Dagsarkiv: torsdag, 21. september 2023, 19:30

Stadigvæk noget så frygtelig meget ked af det


Hverdagen, Årets gang.

Nu er det tre år, nitten uger samt to døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Sankt Matthæus dag


Hverdagen, Årets gang.

For 23 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Matthæus dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Matthæus dag og dagen er officiel mindedag for Sankt Matthæus. Rent faktisk ved man ved ikke ret meget om ham ud over, at han oprindeligt var tolder og at han efter Jesus opfordring blev en af hans tolv disciple samt at han også er en af de fire evangelister.

Ifølge en legende led Sankt Matthæus martyrdøden i Etiopien og ifølge en anden legende døde han i Persien, men hvilken af dem, der er den rigtige, eller om han døde på en hel tredje måde, har jeg via mine kilder ikke kunnet finde ud af.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund skal vejret helst være fint på Sankt Matthæus dag, da det betyder, at frugthøsten det efterfølgende år vil blive speciel god.

En lun samt stjerneklar morgen


Hverdagen.

Da min elskede Skat og jeg stod op, var udendørstemperaturen her i vores område af Roskilde plus cirka femten grader og i løbet af den sidste times tid er den nået at stige til plus cirka seksten grader, så det vil være rigtigt dejligt, hvis den vil stige yderligere og gerne til et sted på den lune side af de tyve grader.

Vinden blæser forsat med fire meter i sekundet og himlen over vores område af Roskilde er hel stjerneklar, så i dag har vejrguderne forhåbentlig tænkt sig at give os en smuk samt solrig sensommerdag.