Jeg har lovet Poul, at jeg ringer til ham hver altså hver eneste af årets 365 eller 366 morgner klokken lige præcist 7:00, så jeg kan vække ham, så han kan komme op samt få sin morgenmedicin til samme tid hver dag, og det gjorde jeg også i dag, men han tog ikke telefonen hverken første gang, anden gang, tredje gang, fjerde gang, femte gang, sjette gang, syvende gang, ottende gang, niende gang eller tiende gang. Her begyndte min dumme indre uro så småt at gøre mig opmærksom på, at noget måske ikke helt var, som det skulle være, så imens jeg ringede til Poul for elvte gang, tolvte gang, trettende gang, fjortende gang, femtende gang, sekstende gange, syttende gang, attende gang, nittende gang samt tyvende gang, overvejede jeg, om jeg kunne tillade mig at ringe til hans nabo eller hans overbo. Imens jeg ringed til Poul for 21. gang, 22. gang, 23. gang, 24. gang, 25. gang, 26. gang, 27. gang, 28. gang, 29. gang samt 30. gang, fandt jeg via internettet frem til hans overbo mobiltelefonnummer og da jeg havde ringet til Poul for 31. gang, 32. gang, 33. gang, 34. gang, 35. gang, 36. gang, 37. gang, 38. gang, 39. gang samt 40. gang og han stadigvæk ikke tog sin telefon, ringede jeg til hans overbo, der gik ned samt ringede på Pouls dørklokke, bankede på hans dør samt klappede med hans postkasse uden at han reagerede på det.

Da jeg havde ringet til Poul for 41. gang, 42. gang, 43. gang, 44. gang, 45. gang, 46. gang, 47. gang, 48. gang, 49. gang samt 50. gang, satte min indre uro for alvor ind, så jeg ringede til Heidi og bad hende om at ringe til Poul, imens jeg gjorde mig klar til at tage ind til ham.

Jeg kom ud af hoveddøren så hurtigt som overhovedet taget muligt og da jeg var næsten nået til Roskilde station, da min mobiltelefon ringede, det var Poul, der fortalte mig, at han lige var blevet ringet op af Heidi, der havde bedt ham om at ringe til mig. Da det lyd som om, at han var OK og det til al held igen kun var fordi han havde fået skruet lidt for langt ned for sin mobiltelefons ringetones styrke samtidigt med han havde sovet dybt, vendte jeg om, gik hjem samt ringede til Heidi.

Lige nu er jeg bare noget så forbandet lettet over, at det endelig langt om længe lykkedes for mig at få fat på Poul og selvfølgelig kan han ikke gøre for, at han var kommet til at lægge sig på sit højre øre samt at han er næsten helt døv på det venstre øre, men måske skulle han så lade være med at skrue ned for sin telefons ringetones lydstyrke, når han går i seng.

Og så ville jeg ønske, at min dumme indre uro ikke så hurtigt putter mig i allerhøjeste alarmberedskab, men jeg har bare så frygtelig mange gang fundet en af dem, jeg holdt af, hjælpeløse, ilde tilredt eller dødende og selv om jeg jo godt ved, at jeg ikke får lov til at beholde Poul evigt, så vil jeg gøre alt for at holde ham i live, så længe han har sin livsglæde i behold.