Nu er det tre år, elve uger samt seks døgn siden, rustvognen kørte med Poul og jeg er stadigvæk så ufattelig ked af det samt et stort følelsesmæssigt kaos indeni.

Fredag den 16. juni 2023 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i femten hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning, og jeg indrømmer heller end gerne, at jeg simpelthen bare ikke fatter, at der allerede er nået at gå lidt over femten hele år, for det var bestemt ikke min mening, at jeg skulle være hjemmegående i ret meget mere end maximalt et halvt til et helt års tid.

Godt nok havde jeg fundet ud af, at den lille opsparing, jeg havde kæmpet bravt for at spare sammen i løbet af de sidste fem års tid, ville kunne dække alle mine faste både kapacitet og variable udgifter i cirka seks til ni måneders tid, hvilket så også kom til at passe rimeligt godt, men jeg havde altså ikke en gang turde håbe på, at jeg ville komme til at være fuldtids hjemmegående i bare seks måneders tid og da slet ikke i så lang tid som lidt over femten hele års tid. Det blev bare sådant.

De første tre måneders tid som 100% fuldtids hjemmegående gik godt og jeg fik stort set nået alt det, jeg havde sat mig for, jeg gerne ville nå. For jeg fik blandt meget andet næsten ajourført min blog, før min Skat og jeg gik på sommerferie. For jeg manglede kun og jeg mangler for øvrigt stadigvæk at skrive indlægget om vores dejlige tur til Egeskov Slot tirsdag den 14. august 2007. Alle de andre indlæg havde jeg nået at skrive, før vores fire uger lange skønne sommerferie begyndte.

Jeg nød virkelig vores fire uger lange skønne sommerferie i 2008, og jeg nød især, at jeg ikke skulle tilbage til et job, hvor der lå kæmpe store bunker med uløste arbejdsopgaver, der kun ventede på, at jeg skulle gå i gang med at løse dem, når vores sommerferie var vel overstået.

Efter vores sommerferie kom jeg for alvor i gang med at aflive nogle af alle mine alt for mange både små og større hængepartier, men så sket der et eller andet, for lige pludseligt gik det op for mit sind …

… at jeg ikke længere skulle står til rådighed.

… at jeg ikke længere skulle jage ud ad hoveddøren på et bestemt tidspunkt hver morgen, så jeg kunne nå at møde på mit faste job til tiden.

… at jeg ikke længere skulle være parat til at jager ud ad hoveddøren, hvis en agent fra et af vikarbureauerne ringede til mig, fordi der var en arbejdsgiver, der skulle bruge mig og især min arbejdskraft samt at jeg helst skulle være mødt for en times tid siden.

… at jeg ikke længere skulle deltage i diverse “mindre kloge” møder med en medarbejder i min arbejdsløshedskasse eller på det lokale JobCenter.

… at jeg ikke længere skulle skrive mindst fire jobansøgninger per uge uanset om jeg rent faktisk ønskede det pågældende job eller ej.

Så var det, at det gik op for mit sind, at det kunne slappe helt af og det gjorde så.

Faktisk skete der lige præcist det sammen, da jeg blev sygemeldt og det gik op for min krop, at nu kunne den få lidt af al den hvile, ro og søvn, den så længe havde længtes efter uden at få det. I stedet for at være glad for at den nu fik lidt af det, så begyndte den at kræve helt vildt ind og jo mere den fik, jo mere krævede den at få. I de to måneder jeg var sygemeldt, sov jeg i mindst 15 til 18 timer per døgnet, og selv om jeg blev raskmeldt, så jeg kunne nå at afspadsere noget af alt min flex, før jeg blev ledig, så holdt min krop ikke op med at kræve hvile, ro og søvn i store mængder. Derimod så forsatte den med at kræve ind, lige indtil den havde fået alt det, den manglede, plus lidt mere.

Det sammen gjorde mit sind nu, hvor jeg var begyndte at gå hjemme uden nogen som helst form for tilknytning til arbejdsmarked. Inderst inde ville jeg så gerne aflive så mange både små og store hængepartier som over hovedet taget muligt hver dag, men mit sind ville ikke være med til det. For det ville have hvile samt ro, og det gav jeg det så. Faktisk havde jeg en hel del dage i løbet af sensommeren og efteråret 2008, hvor jeg stort set slet ikke fik klaret noget som helt ud over at slappe af og så måske sidde og nusse lidt med en bog, min computer eller et håndarbejde, men det, jeg fik nusset med, skulle hver gang være noget, der ikke krævede nogen alt for stor form for hjernenativitet.

Faktisk var vi nået til starten af år 2012, før jeg for alvor så småt begyndte at have både fysisk og psykisk overskud nok til, at jeg kunne komme i gang med bare nogle af alle de mange meget forskellige opgaver, jeg havde håbet på, jeg kunne nå i løbet af mine tre måneder som 100% fuldtids hjemmegående.

Jeg har desværre stadigvæk perioder, hvor jeg ikke har det i mig, der skal til, for at jeg kan nå mere end bare lige det så absolut allermest nødvendige den eller de dage, det varer, men der bliver til al held lidt længere imellem dem samtidigt med perioderne bliver lidt kortere, så måske holder de helt op en dag ?

Jeg håber, at jeg på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden har fået det så godt både fysisk og psykisk, at jeg kan komme i gang med at arbejde igen, ikke fordi jeg savner det at have et arbejde, men så jeg igen kan være med til at bidrage til min Skat og min fælles økonomi, men jeg ved også allerede nu, at mit næste job ikke bliver et fast fuldtidsjob, men derimod en eller anden form for vikariat på maximalt 30 timer per uge, hvis jeg da ikke vælger at starte op for mig selv.