Årets femtende tirsdag samt dermed også den sjette hverdag efter vores ti dage lange påskeferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, Månen er stået op, min Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne tirsdag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

Igen i dag var min Skat på arbejdet i de normale otte timer og bagefter var han til sin helt normale tirsdagstræning, da han kom hjem, tog han frokost samt satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en meget atypisk tirsdag samt en af den slags dage, jeg håber, jeg aldrig nogensinde mere kommer til at opleve.

I morges kørte jeg sammen med min Skat, da han kørte hjemmefra på det helt normale tidspunkt, og jeg blev så sat af ved Poul ved lidt i 6:00 tiden. Ved cirka 7:30 tiden blev Poul og jeg hente af den Falck-taxa, der skulle køre os til Rigshospitalet, hvor Poul så var klokken cirka 8:30 til klokken cirka 14:30 fik taget diverse prøver samt var til diverse undersøgelser, så personalet derinde kender ham og hans krop så godt som muligt, før han bliver operaret i morgen.

Bagefter ventede vi i cirka halvanden times tid på den Falck-transport, der skulle køre os retur til Poul og da vi var kommet hjem til han, ryddede jeg op i hans køkkenskab med madvare samt hans køleskab, puttede dagrenovation, glas, metal, pap, papir og plastik i de relevante containere samt handlede hos Føtex i Herlev Bymidte Butikscenter, puttede alle de nyindkøbte varer helt rigtigt på plads samt fandt rent sengetøj og tøj frem for ham, før jeg tog hjem.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul, og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter gå i seng, hvilket min Skat også lige har sagt, at han vil gøre, for nu er vi igen begge to så træt, at vi har langt mere end helt almindelige svært ved at holde os vågne.