I det rækkehus på Tvedvangen i Herlev, der dannende rammerne for min opvækst, var der altid voksdug på både sofa- og spisebordet. Dette voksdug blev en gang om dagen tørret af med den igangværende karklud, altså den karklud, der også blev brugt til at tørre de nyvaskede gryder og pander af, før de kom på plads i skabet, den karklud, der blev brugt til at tørre de brugte knive af, før de kom på plads i skuffen, den karklud, der blev brugt til at tørre spækbrættet, komfuret og køkkenbordet af, samt den karklud, der blev brugt til at tørre alt, der blev spildte og tabte på køkkengulvet op med, så man behøver nok ikke at stramme sig ret meget an for at nå frem til, at den karklud nok har været en ret så uhumskt samling af diverse baktiere samt andre lignede lækkerier.

"Renlighed er en dyd" sagde min mor, der i hver flad ifølge hende selv var det eneste normalt begave menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af lutte lallende hjerneløse tåber, men det var så sandelig ikke en dyd, hun selv på den allermindste måde ejede og dog for den optalte karklud blev jo trods alt maximalt en gang om måneden vasket sammen med mine forældres underbukser og de brugte viskestykker, der heller ikke måtte udskifte særlig tit, ved at alle tingene fik lov at simre det mest af en dag i en åben gryde, der indholdte en del blegevand, en del klorin og to dele vand, noget der helt sikkert har været enormt "sundt" at indånde.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er en rigtigt dårlig datter, der gør alt for ikke at komme til at ligne min mor, der i hver flad ifølge hende selv var det eneste normalt begave menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af lutte lallende hjerneløse tåber, eller for den sags skyld benytte mig at noget af alt det, hun har lært mig, så derfor ejer jeg ikke og jeg kommer heller aldrig til at eje en karklud.

Når vores nyvaskede gryder og pander skal tørres, bliver de det i et helt rent nyvasket samt oftest nystrøget viskestykke, når en kniv eller et spækbræt skal tørres af, bliver det i et stykke køkkenrulle, hvorefter kniven eller spækbrættet blive lagt til opvaskning, når vores komfur eller køkkenbord skal tørres af, bliver det med en helt ren nyvaske fiberklud, der bagefter bliver lagt til vask, og når vi spilder eller taber noget, bliver det tørret op med et stykke køkkenrulle.

Nu handler dette indlæg ikke om karklude, men derimod duge og man behøver nok ikke at være særlig fantasifuld for at når frem, at når man tørre et stykke voksdug af med en karklud, der lugter langt væk af diverse uhumskheder, så kommer det også til at lugte lagt væk af det samme.

Hvis man så også lige husker på, at i det rækkehus på Tvedvangen i Herlev, der dannende rammerne for min opvækst, måtte man aldrig luffe ud, man måtte ikke en gang have et eneste vindue stående bare en lille bitte smule på klem for at lufte ud, for hvis man gjorde det, så kunne dem, der gik fordi ude på gaden, jo høre, hvad min mor, der i hver flad ifølge hende selv var det eneste normalt begave menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af lutte lallende hjerneløse tåber, sagde og hun skulle altså ikke udspioneres at alle dem, der kun ville gøre hende ondt, så måtte alle former for stegeos samt tobaksrøg jo blive i rækkehuset, hvor det sad som en fedte hinder på alle overfalder inklusiv de omtalte voksduge.

Jeg har aldrig haft og jeg komme heller aldrig nogensinde til at have en dug på spisebordet og når jeg har en dug på sofabordet, så er det fordi, at de ting, der står på det, ikke skal ridses dets fine overflade og jeg endnu ikke har fået hæklet mellemlægsservietter til at lægge under dem, men jeg bryder mig ikke om at have en dug på det, for det medfører nemlig også, at hulrummet under sofabordet lige pludseligt ikke er synlig og så kan man jo meget passende putte alle de ting, der lige meget hurtigt skal ryddes af vejen, der ind …

… det er meget muligt, at man plager at sige: "Ude af øje, ude af sind", men i min verden er tingene måske nok ude af øje, men de er så sandelig ikke ude af sind. For uanset om de kan ses eller ej, så irriterer de mig noget så frygteligt og især fordi dette rod jo dagligt minder mig om, at jeg lige for tiden igen er inde i en rigtigt dum periode, hvor jeg både fysisk og psykisk ikke har overskud til at foretage mig ret meget andet end det så absolutte allermest nødvendige.
 
 
Bonusinformation …
Alt det, der lige for tiden står under vores sofabord, kan dels op i tre meget forskellige kategorier …

1. de to store sorte plastik klapkasser, den grå plastik klodskasse og den brune papkasse indeholder noget af alt det, der lå i eller på mit skrivebord, før det blev flyttet fra stuen til sofaværelset, og jeg har sat mig for, at det alt sammen skal gennemgås, før det kommer på plads eller bliver smidt ud.

2. den lille sorte plastik klapkasse, den gule plastik kurv og de to plastikposer fra Tiger indeholder garn, hobbyartikler og andre former for kreative materialer, jeg gerne ville have haft nået at fremstille noget af før jul, eller påbegyndte gryde- lapprojekter, hvilket vil sige, at bagstykkerne er helt færdige og forstykker er hæklet op til det sted, hvor motiver begynder.

3. gavepapir og forskellige former for gaveæsker af metal eller pap, der skal bruges til indpakningen af dette års advents-, jule- og pakkekalendergaver.