… vi er klar til at køre fra det lejede sommerhus, vi skal bare lige have tjekket, at vi nu også har huske alt altså vores madpakker og drikkevarer, Store Nikon og Lille Nikon inklusiv ekstre nyopladet batterier og tomme hukommelseskort, Rapmus, der sidder på bagsædet, Dun, der sidder i min garnpose, samt Piv …

… der sørme allerede har indtaget sin faste plads ovenpå vores lille bils instrumentbræt, så han kan nyde køreturen via dens forrude, og min Skat skal lige have indtastet Skandinavisk Dyreparks adresse på Sludrechatollet altså vores navigator, så hun har vise vej, så vi ikke kommer til at køre længere end højst nødvendigt.

… er min elskede Skat ved at overføre alle de frygtelige mange billeder, Store Nikon, Lille Nikon, han og jeg fotograferede i går, da vi besøgte Kalø Slotsurin, hvor vi nød vores medbragte madpakker, hjælper altid meget hjælpsomme Piv mig med at spise min chokolade …

… så jeg ikke bliver fed af den, og jeg hækler på det igangværende projekt.

Jeg er desværre stadigvæk frygtelig langt bagud med hensyn til at ajourføre min blog, der jo også fundere som min dagbog, fotoalbum samt huskeblog, og det fremmede jo ikke lige frem muligheden for at komme ajour, at vores webhotel lukkede for adgangen til den i en uges tid og at den kørte meget dårligt samt ustabilt de første to måneder efter adgangen til den blev genåbnet.

Jeg har sat mig for, at jeg skal væres lidt mere ajour med at skrive i hvert fald de helt små hverdagsindlæg og den slags indlæg er der sørme også frygtelige mange af, for bare fra sidste år mangler jeg lidt over 500 og fra indeværende år 300 af dem på min egen blog, før jeg begynder at ajourføre Pivs blog, der fylder to år i dag, da den blev oprettet den 13. juni 2014. Så nu er den meget mildt skrevet yderst utålmodige lille størrelse selv begyndt at skrive eller rettere skrevet … Piv har lige endnu en gang fundet ud af, at det slet ikke er bare tilnærmelsesvis halvt så nemt at skrive på en computer, som han regnede med, at det var. For han er alt for let til, at han kan trykke på tastaturets knapper, når han kan holde øje med tastaturet, kan han ikke se, hvad der sker på skærmen, når han kan se, hvad der sker på skærmen …

… kan han ikke nå tastaturet og musen vil slet ikke det samme som han vil, for den køre bare rundt med ham, ganske som den har lyst til, så Piv bliver desværre nok alligevel nødt til at vente på, der er en, der får tid til at skrive for ham.

For det er nemlig meget langt fra nemt, at være en meget lille bitte and i en mega monster stor verden.