Vi brugte det meste af morgen på at pakke alle vores ting sammen samt med at gøre rent og rydde op i det lejede sommerhus, så det var både rent og ryddeligt, da vi kørte derfra ved 9:00 tiden.

Vi satte godt nok kursen mod Roskilde, men vi kom til at gøre et ophold i Randers, hvor vi besøgte Randers Regnskov …

… som ligger på Tørvebryggen 11 i Randers, efter vi havde fundet en god og ovenikøbet gratis parkeringsplads til bilen, gik vi ind og stillede os i kø …

… for at kunne komme til at købe vores billetter. Selv om køen virkede lang, gik det hurtigt med at nå hen til billetsalget.

🙂

En gang i midten af 1980erne opstod de første spæde tanker omkring en turistattraktion i Randers. Initiativtageren, som hedder Regnar Kirkeby ( han var medlem af Randers Turisforening ) havde en klar tro på, at en udstilling omhandlende natur var den rigtige basis for en seværdig attraktion. Det lykkedes Regnar Kirkeby og en projektgruppe at gøre daværende Randers Kommune interesseret i projektet og engen ned mod Gudenåen ved Justesens plæne blev udpeget som den ideelle placering.

Den nødvendige anlægskapital på 25.000.000 kroner blev skaffet og i 1994 kunne byggeriet begynde. Den 1. januar 1995 blev direktør Henrik Herold ansat og kort tid derefter blev flere af Randers Regnskovs nuværende medarbejdere ansat. Efter en byggeperiode på cirka 2 år blev den selvejende institution Randers Regnskov indviet den 13. juni 1996 af protektor Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra.

Randers Regnskov består af en stor kuple, to små kupler, en grotte, en slangegård og et akvarium, som alle som en rummer dyr og fisk fra regnskovene i Afrika, Asien samt Sydamerika. Randers regnskovs dyr er spredt ud over en bygning på 3.800 kvadratmeter.

🙂

Vi nåede at gå hele Randers Regnskov igennem to gange, da vi ikke var helt sikre på, at vi havde fået set det hele på den første rundtur og da vi fotograferede under begge rundture, kommer billeder af alle de mange flotte og spændende dyr og fugle, som vi så i Randers Regnskov desværre lidt rodet i dette indlæg. Hvilket jeg håber, at du kære læser, vil bære over med.

🙂

Vi startede med at besøge Afrikakuplen, hvor det første, vi hilste på, var den lille blå dykkeantilope …

… der lever af planter og den spiser både den mad, der bliver serveret for den, men også nedfaldne blade fra træerne i Afrikakuplen. Når den har spist, lægger den sig ind i sit skjul blandt planterne og tygger drøv. Hvis man kigger godt efter på dens hals, kan man faktisk se, hvordan maden komme op i munden igen og dykkerantilopen begynder at tygge det for anden gang.

🙂

Den afrikanske kuppel er på 500 kvadratmeter og den er 12 meter høj. Som i de andre regnskovskupler er der året rundt en temperatur på 22 til 27 grader og en fugtighed, der er tæt på 100%.

I Afrikakuplen er der et spændende stiforløb …

… hvor man skal krydse et vandløb …

… ved at hoppe fra trædesten til trædesten.

I Afrikakuplen lever der en lang række forskellige afrikanske dyr, blandt andet colobusaber, lemurer og mange fritflyvende fugle.

Der er rig mulighed for at komme til at se det hele …

… sådant lidt oppe fra og der er masser af små snoede stier …

… i hele kuplen, hvorfra man rigtigt kan komme til at se på både de fritlevende dyre og fugle samt de dyr, som er kommet bag glas eller trådhegn, på meget nær hold som for eksempel denne edderkop …

Der er rig mulighed for at beundre de mange flotte grønne samt blomstrende planter …

… i alle tre af Randers regnskovs kupler.

Vi forlod Afrikakuplen og gik igennem Slangegården …

… for at komme over i Asienkuplen, hvor noget af det første, som man bliver mødt af, er dette vandfald …

Efter vi havde været igennem Afrikakuplen, Slangegården, Asienkuplen samt Afrikagrotten var vi nået til Akvariet …

… der er opbygget som en dansk fregat, der i år 1776 sank ud for den Caribiske kyst …

… og der er rig mulighed for at betragte koralrevets mange farverige beboer …

Vi gik ind i den mindste af de tre kupler, den som rummer dyrene og fuglene fra Asien …

… som for eksempel disse skildpadder …

… samt de røde junglehøns …

Mange gæster i Randers Regnskov undrer sig sikkert over, at der går høns rundt i Asienkuplen. Men de høns, man finder i Asienkuplen, er ikke helt almindelige høns, som vi kender dem fra gården og så alligevel … denne asiatiske junglehøne er nemlig den art, der er stamfader til alle 500 racer af tamhøns, der i dag findes i det meste af verden. De vilde junglehøns er mere farvestrålende og slankere i bygningen end tamhøns. I dag er der ikke mange vilde høns tilbage i naturen.

Også i Asienkuplen er rig mulighed for at nyde alt det grønne …

… og nogle af planterne er virkelige høje …

Bag et trådhegn er der mulighed for at beundre de hættet gibbonaberne …

Et gibbonpar synger sammen for at markere deres territorium overfor andre grupper af gibbonaber. Denne sang består af meget komplicerede lyde fra hunnen og hannen støtter sangen med enkelte lyde. I Randers Regnskov kan man dagligt høre gibbonaberne synge. De synger meget højt og på en varm sommerdag med åbne vinduer i kuplen, kan man høre dem helt oppe på gågaden i Randers. Hvert gibbonabepar har en helt unik sang. Hunner lærer deres sang fra deres mor og hanner lærer deres sang fra deres far. Når de forlader deres familie for at finde en partner, vil parrets sang være helt unik, da den er en kombination af de to gibbonabefamiliers sang.

De hættet gibbonaber lever i et bofælleskab sammen med de asiatiske dværgoddere …

Gibbonaberne befinder sig altid oppe i træerne og kommer meget sjældent ned på jorden, så odderne har oftest skovbunden for sig selv. Hvis gibbonaberne kommer for tæt på jorden, skræmmer odderne dem længere op i træerne og når odderne kravler op i hegnet kommer gibbonhannen og markerer sig, når den usynlige grænse overtrædes.

🙂

Vi gik ind i Sydamerikakuplen, hvor vi blandt mange andre hilste på de hvidhalede hulepindsvin …

… der får mellem 2 og 4 unger ad gangen og til hunnens held fødes ungerne med bløde pigge over hele kroppen. Først når ungerne er et par uger gamle, begynder de at få stive pigge som forældrene. Man kan godt undre sig over, hvordan hulepindsvin i det hele taget kan parrer sig uden at komme til skade på alle piggene. Svaret er … de parrer sig meget meget forsigtigt.

😉

Oppe i træernes toppe kan man få øje på flyvende hunde …

… der hænger og sov det meste af dagen, da de er mest aktive om natten.

Så var vi atter nået til Slangegården …

… hvor vi blandt så dette slangeskellet …

… samt denne kongepython …

Vi forlod Slangegården og gik ned i Afrikagrotten …

… hvor vi blandt andet hilste på aardvarkerne …

Selv om aardvarker i naturen hovedsageligt lever af termitter, kan de sagtens trives uden. I Randers Regnskov fodres aardvarkerne med melorme, hundemad og grøntsager. Som i naturen får de maden ind i munden ved at bruge den lange klistrede tunge.

🙂

Vi forlod Afrikagrotten og kom ud i Afrikakuplen, hvor vi fik øje på den lille søde blå dykkeantilope …

… som var kommet ud af sin hule og gik sig en tur i "skovbunden".

Jeg indrømmer gerne, at vi brugte mest tid inde i Sydamerikakuplen, som også er den største af de tre kupler, da den er på 2000 kvadratmeter og i midten af den står det er 16 meter højt brætrodstræ. Vi brugte en hel del tid på at beundre søkøerne …

… som deler et dejligt stort akvarium med nogle få fisk.

Man får virkelig en god fornemmelse af, hvordan der er i en rigtigt regnskov …

… når man besøger Randers regnskov. Hvor man ikke kun kan se de store dyr, men også nogle af de helt små dyr som for eksempel en flittig flok bladskærermyrer …

Man kan kigge ind i myrernes bo nede under jorden. Der gror den svamp, som myrerne lever af og som de "fodrer" med bladstykker. man kan også følge myrernes lange vej ud i regnskoven, hvor de henter bladene til svampen. De går på en lian, der er 15 meter lang. De bevæger sig hurtigt afsted og bærer på blade, der er flere gange tungere end dem selv. 15 meter for en lille myre svarer til 3 kilometer for et menneske. Desuden svarer myrernes fart til, at et menneske bevæger sig med 24 kilometer i timer med en oppakning på 300 kilo på ryggen. Dette gør en enkelt myre mange gange dagligt, så vi kan vist godt blive enige om, at bladskærermyrerne er meget mere udholdende og robuste end os mennesker.

🙂

I vores forsøg på at følge bladskærermyrerne på deres faste rutefart imellem regnskovens bund, hvor de henter blade, og deres bo, kom vi forbi de seksbåndede bæltedyr …

… der er mindre end det nibåndede bæltedyr, som også lever i Randers Regnskovs Sydamerikakuppel. Det seksbåndede bæltedyr er lidt fladere i faconen og bliver op til en halv meter langt, mens det nibåndede bæltedyr er meget rundt i faconen og bliver op til 80 centimeter lang. Det nibåndede bæltedyr får altid 4 identiske unger ad gangen. Disse unger er enæggede firlinger. Det seksbåndede bæltedyr får derimod 1 til 3 unger ad gangen, som ikke er identiske. De er oftest af forskelligt køn. Ungerne vejer kun 100 gram ved fødslen.

Ifølge oversigten over Randers Regnskovs dyr skulle disse små væsenser sove det meste af dagen, men alt imens vi stod og så på dem, var de mere end aktive.

🙂

Til gængæld kan man ikke sige, at de små dværgkaimaner …

… var særlige aktive, da de bare lå med deres hoveder over vandkanten og holdt øje med de forbipasserende besøgenden.

Det samme gjorde cubakrokodillerne …

…der bor sammen med de røde piratfisk. Krokodillerne spiser ikke piratfiskene, da de aldrig bliver sultne nok til, at de gider jage fiskene. Krokodillerne bliver fodret en gang om ugen, hvilket er meget for krokodiller. De fodres med kaniner, rotter og store fisk. Voksne krokodiller kan overleve uden mad i mange måneder og nogle gange hele år.

Bare et af de mange flotte vandfald …

… som man finder i Randers Regnskov. Dette er fra Sydamerikakuplen. Hvori man også finde et lille tempel. På dets trappe så vi en lille flok træænder eller rettere træællinger …

Sammenlignet med andre ænder har træænderne meget lange ben. Desuden har de en tå, der vender bagud. Denne tå er en fordel for disse ænder, når de færdes oppe i træerne. Fjerdragten er brun og sort, hvilket camouflerer ænderne godt oppe i træerne samt på skovbunden.

Træanden har fået sit navn, fordi den bygger rede i bromelia-planter, der er ud af ananasfamilien, oppe i træerne, på træernes grene eller i hule stammer. Når ællingerne klækker, bliver de ikke fodret i reden, men derimod skal de med ned på jorden og finde føde som andre ænder. Når ungerne skal forlade reden, kan der nogle gange være meget langt ned. Ællingerne kan ikke flyve og de må derfor lade sig falde. Nogle gange må de kaste sig ud fra 40 meters højde, men de små dunklumper lander blødt i visne blade og tager til al held som reglen ikke skade af det store fald.

Træanden lever i vådområder og mangrover i Caribien. Den er i naturen hovedsageligt aktiv om aftenen samt om natten, hvor man kan høre dens karakteristiske fløjt. På engelsk kalder man den derfor også for "Whistling duck".

Træænderne er truet af flere årsager. En af årsager er, at de bliver jaget af mennesker, som spiser dem eller blot tager æggene fra rederne. Men hovedårsagen til deres forsvinden er, at deres levesteder forsvinder mere og mere. Nogle habitater er nu helt væk og træænderne er fuldstændigt forsvundet i disse områder.

I Randers Regnskovs Sydamerikakuppel er det ikke svært at få øje på de fritlevende træænder, da de oftest færdes i flok. De er altid på udkig efter melorme, så man kan ofte finde dem tæt på fodervognen. I dag var det nu det, som var lagt frem på et fad til dem, som de var gået i gang med at spise.

🙂

I Sydamerikakuplen finder man også lagt de fleste af de abearter, som holder til i Randers Regnskov. Her er det for eksempel en springtamarin …

Springtamariner lever i små familiegrupper, der består af forældrene og voksne unger. Når der kommer en ny unge til, er det i starten hunnen, der tager sig af at passe den. Efter et par uger tager hannen over og til sidst hjælper hele flokken til. En unge vejer kun mellem 30 og 60 gram, så den kan være svær at få øje på, når den sidder på forældrene.

🙂

De små aber færdes frit rundt i hele Sydamerikakuplen og de er meget hurtige. Så det var noget af et tilfælde, at denne lille størrelse …

… sad stille længe nok til at jeg kunne tage et godt billede af den.

🙂

Så var halsbåndsnavlesvinene …

… noget mere samarbejdsvillige.

I Randers Regnskoven lever der en lille familie af halsbåndsnavlesvin. Når først en han og en hun har dannet par, bliver de sammen hele livet. Parret i Randers Regnskov har været sammen i mange år og har fået unger mange gange. Hunnen er faktisk gravid næsten konstant. Når hun har født, går hannen i hælene af hende hele tiden og smager på hendes urin, når hun tisser. På den måde kan han finde ud af, hvornår hun er klar til at blive parret igen. Det går kun cirka 7 dage efter fødslen, før hun igen er gravid.

Vi gik op af en trappe, så vi kunne komme i øjenhøjde med de flotte røde araer …

… som sad på en gren og pudsede sig. Her lidt oppe i kuplen er der også masser af flotte grønne planter som for eksempel denne fingerfilodendron …

I Sydamerikakuplen kan man bladet meget andet også komme til at se en lille skovhunde familie …

Skovhunde er nogle sjove små hund. De vejer kun omkring 5 til 7 kilo. De er meget lavbenet og de ligner mest af alt en blanding af en ræv og en bjørn. Deres pels er rødbrun med mørkere aftegninger ved halen.

Skovhundene tilhører hundefamilien ligesom for eksempel ulven, ræven og den afrikanske vildhund. Der er i alt 36 arter i hundefamilien. Man ved meget lidt om skovhundenes adfærd i naturen, da de er meget sky og ret sjælden. Man har dog set dem jage i flokke på 4 til 6 hunde, hvor de jager bytte såsom kapivarer, der også bliver kaldt for flodsvin, der er op til syv gange større end dem selv.

Skovhundene har svømmehud imellem tæerne og de er meget dygtige svømmere. Man har observeret skovhundene samarbejde om at jage flodsvin ud af floden. De kommunikerer med hinanden med et bredt udvalg af pibelyde og gøen.

Ulve og hunde har en meget velfungerende flokstruktur, hvor der meget sjældent er konflikter. De har et meget veludviklet sprog, hvor flokkens medlemmer hele tiden kommunikerer med hinanden ved hjælp af signaler med kropssproget. Denne levevis gør, at flokken kan arbejde sammen og dermed nedlægge store byttedyr.

🙂

Ved siden af skovhundenes anlæg finder man margaykatten …

… som kan være meget svære at få øje på, da deres plettede pels camouflerer dem godt. Man kan undre sig over, at pletter er god camouflage, men i Regnskoven kommer sollyset ned gennem mange lag af grene og trækroner. Det giver et virvar af lyspletter og skyggepletter. Derfor vil en plettet pels falde godt i med denne forvirrende baggrund. Den bedste måde at få øje på dyr, der er så godt kamoufleret som margaykatten, er ved at stå stille, så opdager man nemlig, når dyret bevæger sig.

🙂

Vi kiggede endnu en gang på de mere end flittige bladskæremyrer …

… og fulgte dem på deres vej fra skovbunden og hen til deres bo.

Lavlandstapiren …

… virkede lidt træt, måske har den allerede haft mere end besøg nok for i dag.

😉

Tapiren kan forsvare sig mod en jaguar, der er sprunget ned på dens ryg, ved at løbe ind i et meget tæt krat, da jaguaren har svært ved at få kløerne ind i tapirens tykke skind og den kan derfor ikke holder fast, derfor den bliver fejet af i krattet.

🙂

Vi gik op i det lille tempel og op af en trappe, som fører op til en hængebro …

… hvorfra der er en fantastik udsigt ud over Sydamerikakuplens flotte grønne top …

På den ene af broens sider hang et totået dovendyr …

… der er verdens langsommest pattedyr, da dets normale hastighed nede på jorden er cirka 2 meter i minuttet eller skrevet på en anden måde, dens maximale hastighed er 120 meter i timen.

🙂

Oppe fra hængebroen var der også rig mulighed for at nyde de mange kønne papegøjer som for eksempel denne blå ara …

… og disse røde araer …

… som også bliver kaldt for de flyvende aber.

Og så var der jo de små og meget søde dværgsilkeaber …

… de lever nemlig ligesom de andre aber frit i Sydamerikakuplen. At få øje på en dværgsilkeabe, er som at finde en nål i en høstak, men det lykkedes dog trods alt både for mig Skat …

… samt mig, og vi fik da også begge to nogle få rigtigt gode billeder af dem …

Dværgsilkeaben er verdens mindste abe. Når den er fuldt udvokset vejer den imellem 80 til 120 gram og den er 12 til 15 centimeter lang med en hale på 20 centimeter.

Disse meget små aber lever oppe i trætoppene. Her lever de hovedsageligt af plantesaft fra træerne, men de lever også af insekter. Plantesaften får de fat i ved at gnave små huller i barken og slikke saften i sig. I deres territorium besøger de, de samme huller i træerne ofte for at holde dem åbne. For at holde andre dværgsilkeaber væk markerer de området med lugte.

Dværgsilkeaber lever i små familiegrupper, der består af et forælderpar og deres unger. Det er hannen, der bærer rundt på ungerne og passer dem. Det er kun, når ungerne skal have mælk, at hunnen træder til. De voksne unger i familien får ikke unger. Det skyldes, at de ikke bliver kønsmodne, så længe de er hos deres forældre. Først når de forlader familien, bliver de kønsmodne og kan stifte deres egen lille familie.

Medlemmerne i en familiegruppe kommunikerer med hinanden ved hjælp af højfrekvente lyde samt skrig og med ansigtsudtryk. De advarer hinanden, hvis der er fare på færde og de kalder på hinanden, hvis de har fundet mad.

Vi var nået hen for enden af hængebroen, hvor der er en lille platform, som fører hen til en trappe …

… da vi kom ned, fik vi øje på denne abe …

… som ikke kunne vente med at få mad, til det blev dens tur. Så den havde sat sig på madvognen, hvor den tog godt for sig af dagens retter.

Vi gik op af en anden trappe, som dog ikke går helt så høj op, som hængebroen gør det, men højt nok til at vi kunne få øje på for eksempel denne øgle …

… som lå på et net, der er spændt ud over kuplens tag, for at forhindre papegøjerne og de andre i at komme for højt op mod kuplens ruder især når de er åbnet.

Endnu et kig ud over Sydamerikakuplen og dens farvestrålende papegøjer …

… samt kønne øgler ….

… som man finder både højt og lavt …

… og så er der alle de mange og meget forskellige farverige fugle …

… som var meget svære at få nogle rigtigt gode billeder af.

Inden vi forlod Randers Regnskov benyttede vi os af toiletterne i Madpakkeområdet, hvor væggene er udsmykket med disse flotte krokodiller …

… samt skildpadder …

… som jeg simpelhen måtte have et fotografi af, inden vi gik en tur ind i Regnskovsbutikken, hvor vi kom til at købe to nye plys ænder, men de har fået det næste indlæg helt for sig selv.

🙂

Man kan læse mere om Randers Regnskov på www.regnskoven.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg i Randers regnskov og man kan se de billeder, som han har taget under vores besøg her.