Nu er det tre år, 24 uger samt fem døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Klokken 3:00 i nat fik vi så endelig langt om længe den time tilbage, der blev hugget fra os i foråret, da vi gik over til sommertid.

Jeg har aldrig forstået meningen med dette ændring af tiden cirkus, da jeg er så naiv, at jeg tror, det er fuldstændigt lige meget, om man bruger strøm til oplysning af boliger, fabrikker, institutioner, kontoer, veje med meget mere om morgenen eller om aftenen, for det kommer nok til at belaste miljøet lige meget uanset hvilket tidspunkt af døgnet, man bruger strømmen.

Til gengæld kan jeg se, at min Skat og jeg her til morgen kommer til at skulle spilde mindst en times tid, som helt sikkert godt kunne være blevet brugt til noget meget hyggeligere samt langt sjovere, end at skulle stille alle vores ure og alt det, der indeholder et ur, om fra sommertid til normaltid.

Dertil kommer så, at mit indre ur altså ikke bare lige kan omstilles ved hjælp af et enkelt tryk på en knap, men derimod nok kommer til at skulle bruge de trationelle to til tre uger, før det har fundet ud af, at nu er klokken en hele time mindre, end det klokkeslæt mit indre ur har skulle tror klokken var de sidste lidt over syv måneders tid.