For 22 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Fastelavnsriset, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I Danmark har man haft kendskab til fastelavnsriset lige siden en gang i 1700-tallet, og man mener, at det har flere forskellige former for rødder i diverse folkelige- samt religiøse traditioner.

En af de religiøse traditioner er, at såkaldte særlige fromme mennesker endnu efter reformationen kunne finde på at prygle deres børn med ris på langfredag, sådant at børnene rent fysisk kunne mærke, hvordan Jesus lidelser havde været.

En anden af de folkelige traditioner er, at man ved at rise hinanden med friske grene, hvis knopper stort set er bristefærdige, kunne man øge hinandens frugtbarhed. Da man mente, at man på den måde kunne overfører en del af grenenes spirende frugtbarhed til personen, man riste. Dertil kom, at det at rise hinanden var en form for “drilleskik”, man holdt fast ved meget længe.

I dag er traditionen med fastelavnsrisene nok mest forbeholdt børnene, der skal rise deres forældrene ud af sengen fastelavnsmorgen. Det vil sige, at børnene skal slå på forældrenes dyne samtidigt med de synge “Fastelavn, er mit navn, boller vil jeg have”, lige indtil forældrene står op og forhåbentlig bager nogle lækre fastelavnsboller til dem.

Det var først i løbet af 1800-tallet, at man begyndte at fremstille samt at kunne købe fastelavnsris magen til dem, vi kender i dag. Disse fastelavnsris er fremstillet af birkegrene, der er pyntet med for eksempel kulørte papirblomster, papirfrynser og papirserpentiner, en kulørt halvmaske og små sorte katte af pap samt frugt og slik samt måske også med små gaver i form af små stykker legetøj eller et lille spil.