med parken dette år, som på trods af det dårligste sommervejr i mands minde med kulde, regn og blæst, blev besøgt af 75.292.

Ilderene kom til i 2005 og de kunne opleves i et splinternyt anlæg. Det samme kunne egernene, der også flyttede ind i Skandinavisk Dyrepark det år, som også blev året, hvor Skandinavisk Dyrepark fik tildelt fire flotte stjerner i en ny national klassificeringsordning for danske turistattraktioner.

Årets nyhedder i 2006 var åbningen af Isbjørneparken og Elgparken, som er de største og flotteste parker hidtil videre i Skandinavisk Dyreparks historie. Dyreparken byggede også et nyt anlæg til sikahjortene sammen med mange nye servicefaciliteter. Disse nyhederne blev en stor succes og Skandinavisk Dyrepark havde det år det højeste antal besøgende nogensinde, da ikke mindre end 149.394 gæster besøgte parken.

I år præsenterede Skandinavisk Dyrepark endnu en sensation "Mammut – et aktivitetscenter", hvori man som det eneste sted i Europa kan opleve et ægte mammutskelet i fuld størrelse samt prøve at løfte en mammutstødtand, føle på en masse bløde skind fra for eksempel bjørn samt ulv og deltage i aktiviteterne.

Skandinavisk Dyrepark blev prisbelønnet med "Turismeudviklingsprisen for Østjylland" i 2000 og den blev belønnet med "Årets virksomhed på Djursland" samt optaget i DAZA i 2007.

🙂

Da vi købte vores indgangbilletter, fik vi et lille kort over Skandinavisk Dyrepark og for at vi kunne være helt sikker på, at vi ville komme til at nå at se det hele, gik vi rundt i parken efter dette kort. Så vores første stop blev hos rensdyrene …

… de har ligesom andre hjorte gevirer, som de smider i løbet af vinteren eller først på foråret. Hos andre hjortearter er det kun hannen, der har gevir, men hos rensdyrene har hunnen ligeledes gevir, dog er det ikke lige så stort som hannens.

Rensdyr har meget brede og store klove. De forreste klove er større end de bageste. Klovene fungerer ligesom snesko, så rensdyret ikke synker dybt ned i sneen. Både de store klove og geviret kan bruges til at skrabe sneen væk med, når de om vinteren søger efter lav, som er hovedbestanddelen af deres føde.

Kalvene bliver født om foråret, hvor der stadig er koldt på deres naturlige levested. Kalvene er relativt store og er klar til at gå med flokken allerede kun en times tid efter fødslen. Rensdyrkøer har den fedeste mælk af alle klovdyr, hvilket er en tilpasning til, at kalvene hurtigt tager på og kan klare sig under de ekstreme kolde forhold.

Samerne udnytter både skindet og kødet fra rensdyrene. I Skandinavien findes der flere tamme rensdyr, end der findes vilde rensdyr.

I Danmark levede der rensdyr i slutningen af den sidste istid for cirka 10.000 år siden, men i dag skal man højere op mod nord til det nordlige af Finland, Norge og Sverige for at møde rensdyr i naturen.

Når rensdyrene går, klikker deres fødder, denne lyd stammer fra en sene, der gnider hen over en knogle i foden. Med denne lyd holder rensdyrene sammen på flokken.

I naturen vandre rensdyrflokken cirka 1.200 kilometer i løbet af foråret, når de skal fra udkanten af skovområdet, hvor de har holdt til om vinteren og til ynglepladserne på tundraen, hvor de holder til om sommeren.

Lige efter rensdyrene finder man en ormegård, hvori de to danske slangearter hugomen og snogen …

… kan ses. I forlængelse af ormegården har ilderne …

… som lå og sov til middag eller også så var det bare en lille skønhedlur, deres indhegning.

Da vi ikke kunne få øje på de røde ræve, gik vi videre hen til Ulveparken …

Man har mulighed for at få en ægte oplevelse af ulveflokken, som den ville opføre sig, hvis man mødte den ude i den vilde natur, når man besøger ulvene i deres enorme territorium i Skandinavisk Dyrepark.

Deres område er enestående, da det er på 15.000 kvadratmeter, det vil sige cirka 1,5 hektar jord. Man går rundt inde i Ulveparken på en gangbro, der er 200 meter lang og som snor sig gennem Ulveparkens landskab med bakker, træer og søer. Fra denne gangbro kan man opleve ulvene helt tæt på og dermed kan man komme til at se, hvordan ulvene afmærker territoriet, hyler, leger og spiser.

Ulve lever i familier på cirka otte til tolv individer, den dominerende han leder flokken og det er ham, som tager initiativet til jagt samt bestemmer, hvornår flokken skal gå videre, og han har styringen, hvis der er fare på færde. Det er kun den dominerende han og hun, som parrer sig og får unger.

En ulv med en høj rank i flokken holder sin hale højt løftet, hvorimod en ulv med en lav rang i flokken holder sin hale lavt eller skjult imellem bagbenene.

Ulveflokken har et meget stort territorium, som ulvene afmærker ved at hyle samt strinte, dermed fortælle de andre ulve, at området allerede er optaget. Et ulvehyl kan høres cirka 16 kilometer væk og ulve genkender hinanden på deres hyl, som er med til at styrke sammenholdet i flokken.

Da har ikke været ulve i Danmark siden slutningen af 1700-tallet. Ulven er nu totalfredet og bestanden af ulve er i fremgang både i Finland, Norge samt Sverige. Der er faktisk set ulve, som strejfede rundt syd for Stockholm samt i Nordtyskland.

Ulvene nyder livet i de fantastiske, naturlige omgivelser. Ulveparken i Skandinavisk Dyrepark er bedømt som en af verdens bedste.

🙂

I dådyrenes park går mennesker og dyr frit imellem hinanden, det vil sige, dyrene må gå rundt i hele parken, men menneskerne skal holde sig til stierne, så de ikke kommer til at forsyrer dyrene, som for øvrigt gerne må fordes, men kun med foder, som kan købes i Skandinavisk Dyreparks kiosk. Da dådyrene fandt ud af, at vi ikke have noget foder med til dem, var vi ikke i nogen speciel høj kurs hos dem.

Dådyret forsvandt fra Europa inklusiv Danmark under sidste istid, men det blev indført til landet i 1200-tallet og i dag findes dådyret udbredt over det meste af Danmark.

Dådyrene holder til i et mosaiklandskab med løvskov samt blandingsskov, hvor der er græs og urter som bundvegetation samt på dyrkede jorder og på åbne græsarealer.

Hannen, som hos dådyr kaldes hjorten, måler i skulderhøjde cirka 90 til 95 centimeter og den vejer cirka 50 til 100 kilo. Hunnen, som hos dådyr kaldes for dåen, måler i skulderhøjden cirka 80 til 85 centimeter og den vejer cirka 45 kg.

Når hjortene kommer i brunst i oktober og november måned, søger de til brunstpladserne. For at tiltrække dåerne til sit harem laver hjorten en grube med forbenene samt geviret og gruben dækkes af urin samt sædvæske.

I juni og juli måned fødes kalven efter en drægtighedperiode på cirka 230 dage og kalven dier i de første cirka 9 måneder af sit liv.

Udenfor parringstiden færdes dåerne med kalve og ungdyr i rudler, hvilket vil sige i mindre flokke og hannerne færdes også sammen i små flokke.

I et lille hjørne af dådyrene store park finder man anlægget til polarrævene …

… som lå og sov deres sødeste skønhedssøvn. Så for ikke at forstyrer dem, gik vi videre hen til vildsvinene …

Vildsvinet, som er stamformen til nutidens tamsvin, blev udryddet i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, men med mellemrum strejfer vilde vildsvin fra Nordtyskland ind over grænsen til Danmark. I dag udryddes vildtlevende vildsvin, lige så snart de bliver opdaget på grund af frygten for, at vildsvin skal smitte tamsvin med svinepest. Nyere undersøgelser viser dog, at den risiko i praksis og med den rette forvaltning kun vil være teoretisk.

Vildsvinet er et kompakt dyr, der fra snudespids til halerod måler cirka 110 til 150 centimeter og har en skulderhøjde på cirka 1 meter. Den har en hale, der er cirka 20 til 25 centimeter lang. Vildsvinet vægt ligger som regel mellem 50 og 75 kilo, men man har mødt enkelte eksemplarer, der vejede op til 200 kilo. Soen er mindre end ornen og de kan blive cirka 20 år gamle.

Vildsvinet har længere ben end tamgrisen og dets pels er gråsort. Om vinteren er pelsen tyk med lange dækhår og brun underuld og om sommeren er pelsen mere sparsom og derfor virker farven lysere. Forrest på ryggen har det en kam af lange hår.

Ornens lange og skarpe hjørnetænder blive mere end 20 centimeter lange.

Vildsvinet æder både dyrisk føde og plante føde. Langt den største del af dets føde består af planteføde som blade, græs, kartofler, korn, majs, friske skud, underjordiske plantedele samt urter, men det æder også gerne bær, frugter, larver, mus, olden, regnorme, æg og ådsler.

Når vildsvin søger føde, foregår det oftest ved, at de bruger den lange tryne til at rode i jorden med. At et vildsvin har været ude og søge føde kan ses på de dynger af oppløjet jord og vegetation, den efterlader. Vildsvinene er som regel meget sky dyr og derfor er de nataktive de fleste steder.

Ornerne færdes kun sammen med søerne i forbindelse med parringen, da de resten af tiden strejfer omkring hver for sig, imens en eller flere søer og deres unger samt ungdyr danner små flokke. Yngre hanner kan også danne små flokke.

I parringstiden er ornerne meget aggressive overfor hinanden og de kæmper om søerne. I kampen bruges deres store hjørnetænder, som de altid kan holde skarpe ved at hjørnetænderne i overkæben slibes mod hjørnetænderne i underkæben.

Efter en drægtighedperiode på cirka fire måneder laver soen en fordybning inde i skoven, som dækkes til med plantemateriale. I denne fordybning føder hun sine unger, som reglen er et kuld på cirka 4 til 7 smågrise, der dier indtil de er cirka 4 til 5 måneder gamle, men allerede, når de er et par uger gamle, begynder de at søge fast føde på samme måde som resten af flokken gør det.

Foruden de mange dyr, som man kan komme til at opleve i Skandinavisk Dyrepark ifølge deres kort, kom vi også til at opleve en hel del både friflyvende og fritlevende fugle og insekter, som for eksempel denne edderkop …

… som hang i sit fine spind og ventede på, at noget middagsmad skulle komme flyvende ind i dens net.

🙂

Det ligner næsten et godt gammeldags maleri …

… men det er til al held ikke opstillet, men derimod på den måde, som dådyrene leve på i Skandinavisk Dyrepark.

🙂

Efter vi havde ledt et lille stykke tid, fandt vi endeligt ud af, hvor de røde egernerne holdt til. Der var kun et …

… af dem hjemme og det lå sikkert og sov godt i sin kasse. Vi kunne i hvert fald kun få lov til at se dets hale.

🙂

Så var vi mere heldige med krondyrene …

I Danmark lever krondyret kun i Jylland og på Sjælland. De største bestande af krondyr findes i Vest- og Midtjylland samt på Djursland, imens der på Sjælland findes en mindre bestand i Tisvilde- og Valby Hegn samt ved Åmosen.

Krondyret er den største hjorteart samt landets største landpattedyr i Danmark.

Hannen, som kaldes for hjorten, måler op til halvanden meter i skulderhøjde og har en kroplængde på cirka to meter. Han vejer omkring 180 kilo, når han er fedest. Hunnen, som kaldes for hinden, har en kroplængde på cirka 1,7 meter og hun vejer cirka 100 kilo.

Om sommeren er deres pels rødbrun på oversiden og hvid-gullig på bugen, mens vinterpelsen med sine længere og tykkere hår er gråbrun. Den korte hale er gulbrun og den del af bagpartiet ( der også kaldes for spejlet ), som omgiver halen, er rødgult. Ældre hjorte har om vinteren en manke omkring halsen.

Kronhjorten har et stort og flot gevir. De unge hjortekalve får deres første gevir allerede efter cirka 10 måneder. Dette gevir består af 10 til 25 centimeter lange ugrenede spidser. En to-årig hjort får et gevir med 2 til 4 takker. Hos ældre kronhjorte stiger antallet af takker, men man kan ikke direkte tælle alderen på antallet af takker. 20 eller flere takker er ikke ualmindeligt.

Hvert år i februar og marts måned kastes hjortens gevir og et nyt gevir begynder at vokser frem. Det nye gevir, som på en stor hjort vejer mellem seks og otte kilo, er færdigdannet omkring juli måned.

I Danmark lever krondyrene i områder med store nåleskove, hvor de kan søge dækning om dagen, men det er især på græsheder, heder, i højmoser, kær, overdrev og på landbrugsarealer, at krondyrene finder deres føde.

Uden for brunstperioden færdes de fleste krondyr i flokke, også kaldet rudler. Hinderne danner rudler med andre hinder, som de er tæt beslægtede med, samt deres kalve. Der kan også være få unge hjorte i en hind-rudel, men rudlen føres af en ældre hind.

En hjorte-rudel består især af unge hjorte. Rudlens struktur bygger på dominans, hvilket vil sige, at der er en rangorden dyrene imellem. Rangordenen afgøres enten ved truesignaler, styrkeprøver eller ved simple kampe.

Allerede i august måned begynder hjorten at brøle for at tiltrække hinder til sit harem og så godt som alle hinder, der er ældre end to år, bliver befrugtede. De fleste kalve fødes i juni måned, når hinden har været drægtig i cirka 235 dage.

Vi stod længe og beundrede de flotte krondyr, før vi gik over til den meget omtalte Isbjørnepark …

… der er på 26.000 kvadratmeter, hvilket vil sige cirka 2,6 hektar jord, den er både enestående enorm samt overvældende unik blandt andet fordi isbjørnene har deres helt egen isfabrik, som leverer fem tons is til dem hver eneste dag. Isfabrikken producerer de fem tons is hver nat. Isen placeres i en mega stor lagersilo og næste morgen bliver isen blæst ind til isbjørnene i Isbjørneparken. Isen blæses ind med en meget kraftig pumpe, som normalt kun bruges af større industrivirksomheder. Hele ideen med isfabrikken er helt ny og Skandinavisk Dyrepark er stolt over at være den første til at introducere ideen.

Isbjørnene lever på Nordpolen samt i Alaska og Canada. De er klædt godt på, da de har en tæt underpels og et tykt spæklag. De yderste hår, som kaldes for dækhårene, er fyldt med luft og de er gennemsigtige, deres hud under pelsen er sort, så den som en anden solfanger tiltækker solens varme.

Isbjørnene er glimrende svømmer og de skyder let en fart på 10 kilometer i timen. De padler med forporterne og styrer med bagbenene. Deres hule dækhår fungerer som en redningsvest, fordi de giver isbjørnene opdrift.

Når en isbjørn jager, stiller den sig ved et af sælerne åndehuller i isen og så venter isbjørnen på, at en sæl skal dukke op for at trække vejret. Når dette ske tager isbjørnen fat med tænderne omkring sælen hoved og hiver sælen op på land.

Den kan også godt finde på at jage ved at snige sig ind på en sæl, når den ligger og hviler sig på land.

I alle de lande, hvor isbjørnene lever, findes der programmer til beskyttelse af isbjørnene og jagten på dem kontrolleres. Populationen skønnes til at være på cirka 22.000 dyr. Isbjørnenes fremtid er afhængig af, hvordan miljøet i Arktis bevares. Der er begrænset jagt på dem i Canada og på Grønland

I Skandinavisk Dyrepark kan man opleve isbjørnene, som de lever hele sommeren på tundraen på 5.000 kvadratmeter med bakker, store sten træstammer og en enorm sø på 350 kvadratmeter og træstammer. Man oplever isbjørnene fra en 220 meter lang gangbro, som befinder sig lige i øjenhøjde med isbjørnene.

Fra isbjørnene går man direkte hen til elgene …

… der nyder livet i den nordiske vildmark med træer, græs, sten og en kæmpe sø, som elgene elsker at bade i.

Man gå via den 140 meter lange gangbro igennem Elgparken, der er på 140.000 kvadratmeter altså cirka 1,4 hektar jord. så der er masser af muligheder for at møde de fantastiske gigantiske hjorte.

Lige udenfor den ene af indgangene til elgparken, står denne bjørn …

… og Skandinavisk Dyreparks slogan er der også "Vores bamser er større end dine". Selvfølgelig er de det, for jeg har ingen bamser, jeg har nemlig kun ænder.

😉

Vi gik ind i Bjørneparken …

… der er på 25.000 kvadratmeter, hvilket er cirka 2,5 hektar jord, og dermed er den det næststørst anlæg i Skandinavisk Dyrepark.

Skandinavisk Dyreparks brune bjørne er meget heldige, for de bor i en hel unik Bjørnepark med bakker, huler, træer samt masser af vand.

Som gæst i Bjørneparken oplever man bjørnene fra den 250 meter lange gangbro, hvorfra man er lige i øjenhøjde med dem. Man har rig mulighed for at falde i staver over bjørnene, som pjasker og bader i søen eller leger og klatrer i træerne. De brune bjørne er meget aktive, og det var svært for os at løsrive os, især fordi vi var så heldige, at vi nåede at se de brune bjørne blive fodret.

De brune bjørne æder hovedsagelig planter og de tilbringer en meget stor del af dagen med at rode i jorden efter blomsterløg, bær, frø, mos, rødder samt svampe, men de spiser også gerne alt animalsk føde lige fra myrer til elge, rensdyr, tamdyr med mere og så elsker de at fiske efter laks.

En brun bjørn kan stå i timevis og vente ved en flod eller et vandfald på, at der skal dukke en laks op. Den giver fisken et slag med poten eller griber den med munden.

De brune bjørne holder til på de åbne vildmarker og de er et af de pattedyr, der har den største udbredelse. Da den findes i både Asien, Nordamerika og Nordeuropa.

Der har levet brune bjørne i Danmark, men de uddøde for cirka 4.000 år siden. Også grizzly bjørnen og kodiak bjørnen i Nordamerika hører til brun bjørnes familie. Der findes i alt 11 forskellige underarter af de brune bjørne i Verden.

De brune bjørne varierer i størrelsen alt efter, hvor i verden de lever.

De brune bjørne går i hi i oktober eller november måned og de kommer ud af hiet igen i marts eller april måned.

Ungerne bliver altid født i december eller januar måned. I begyndelsen er ungerne utrolig små, de er faktisk ikke større end en rotte, det vil sige, de vejrer cirka 450 gram ved fødselen. Ungerne har lukkede øjne og er kun dækket af fine korte hår. Derfor ligger moderen med ungerne i et hi, hvor ungerne er beskyttet mod vinterkulden. I april eller maj måned forlader hunnen og ungerne hiet. Ungerne er da på størrelse med en cockerspaniel.

De brune bjørne hannen deltager ikke i pasningen af ungerne. En han bjørn er farlig for bjørneunger, da den opfatter dem som føde eller konkurrenter. Derfor risikerer de at blive dræbt og ædt. Som regel er hun bjørnen sammen med ungerne og beskytter dem mod andre bjørne.

De brune bjørne og isbjørne er så nært beslægtede med hinanden, at de kan få unger med hinanden og deres unger er også i stand til at yngle.

De brune bjørne bevæger sig normalt i et roligt tempo, men når de skal, kan de være ekstrem hurtig og komme op på en fart af 50 kilometer i timen.

🙂

I det store fritflyvnings voliere …

… er der mulighed for at opleve både bramgæs, grågæs samt sædgæs på meget tæt hold …

… hvilket gjorde, at både min Skat …

… og jeg prøvede på at komme til at fotografere dem, så vi kunne få nogle bare nogenlund gode billeder af dem. Så var vi mere heldige med at fotografer de hvide storke …

Når storke hilser på hinanden, lægger de deres hoved tilbage over ryggen og slår over- og undernæb sammen mod hinanden, Den lyd, som det frembringer, der er en kneben, er den eneste lyd, som en stork kan frembringe. Storkene knebrer i parringstiden og så eller hver gang en han og en hun mødes.

Storkene tilbringer vinteren i Sydafrika, som de når ned til ved hjælp af en flyvetur på 12.000 kilometer, som de tilbagelægger på et par måneder. Deres vinger er lange samt brede og de er designet til at svæve med. Storkene bliver løftet til vejrs af varme luftstrømme, som opstår over land, når solen skinner. Derfor flyver de helst ikke ud over det åbne hav og i dårligt vejr holder de pause.

Udenfor fritflyvnings volieren er der udsigt til rådyrene …

… vi gik forbi legepladsen, info-centret samt Cafe Bjælkehuset og vi nåede hen til årets nyhed, da Skandinavisk Dyrepark i år har præsenteret endnu en sensation i form af "Mammut – et aktivitetscenter"…

… hvori man som det eneste sted i Europa kan opleve et ægte mammutskelet i fuld størrelse samt prøve at løfte en mammutstødtand, føle på en masse bløde skind fra for eksempel bjørn og ulv og deltage i aktiviteterne.

Med deres aktivitetscenter vil Skandinavisk Dyrepark gerne fortælle historien om Danmarks dyreliv fra sidste istid frem til i dag på en helt speciel måde.

Som den samlende figur for aktivitetscentret har man som noget helt enestående formået at købe et komplet 50.000 år gammelt skelet af en uldhåret mammut …

… der er gravet op af tundraen i det syd-østlige Sibirien. Skelettet er et af kun cirka 10 skeletter i hele Europa, og det eneste i en offentlig dyrepark.

Under sidste istid var vandstanden i verdenshavene op til 120 meter lavere end i dag og Danmark var landfast med England. Det, vi i dag kender som Nordsøen, var sammen med Danmark et stort steppeområde, hvor der græssede tusindvis af uldhårede mammutter, uldhårede næsehorn og utallige andre af istidens dyr.

Da istiden ophørte uddøde mange af disse dyrearter og de dyrearter der i dag lever i Nordeuropa indvandrede i deres sted. Det er blandt andet denne historie, man vil fortælle i aktivitetscenteret.

Hvor man blandt andet kan komme til at se samt rører disse to mammutkindtænder …

… der er fundet i Sibirien og som er mere end 50.000 år gamle.

Kindtænderne formalede den grove planteføde, som mammutterne levede af og de blev simpelhen slidt op på 4 til 30 år afhængig af mammuttens alder og størrelse. Så voksede et nyt sæt kindtænder frem, men der kunne desværre kun vokse i alt seks sæt frem, så når det sidste sæt kindtænder var slidt op, døde mammutten af sult, men så havde den som reglen også nået en alder af 60 til 80 år.

Denne mammutstødtand …

… vejer cirka 11 kilo. Den er blevet repareret og konserveret efter cirka 50.000 til 100.000 år i permafrosten i Sibirien. Man mener, at den er fra et yngre dyr.

Man har fundet mammutstødtænder, der vejer over 100 kilo og er mere end 4,5 meter lange. De største mammutter har altså båret rundt på mere end 200 kilo stødtænder.

Mammutterne brugte deres stødtænder til at skrabe sne til side, så de kunne komme ned til planter, som de så kunne spise af.

Der er også masser af skind og gevir fra nulevende dyr …

… som for eksempel et ræveskind …

… og et bjørneskind …

Efter vi var blevet en hel del klogere på både de nu desværre uddøde dyr samt de nulevende dyr ved at kigge på diverse gevir og skid, gik vi udenfor igen, hvor vi forsatte vores rundtur i Skandinavisk Dyrepark med at besøge de danske landrace geder …

… som min Skat …

… og jeg prøvede på at få nogle gode billeder af.

😉

Hvad er det nu, man plejer at sige om græsset på den anden side af indhegningen ? …

Vi forsatte hen til sikahjortene, som ikke sådan lige var til at få øje på, min Skat …

… måtte op at kravle lidt for at komme til at fotografere dem …

Mange forveksler sikahjortene og krondyr, men de adskiller sig på flere punkter, blandt andet er sikaen mindre end krondyret og sikaen har desuden pletter, hvor det hos krondyrene kun er kalvene, som har pletter.

Sikaens geviret får maksimalt otte takker og det er meget mere spinkelt end kronhjortens gevir. Sikaen blev importeret til Danmark for cirka 100 år siden, hvorimod krondyret har levet her i de sidste cirka 10.000 år.

Så havde vi efterhåndens nået at hilse på stort set alle dyrene, så vi begyndte at gå tilbage til indgangspartiet. På vores vej dertil, kom vi igen igennem dådyrenes anlæg …

Hos dådyrene er det hjorten, der udvikler et gevir, som bliver større jo ældre hannen bliver. Den øverste del af geviret er skovlformet. I det tidlige forår knækker geviret af og et nyt begynder hurtigt at vokse frem.

Geviret er dækket af et tyndt lag hud, som kaldes for basten, imens det vokser og når geviret i september måned er færdigudviklet begynder huden at tørre ind. For at få den døde hud af, fejer hjorten geviret mod træstammer og grene.

Dådyrene lever udelukkende af planteføde. Det vil sige, at forskellige former for græs, urter samt markafgrøder udgør en stor del af deres føde, men dådyrene æder også blade, frugt, knopper, kviste, olden og skud.

Så var vi atter nået til de røde ræves anlæg og denne gang var den ene af de røde ræve …

… til at få øje på, selv om den godt nok gik rundt i det fjerneste hjørne af anlægget.

Hos ilderne var en enkelt …

… af dem vågnet. Den var i fuld gang med at tømme foderbrædtet, imens de andre …

… stadigvæk sov.

🙂

Vi sluttede vores rundtur i Skandinavisk Dyrepark, lige som vi havde begyndt den, med at hilse på rensdyrene …

… der stadigvæk var i fuld gang med at spise af græsset, så de havde ikke tid til at "tale" med os.

😉

Det har været en helt vildt dejlig oplevelse at se, hvor store områder langt de flest af dyrene i Skandinavisk Dyrepark har til at tumle rundt på samt hvor godt de har det.

🙂

Da vi var kommet ud til bilen igen, satte vi os lige ind i den, hvor vi fik lidt at drikke samt spise af den medbragte proviaten, imens vi aftalte, at vi gerne ville opleve lidt mere i dag, hvis vi kunne nå det. Det eneste, som vi lige kunne finde, som vi rent faktisk kunne nå at besøge i et par timer, før dets normale lukketid, var Aalborg Zoo, så derfor kom vi til at besøge den allerede igen kun to dage efter, vi sidste havde været det, men det er et helt nyt indlæg, som kommer lige om lidt.

🙂

Man kan læse mere om Skandinavisk Dyrepark på www.skandinaviskdyrepark.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg i Skandinavisk Dyrepark og man kan se de billeder, som han tog under vores rundtur her.