Efter vi havde tømt bilen og vi havde fået sat vores ting "på plads" i det lejede sommerhus, blev vi enige om, at vi ville køre en tur til Aalborg Zoo …

… som ligger på Mølleparkvej 63 i Aalborg. Det vil sige, at Aalborg Zoo som en grøn oase ligger tæt på Aalborg Centrum og venter på at tilbyde de besøgende et væld af forskelligartede oplevelser og med cirka 1.200 dyr fordelt på cirka 140 forskellige dyrearter samt et imødekommende og servicemindet personale, som står klar til at levere unikke oplevelser i rolige rekreative omgivelser på over 8 hektar, skulle der være rig mulighed for at få en dejlig oplevelse ud af et besøg i haven.

Aalborg Zoo blev indviet i april 1935. Gennem de senere årtier har haven lagt stadigt mere vægt på bæredygtighed samt naturbevarelse, og den spiller i dag en væsentlig rolle i flere internationale projekter som for eksempel avlssamarbejde til bevarelse af truede dyr, dyrebeskyttelse, fokus på Fair Trade produkter, formidling af viden samt forskning.

Aalborg Zoo blev som den første zoologiske have i verden miljøcertificeret og haven har naturbevarelse som overordnet formål. På adskillige fronter har Aalborg Zoo de senere år markeret sig med natur- og miljøbevarende projekter. Eksempelvis støtter Aalborg Zoo Payamino-indianernes kamp for at bevare 60.000 hektar truet regnskov i Ecuador.

🙂

Allerede inden vi gik indefor, skulle vi have kameraerne frem, så vi kunne få et godt billede af denne vægudsmykning …

Efter vi havde "købt" vores billetter ( vi kom gratis ind, da vores årskort til Zoologisk Have i København giver gratis adgang til både Aalbog Zoo, Givskud Zoo samt Odensen Zoo ) og vi havde været en hurtig tur igennem Zoo Shoppen, som ligger ved siden af hovedindgangen, gik vi ud i selv have, hvor det første indtryk, som mødte os, var dette flotte springvand …

Da vi var kommet forbi springvandet, tog vi stien til højre og dermed kom vi til den nye fritflyvningsvoliere …

Fra huset i volieren havde vi et godt indkig uden nogen som helst form for barriere …

… imellem fuglene og os.

🙂

Vi forsatte hen til chimpanserne …

… som lever i løst sammensatte flokke med en dominerende han i de tropisk regnskov og på skovsavannen i Central- og Vestafrika.

Menneskerne er chimpansernes nærmeste slægtninger og 98,20% af deres gener er lig menneskernes gener.

Chimpanserne er en af de meget få dyrearter, som bruger redskaber. Da de stikker bearbejdede grene ind i termitboerne for på den måde at hive termitter ( der bagefter ædes ) ud. De bruger sten til at knække hårde nødder og de bruger sammenkrøllede blade som en slags svamp til at få vand op af hule træstubbe.

Det er dog meget forskelligt fra gruppe til gruppe hvilke redskaber, de bruger.

Chimpanserne har et varieret sprog, som består af dels lyde og mimik, dels berøringer, bevægelser og positurer.

Ikke ret langt fra chimpanserne finder man bavianerne …

… som lever i komplicerede sociale grupper, der har en streng rangorden. De holder især til på åbne, tørre ørkener, stepper og bjergsider lige fra det østlige Etiopien og Sudan til Somalia samt det sydvestlige Arabien.

De fuldvoksne hanner i flokken, kan have sin egen lille gruppe på op til 10 hunner.

En fuldvoksen dominerende kappebavian han udvikler en kraftig sølvmanke. Hvis han senere mister sine hunner, mister han også denne manke og får i stedet en brun manke, ligesom en hun.

Man mener, at kappebavianernes røde bagdel virker som et signal, så flokkens medlemmer bedre kan holde sammen.

Bavianerne tilbringer mere tid på jorden end andre aber og kappebavianerne, der er den bavianart, som man kan se i Aalborg Zoo, er den mest jordlevende art af alle bavianerne. De bruger størstedelen af dagen på at gå rundt og søge efter føde, men når det bliver aften, søger de tilbage til deres faste sovested oppe i klipperne.

🙂

Et lille kig …

… over Aalborg set fra pladsen foran bavianernes anlæg.

Det næste, som vi kom forbi på vores tur rundt i Aalborg Zoo, var disse tre flotte skulpturer …

… som vi lige skulle have et billede af, før vi gik videre.

Min Skat var nysgerrig …

… "Hvad eller hvem er det mon, som gemmer sig bag dette rækværk ?"

Det gør isbjørneanlægget, som blev bygget i 1999 og stadig hører til blandt de bedste isbjørneanlæg i verden.

Isbjørnene lever på Nordpolen samt i Alaska og Canada. De er klædt godt på, da de har en tæt underpels og et tykt spæklag. De yderste hår, som kaldes for dækhårene, er fyldt med luft og de er gennemsigtige, deres hud under pelsen er sort, så den som en anden solfanger tiltrækker solens varme.

I alle de lande, hvor isbjørnene lever, findes der programmer til beskyttelse af isbjørnene og jagten på dem kontrolleres. Populationen skønnes til at være på cirka 22.000 dyr. Isbjørnens fremtid er afhængig af, hvordan miljøet i Arktis bevares. Der er begrænset jagt på dem i Canada og på Grønland.

🙂

Da ingen af de store katte var udendørs, gik vi ind i deres hus for at hilse på dem. Der var nu ikke ret meget liv i nogen af dem …

De sibiriske tiger er udbredt i Sibirien, Nordkorea samt Manchuriet, hvor de især er knyttet til skovområderne.

Den sibiriske tiger er ved at uddø i naturen. Faktisk findes der i dag flere tiger i fangenskab end ude i naturen. Hovedårsagen til dette er, at krybskytter nedlægger tigerne for at sælge dem videre i Kina, hvor de benyttes til forskellige former for medicin, som menes at helbrede diverse sygdomme. Da man tror, at tigerens kraft overføres til den, der indtager dele fra tigeren.

Min Skat og de små hurtige surikater …

… legede "hide and sike" med hinanden eller også ville de måske bare ikke fotograferes i dag.

Surikaterne lever på savanner og åbne sletter samt i græsland og krat dels i Sydafrika samt det sydlige Angola, hvor de lever i kolonier på op til 30 individer. Hver koloni kan bestå af op til 5 boer og en koloni kan have et territorium på op til 15 kvartmeter. I kolonien uddeles arbejdet, så nogle er jægere, andre passer på ungerne og andre igen er vagtposter.

🙂

De afrikanske elefanter …

… er Aalborg Zoo ene om at kunne vise frem i Danmark og er elefanterne ikke ude, kan de opleves inde i elefanthuset.

Elefanterne, der kan findes i størstedelen af Afrika syd for Sahara, lever sammen i familiegrupper. Det vil sige, de gamle hanner lever alene og de yngre hanner kan danne ungkarleflokke.

De afrikanske elefanters ører er meget store. De er cirka 2 meter lange og 1,5 meter brede på en voksen elefant, og de fungerer som elefanternes "køleanlæg". Det varme blod fra deres krop løber ud i den tynde hud i ørerne, hvor blodet afkøles af luften og derefter løber tilbage i kroppen. Ørerne på de afrikanske elefanter er meget store og ligner Afrika i formen og de indiske elefanter har små ører, hvis formen ligner Indien.

Elefanternes snabel består af omkring 150.000 muskler og der er ingen knogler i den. Snablen har mange forskellige funktioner, da den burges til at tage føde med, som et våben, som snorkel, til at trompetere med, til støvbadning og til at drikke med. Der kan være op til 10 liter vand i snablen, som elefanten efterfølgende puster ind i munden.

Den afrikanske elefant har to "fingre" i spidsen af snablen, hvor den indiske elefant kun har en.

🙂

Fra dette hus, hvor i der bor forskellige former for aber, har kattelemuerne deres egen tunnel hen til deres udeanlæg …

… de var meget svære at få et godt billed af, men det lykkedes dog for min Skat til sidst …

Kattelemuerne lever i flokke, hvor hunnerne har en rangorden og hannerne har en anden rangorden. Hunnerne bestemmer over hannerne og de forsvarer deres territorier.

Kattelemuerne sender signaler til hinanden med deres hale. Når flokken er på udflugt, vajer halerne som tydelige signalflag og på den måde forbliver flokken samlet. Kattelemuerne smører halen ind i et sekret fra kirtler på hænderne samt hals og de afsætter duftene på buske samt træer og på den måde meddeler de andre kattelemuer, at de er i nærheden.

🙂

Vi gik indenfor og noget af det første, som vi så derinde og som vi bestemt ikke havde regnet med at se derinde, var en sovende kat …

… som lå oven på et bord, og den sov videre også selv om vi gik helt hen til den for at se, om den var i live. Det var den.

🙂

Jeg satte mig helt tæt på en orangutang …

… der virkede meget træt. Orangutanger kan her i landet kun opleves i Aalborg Zoo.

De voksne hanner lever alene, hunner lever sammen med ungerne, som kan være yngre og ældre søskende, og de holder til i regnskoven på Borneo.

Orangutangerne er de eneste egentlige trælevende menneskeabe, som findes.

Orangutangerne er alvorligt truet, primært på grund af ødelæggelse af deres levesteder, men også på grund af jagt og indfangning. Bestanden af Borneo orangutanger er faldet meget og det anslås, at der i dag kun er imellem 10.000 og 15.000 eksemplar tilbage.

🙁

Hvis man følger stien til venstre fra orangutangernes udeanlæg, kommer man hen til savannen …

… men før vi nåede så langt, skulle min Skat lige have et par tre gode nærbilleder af en hvilende struds.

Strudsene, som lever på savannerne i Syd- og Østafrika, holder oftest sammen i grupper bestående af en han og op til femten hunner. Blandt alle disse hunner har hannen sin førstedame, som på territoriet vælger en fordybning, som hannen på forhånd har lavet. Her lægger hun sine æg, hvorefter de andre hunner i gruppen kommer til for at lægge deres æg. Udrugning klares af hannen og hans foretrukne hun. Arbejdet fordeles således at hannen ruger om natten og hunnen ruger om dagen.

Strudsene er de største nulevende fugl. De lægger det største æg af alle nulevende væsener, og de er det hurtigste tobenede dyr, der findes. En struds, som flygter fra et rovdyr, kan nå op på en hastighed af 70 kilometer i timen.

Det er ikke rigtigt, at strudsen gemmer sit hoved i sandet. Denne misforståelse kan være opstået, da det på lang afstand kan være svært at se hovedet på en græssende struds.

Strudsen har et meget godt syn og har det største øje af alle landlevende dyr.

Der findes også vilde strudse i Australien, de nedstammer fra strudse, der har været holdt i fangenskab.

Strudsene var tidligere almindelig i store dele af Afrika, men de er i dag gået stærkt tilbage i antal, primært fordi de har været efterstræbt af mennesker og strudsene er i dag truet.

🙁

Vi forsatte hen ad stien langs med savannen …

… og hen til Den Afrikanske Landbys, hvor dyrene kan opleves fra et udsigtspunkt ved den store afrikansk hytte …

På savannen kan de to antilopearter sabeloryx og stor kudu opleves. Der vil også være en stor flok giraffer, samt strudse og zebraer. I vinterhalvåret kan savannens dyr ses i dels girafhuset og dels i stalden i Den Afrikanske Landsby.

Fra savannen fører stien til venstre ned til Den Afrikanske Landsby …

… som er det største projekt i Aalborg Zoos historie.

Så nåede vi til de højeste landlevende dyr i hele verden …

Girafferne er tilpasset til at søge føde højt oppe i trækronerne. De æder akacie-blade, som de ribber af med tungen og læberne. Den tykke hud og de mange hår på mulen gør, at de ikke stikker sig på de lange torne.

Giraffer lever i løse flokke, det vil sige, at de følges ikke med de samme individer rundt på savannen. Fordelen ved at være i flok er, at der er mange om at holde øje med fjender som for eksempel løver.

Girafferne lever på den afrikanske savanne syd for Sahara, hvor der er det største antal af store pattedyr i hele verden. Grunden til dette er, at vækstbetingelserne for planter er optimale samt at mange forskellige dyr kan udnytte hver deres del af planterne. På den måde kan flere forskellige dyr leve i det samme område.

Desværre bliver savannens dyr mere og mere trængt af menneskerne og deres husdyr, som afgræsser store områder, fordi tamkvæget udnytter græsset dårligere end de vilde dyr gør. Men der skal en væsentlig kulturel ændring til, at udnytte de vilde dyr i stedet for at holde tamkvæg, selvom det på lang sigt ville være meget bedre både for menneskerne og for de vilde dyr.

Giraffen føder sit føl stående. Det første, et girafføl oplever, er et styrt fra cirka 2 meters højde.

Det nyfødte føl er næsten 2 meter højt samt vejer cirka 60 til 70 kilo og det har efter ganske kort tid styr på både ben og hals. Straks efter fødslen er føllet oppe og die ved hunnens yver mellem hendes bagben. Derefter går det stærkt med at tage på i vægt. I gennemsnit vokser et girafføl 8 centimeter på en måned, men det skal jo også nå op i en højde på cirka 4 til 5 meter i løbet af 3 til 5 år.

Inde i giraffernes hus er der vist en model af knoglerne i en girafs hals for at vise, at den kun har syv halsvivler præcist lige som menneskerne har, og der er også et hyggeligt lille springvand.

🙂

Den Afrikanske Landsby indeholder blandet andet en stor stald til savanne dyrene samt et 14 meter højt baobabtræ, hvori man på en sjov måde kan lære mere om dette mærkelige træ.

Vi startede med at gå hen til den store stald til dyrene fra savannen. Bag den ligger den store savanne og imens min Skat havde travlt med at fotografere savannens dyr, læste jeg hvad, der står på dette skilt …

Strudsene lægger verdens største æg. Ægget vejer cirka 1.500 gram, hvilket svare til cirka 25 almindelige hønseæg. En strudsehun lægger otte til ti æg i en rede, som hannen har bygget på jorden. En strudserede kan dog indeholder op til cirka tres æg, da en strudsehan kan have flere hunner og de alle som en lægger deres æg i den sammen rede. Det er hannen og hans førstedame, som ruger på skift på alle æggene, som knædes efter cirka seks uger, det vil sige cirka 42 dage.

🙂

Vi gik ind i den store stald, som danner de indendøres rammer for savannens dyr. Der så vi blandt andre vortesvin …

… som holder til på de åbne afrikanske savanner syd for Sahara, hvor de holder sammen i familiegrupper, som består af hunner med unger. Vortesvinene føder normalt deres unger i en hule. Hanner kan søge sammen i ungkarlegrupper, men ellers lever de alene og de opsøger kun hunnerne for at parre sig med dem.

Vortesvinene er som regel dagaktiv, men de kan til tider finde på at søge føde om natten. De spiser helst mest græs og urter, men også insekter, løg, rodknolde og svampe, hvis de kan finde det.

Vortesvinene har ikke svedkirtler og de ruller sig derfor i mudder for at holde sig nedkølet. De har en hale på op mod 45 centimeter længde, som de holder oprejst, når de løber. De kan for øvrigt opnå en hastighed på 50 kilometer i timen. Vortesvinene flygter hellere fra et rovdyr end de tager kampen op mod det, men de er dog kendte for frygtløst at forsvare deres familie.

Vortesvinene har fået deres navn fra de bruskagtige vortelignende udvækster, der stikker ud på begge sider af deres hoved. Man ved ikke med sikkerhed, hvilken funktion vorterne har, men en forklaring kan være, at de bruges som våben eller som forsvar mod andre vortesvin. Vorterne beskytter måske deres øjne, når de kæmper mod hinanden. De har et dårligt syn, men til gengæld har de en god lugtesans og en skarp hørelse.

🙂

Den store stald er meget flot og den danne nogle gode indendørs rammer for savannens dyr …

… som var på vej ind, imens vi stod derinde.

Vi gik ind i det lille tropehus …

… som ligger i Den Afrikanske Landsby, her mødte vi blandt andre denne rødnæbbet toko …

… samt dværgflodhestene …

… som har en spredt forekomst i lavlandsregnskovene i Guinea, Liberia, Sierra Leone og Vestafrika samt ved Elfenbenskysten, hvor de normalt lever alene, de kan dog godt samles i små familiegrupper.

Dværgflodhestenes eneste nære slægtning er de almindelige store flodheste. Både dværgflodhestene og de store flodheste lever i Afrika. De store flodheste lever på savannen, imens dværgflodhestene lever i regnskoven i Vestafrika.

Dværgflodhestene blev først opdaget af videnskabsfolk i det forrige århundrede. Da man første gang så en dværgflodhest, troede man, at det var en unge af en store flodhest. Først senere fandt man ud af, at den var en selvstændig art.

Hvis dværgfoldhestene opholder sig i solen, mister de vand gennem huden, fem gange så hurtigt som et menneske. De er derfor nødt til at opholde sig i skyggefulde og fugtige omgivelser.

Dværgflodhestens næsebor og ører kan lukkes til, når den er under vand og det siges, at en dværgflodhest, der æder, larmer så meget, at den kan høres på 50 meters afstand.

🙂

Udenfor igen forsatte vi hen til det 14 meter højt baobabtræ …

… som man kan gå ind i og hvor der er mulighed for, at man på en sjov måde kan lære mere om dette mærkelige træ …

Udenfor igen gik vi over til boergederne, som meget gerne ville klappes både af mig …

… og af min Skat …

… som dog heller ville fotografere dem end klappe dem.

🙂

Så var vi nået hen til en udstillingsbygning, hvor der altid vil være forskellige muligheder for at blive klogere på dyr og natur. Det var i den bygning, vi fik øje på denne flotte krokodille …

… der er skrået ud af et stort stykke træ samt denne fladfisk …

… der var malet på en stor sten.

Overfor udstillingsbygningen ligger det ene af Aalborg Zoos to tropehuse. Her mødte vi blandt mange andre de små sydamerikanske silkeaber og pytonslanger, som er verdens længste slangeart.

Det er i dette tropehus, der foruden de helt små abearter også findes krokodiller, en hel del andre krybdyr samt insekter.

Forskellige arter af slanger …

… og skildpadder.

Kamæleonen …

… samt mange forskellige arter af frøer i forskellige flotte farver.

Vi forlod Tropehusets dejlige varme klima og forsatte hen af stien, hvor vi fik øje på denne mur …

… hvorpå der er en model af alle de sytten pingvinarter, som findes i hele verden, lige fra den allermindste dværgpingvinen, der højst bliver 40 centimeter høj, til den allerstørste kejserpingvinen, der højst bliver 115 centimeter høj. Bag denne mur gemmer der sig en tunnel …

… hvorfra man kan se ind til de svømmende pingviner på den ene side og de svømmende søløver på den anden side. Der var bare lige som ikke rigtigt nogle hverken pingviner eller sølvløver at kigge på, så vi gik op igen for at se, om de overhovedet taget var hjemme …

Der lever kun pingviner på den sydlige halvkugle lige fra Galapagos-øerne ved Ækvator og ned til Sydpolen og der er lige knap og nap cirka 20 forskellige pingvinarter, hvoraf dværgpingvinen er den mindste og kejserpingvinen den største. Det er kun tre af disse pingvinarter, der lever i det kolde klima omkring Antarktis, resten af dem lever i varmere områder.

Pingvinerne er tilpasset et liv i vandet. Kroppen er strømlinet, vingerne er omdannet til stive luffer og fødderne sidder bag på kroppen, hvor de fungerer som ror. Fremdriften får pingvinerne ved hjælp af lufferne.

Alle pingvinarter er mørke på ryggen og lyse på bugen. På den måde er de camoufleret i forhold til fjender og byttedyr. En svømmende pingvin set nedefra, er lys ligesom himlen og set ovenfra er den mørk som det dybe vand.

Deres fjerdragt er meget tæt samt vandskyende og mellem fjerene er der et isolerende luftlag, der beskytter mod kulden. Faktisk er pingvinerne de fugle, der har flest fjer per kvadratcentimeter. Det er meget vigtigt med en tæt og isolerende fjerdragt, når de opholder sig i det kolde vand omkring Antarktis.

Til gengæld for alt dette har pingvinerne så helt mistet evnen til at flyve. Pingvinerne tilbringer da også en stor del af deres liv i vandet og kommer kun på land i korte hvileperioder. Det eneste tidspunkt, hvor de permanent opholder sig på land, er i yngletiden og under fjerskiftet.

Humboldtpingvinerne, som der den pingvinart, man kan se i Aalborg Zoo, er let genkendelig på den sorthvide fjerdragt og er den eneste pingvinart, der har et kødfarvet område omkring næbbet. De yngler i mindre kolonier og lægger deres æg i fordybninger i jorden eller i klippehuler. Først når ungen bliver 2 til 3 år, får den samme fjerdragt som de voksne fugle.

Ved siden af humboltpingvinerne holde de californiske søløver …

… til. De hører til øresælsfamilien, som omfatter 14 arter.

Søløverne hører til vandrovdyrene og deres tandsæt viser deres nære slægtskab med de landlevende rovdyr. Søløvernes forfader har levet oppe på land, men igennem evolutionen er søløverne vendt tilbage til havet.

De californiske søløver kan opnå en hastighed på 40 kilometer i timen, hvilket er hurtigere end nogen anden søløveart. Når søløverne svømmer, bruger de forlufferne til at skaffe sig fremdrift og baglufferne til at styre med. Sælerne gør det lige modsat, når de svømmer.

Søløvernes øjne er skabt til det mørke vand. De store øjne bevirker at søløverne kan se i klart vand og linsen i øjet er kuglerund samt kraftigt lysbrydende ligesom hos fiskene. Over vandoverfladen ser søløverne dårligt.

Søløvens kindtænder er spidstakkede og beregnet til at fastholde byttet, før det sluges og deres følehår på snuden, som også kaldes for varbørster, bruges til at registrere fisk, som svømmer foran dem.

Søløverne er i stand til at drikke havvand. For at fjerne de optagne salte, er deres nyrer noget større end de landlevende rovdyrs.

Deres naturlige fjender er hajer, spækhuggere og mennesker, da mange søløver desværre drukner i fiskenet.

🙁

Næste stop på turen blev klappekaninerne, hvor min Skat …

… prøvede på at få nogle gode nærbilleder af dem …

… hvilket også lykkedes for ham …

Efter vi havde nusset færdigt med klappekaninerne, gik vi over til den røde panda …

I naturen lever den røde panda i Himalaya, hvor den tilbringer det meste af dagen i toppen af træerne, hvor den hviler sig på en gren eller i et hult træ og bruger sin tykke hale som et meget blødt underlag.

Den røde panda er "fætter" til vaske- og næsebjørnen, men som sin berømte navnefælle lever den røde panda især af bambusskud og de to dyrearter har også et andet fælles træk – nemmelig en falsk tommelfinger på forpoterne, da en af håndrodsknoglerne er forlænget og danner en sjette finger, som pandaen holder om bambusstænglerne med, når den æder.

Ligesom kæmpepandaen og isbjørnen har den røde panda hår på trædepuderne, således at den bedre kan holde varmen og ikke glider så let på den frosne jord. Lokalbefolkningen i pandaens hjemland benytter dens pels til huer og halehårene til pensler.

Pandaen er skumrings- og nat aktiv, så hvis pandaen i Zoo ligger i et træ og sover, er det fordi, den har været aktiv hele natten.

Pandaens meget brede hoved skyldes de flade kindtænder, som er en tilpasning til at kunne knuse de hårde bambus, som den elsker at spise.

🙂

Lidt efter nåede vi hen til kænguruerne …

I Australien spiller de samme rolle, som rådyrene gør det i Europa. Da de kommer fra et klima, som minder meget om vores, trives de derfor godt her.

Den lange stærke hale fungerer som støtte, når kænguruen springer.

Kænguruer er såkaldte pungdyr, hvor hunnerne har en pung til at bære ungen i. De føder en meget lille unge ( den er nærmest kun et foster og den vejer kun cirka et gram ved fødslen ) som kravler op i pungen. Her hæfter den sig fast til en dievorte og færdigudvikler sig i løbet af nogle måneder.

🙂

Efter vi havde hygget os med de af klappegederne, som var udendørs, gik vi ind i stalden og hilste på resten af flokken …

… før vi forsatte hen til de drøvtyggende kameler …

… som også kaldes for "Ørkens skibe". Kamelerne er fuldt ud tilpasset et liv i Ørken. Da de har store brede fødder ( kamelerne har faktisk hornplader under fødderne, således at de ikke brænder sig på det varme ørkensand ), som sørger for, at de ikke synker ned i sandet og deres lange øjenvipper og hår i øerne beskytter dem i sandstorme. Desuden kan kamlene lukke næseborene individuelt, hvilket er meget praktisk, når de bevæger sig rundt ind i en sandstorm.

Der findes to arter af kameler … den en-puklede, som kaldes for dromedar og den to-puklede, som kaldes for kamel.

De fleste pattedyr inklusiv menneskerne har en kropstemperatur på cirka 37 grader, men kamelerne, som jo lever i tørre og meget varme områder, kan i de varme måneder hæve deres kropstemperatur til 40 max 42 grader, uden at de få feber. På den måde skal de ikke bruge vand for at køle sig ned, da de ikke kommer til at svede og dermed mister de heller ikke vand.

De kan faktisk klare sig i op til 14 dage helt uden vand, men så er de også tørstig og kan drikke op til 200 liter vand på en gang.

I de kolde nætter kan kamelerne sænke deres krops temperatur ned til 34 grader og på den måde kan de spare på energien.

Hvis der er rigeligt med føde, ophober kamelerne fedtreserver i puklerne. Disse fedtreserver kan de så i varme perioder uden vand omdanne til lige præcist vand.

På grund af at kamelernes fedt er samlet på deres ryg, kan de nemmere komme af med kropsvarmen i den varme ørken. Hvis de havde fedtet jævnt fordelt over hele kroppen, ligesom for eksempel sælerne, så ville de kunne dø af hedeslag i de varme måneder, da fedt isolerer rigtigt godt.

🙂

Der er flere spændende blomster, buske og træer i haven. For eksempel dette langsomtvoksende solitærtræ …

… hvis danske navn er "Abernes stræk". I naturen lever det frit i Argentina og Chile, hvor det kan blive op til otte meter højt.

🙂

Sumpbæverene …

… lever normalt i par og danner af og til større kolonier. De holder til ved afvandingssystemer, flodbredder, sumpe og søbredder i Sydamerika lige fra det sydlige Brazilien til Patagonien.

Sumpbævererne er gode svømmere og de kan være neddykket i op til 5 minutter af gang i deres jagt på vandplanter. De er tilpasset til livet i vand, da deres øjne er placeret højt på hovedet, så de også kan se, når de svømmer. De har svømmehud mellem tærene og deres underpels er vandafvisende efter indsmøring af olie fra to fedtkirtler, som kan udskille olie, som de har siddende ved munden. Olien blive først smurt ud på forporterne og gnides derefter ind i pelsen, så den bliver fedtet og vandafvisende.

Sumpbæverne sidder ofte og renser deres pels for snavs og parasitter. De har lange grove dækhår yderst, som skjuler den bløde fløjlsagtige underpels. Underpelsen kaldes af pelshandlere for "nutria", derfor er "nutria" sumpbæverens "kælenavn".

End videre har sumpbæverhunnerne deres dievorterne placeret langs siden op mod ryggen, så ungerne lettere kan komme til og endda die, når hunnen svømmer.

🙂

Derefter gav vi os god tid til at se på den sydamerikanske pampas med maraer og kapivar …

… der er verdens største gnaver, og myresluger, som vi dog måtte gå ind i den ene tropehytte for at hilse på.

Kapivarerne, der i naturen liver fra Panama og sydpå gennem Sydamerika øst for Andesbjergene til det nordøstlige Argentina, lever normalt i grupper, som består af en dominerende han, et par hunner, nogle lavere rangerende hanner og et varierende antal unger. Hver gruppe har et territorium, som den dominerende han markerer med urin. Man kan også se hanner gå alene og forsøge at blive optaget i gruppen. Den dominerende han vil dog ofte jage sådanne hanner væk.

Vand spiller en meget vigtig rolle i kapivarernes liv. Da de tilbringer morgenen på land og derefter går ned i vandet for at tilbringe de varme eftermiddagstimer der. Deres øjne, næse og ører sidder højt placeret på deres hoved, hvilket gør dem i stand til at være næsten helt nedsænket i vand, samtidig med at de kan trække vejret, se og høre.

Ordet "kapivar" kommer fra et af indianersprogene i Sydamerika og det betyder "græssets herre".

🙂

Vi gik ind i den ene af tropehytterne, hvor vi så myresluger både i live …

… og som en meget flot udskåret træfigur. Udenfor igen forsatte vi af stien …

… hen til hovedindgangen samt Zoo Shoppen.

Inden vi forlod Aalborg Zoo, skulle vi lige kigge lidt nemmere på "Bjørnemand" …

… som byder de besøgende velkommen, så snart de er kommet indenfor.

Skulpturen, som hedder "Det Gode Kup" …

… blev udført af billedhuggeren Carl Johan Bonnesen i 1925, og den blev skænket til Aalborg Zoo i 1935 af bryggeriet Urban.

🙂

Man kan se mere om Aalborg Zoo på www.aalborgzoo.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg i Aalborg Zoo og man kan se de billeder, som han har taget under vores rundtur her.