Søndag den 16. juni 2024 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i seksten hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning og det fik mig til at tænke lidt over, hvad der lå bag den beslutning …

For før jeg valgte at blive 100% fuldtids hjemmegående, havde jeg følgende fire forskellige muligheder …

1. At tage et job, der ville køre mig både fysiks og psykisk helt ned under gulvbrædder samt måske anbringe mig i en kiste i løbet af et halvt maximalt et års tid.

2. At spilde min tid på et 18 ugers jobsøgningskurser, hvor jeg kunne agere ulønnet hjælpelære for de øvrige kursusdeltagere og samtidigt selv køre endnu længere ned både fysiks samt psykisk.

3. At starte på et 18 måneders kursus for at uddanne mig til lægesekretær, der dels ikke var samt stadigvæk ikke er min drømmeuddannelse eller mit fremtidigt drømmejob ( og jeg ved udemærket godt, man ikke altid kan få sine drømme opfyldt, men hvorfor må jeg ikke få mine jobdrømme opfyldt bare en eneste gang her i livet ? ), der ville ende med et job, der ville køre mig både fysiks samt psykisk helt ned under gulvbrædderne og måske anbringe mig i en kiste i løbet af et halvt maximalt et års tid.

4. At blive 100% fuldtids hjemmegående for min egen eller rettere min Skats regning og derfor valgte jeg det sidste, for med mindre jeg var dø, var de tre første muligheder endt med en langtidssygemelding og dermed med en kæmpe udgift for samfundet, der for et stykke tid og måske resten af mit liv ville komme til at forsøger mig, men ved at bliver hjemmegående koster det kun min Skat og mig penge, da vi jo kun har en indtægt samt dermed ikke ret mange penge imellem hænderne.

Nu forholder det sig så sådant, at min Skat og jeg begge to har været samt stadigvæk er vandt til at sætte terning efter næring, så vi lever udemærket og vi føler egentligt ikke, at vi mangler noget, selv om vi gør det efter det store flertals mening ( læs: vi har ikke et stort hus, et stort sommerhus og mindst to store biler, vi rejser ikke til udlandet mindst tre gange om året, vi køber ikke mærkevarer hverken i tøj eller madvarer med mere, vi spise ikke ude mindst en gang om ugen eller får mad bragt hjem flere gange om uge ).

På et eller andet tidspunkt, når jeg har fået eller retter hvis jeg får det bedre både fysiks samt psykisk, så kommer jeg måske ud på arbejdsmarkedet igen, men hvis det sket, så bliver det nok som vikar, freelance eller som selvstændige erhvervsdrivende, men ind til da nyder min Skat og jeg, at vi har mulighed for at bruge afterne samt weekenderne til at hygge os samme og at vi ikke skal bruge dem til at stresse rundt for at nå at handle ind, vaske og stryge tøj samt gøre rent med mere, for det er jo desværre ikke sådant, at hvis jeg begynder at arbejde igen, så kan min Skat begynde at arbejde mindre, for han vil blive ved med at være lige over-ophængt på sit job, så er vi bare igen to, der er over-ophængte og ingen af os har tid til den anden og dermed så er vi så to, der kører ned både fysisk samt psykisk, hvor vi, sådant som tingene fungere lige nu, er to, der er oppe på grund af, vi har fordelt tingene imellem os, så den ene tager sig af arbejdet uden for hjemmet ( læs: tjener pengene ) og den anden tager sig af jobbet i hjemmet ( læs: alt det huslige ) uden af få noget for det.

Med hensyn til at stille krav til den anden …
jeg forelskede mig i min Skat og han forelskede sig i mig og vi vil hinanden, sådant som vi er og ikke som en eller anden fiktiv samt helt urealistisk person.