Arkiver

Hverdag igen


Hverdagen.

Så er det sørme allerede blevet mandag morgen igen og det er for øvrigt vejrmæssigt en meget mild en af slagsen. For lige nu er der plus 14,8 grader udenfor her i Roskilde samt overskyet dog med en lille bitte smule opklaring i det fjerne, og ifølge DMI vil det klare op i løbet af morgen, så vi det meste af formiddagen samt eftermiddagen vil få lov til at nyde solen, der vil skinne fra en høj klar blå næsten skyfri himmel, før det så igen bliver overskyet samt efterfølgende regnvejr til aften.

Min Skat er allerede på vej til sit arbejde og jeg sidder allerede foran min computer, hvor jeg har selskab af min morgenmad samt morgenthe, imens jeg prøver på at danne mig et bare nogenlunde rimeligt overblik over, hvor forsømt min blog i grunden er nået at blive i løbet af de sidste fire ugers tid.

Så jeg kan vist roligt konstatere, at det for alvor er blevet hverdag igen samt at lige så meget vi begge to har haft glædet os til vores fire uger lange sommerferie, lige så hurtigt er den desværre gået.

🙁

Den eneste formildnede omstændighed, med hensyn til det er hverdag igen, er, at der "kun" er fem hverdage til, det igen er weekend og at vi måske får mulighed for at holde nogle ganske få løse fridage og hvis vi er meget heldige måske en hel uges ferie i løbet af sensommeren eller efteråret. For der er godt nok alt for lang tid til den 24. december 2011, hvor vores juleferie endeligt langt om længe begynder.

Det har virkeligt været en rigtigt god sommerferie, vi har haft i år. Vi har selvfølgelig nået alle de mange daglige gøremål så som at få aflivet en god håndfuld af diverse små og mindre samt større og store hængepartier, gøre rent, handle ind, rydde op, vaske og stryge en hel del tøj dog langt fra alt det, der er blevet brugt, men vi har også nået at bruge masser af tid på "bare" at være kærester.

For vi har blandet nået at bruge en uges tid på at køre rundt for at opleve samt set en hel masse meget forskelligt i det nordjyske, besøge Guldborgsund Zoo & Botaniske Have, København Zoo, Odense Zoo samt to gange at lede efter samt finde nogle af de i alt 102 udsmykkende elefanter, der i forbindelse med Elefant Parade Copenhagen 2011 er "gemt" rundt omkring på Frederiksberg samt i København, lige som vi har nået at deltage i tre hyggelige samt yderst informative byvandringer her i Roskilde.

Jeg har virkeligt nydt, at vi stort set hver morgen og aften i løbet af de sidste fire ugers tid har haft tid til at putte os ind til hinanden samt ligge og småsnakke eller bare nyde, at vi har hinanden. At der i løbet af dagene har været tid til imellem de mange praktiske gøremål at stoppe op og give hinanden et kram, et kysse eller slet og ret bare fortælle hinanden at: "Jeg elsker dig min Skat !".

Det er jo desværre den slags små ting, man i den travle hverdag ikke altid lige nå at finde tid til og det er jo lige præcist disse små ting, der er så vigtige at huske på i det daglige samt som gør, at man lever og ikke bare er i live.

🙂

Nu har jeg lige modtaget en lille e-mail fra min Skat. Så ved jeg, at han er kommet sikkert frem til sit job, hvor han allerede er gået i gang med dagens mange opgaver. Så må jeg vel også hellere stoppe mit bloggeri for denne gang, så jeg kan komme i gang med nogle af de mange praktiske opgaver, jeg meget gerne både skal og især vil nå i løbet af i dag.