Allerede i mandags lovede jeg Heidi via en e-mail, at jeg ville ringe til hende i løbet af indeværende uge og ganske typisk for mig, så inden jeg fik set mig om, var det nået at blive fredag og jeg havde endnu ikke fået holdt det lovede, så lige ingen jeg gik hjemmefra, ringede jeg til hende.

Selvfølgelig kunne vi ikke nøjes med at tale samme i de cirka tyve minutter, det tage mig at gå ud til Ro´s Torv, hvilket jeg heller ikke havde regnet med, så derfor satte jeg mig på en lav stenmur, hvor jeg så blev siddende den næste lille times tid, imens vi talte færdigt.

Da en af Roskildes Kommunes Vej- og Prak afdelings kvindelige medarbejder for fjerde gang kørte forbi mig, rullede hun bilens højre siderude ned, hvorefter hun spurgte mig: "Er du OK ?", dertil svarede jeg: "Ja", så spurgte hun: "Er du helt sikkert på, at du er OK ?", hvortil jeg svarede: "Ja, jeg taler bare i mobiltelefon og trafikken ude på Københavnsvej larmer så meget, at hende i den anden ende af linien ikke kan hører mig, så derfor satte jeg mig her", dertil sagde hun: "Det er helt i orden, jeg blev bare urolig for, om der var noget galt med dig".

Jeg synes, at det var en meget positiv oplevelse, at hun reagerede på, at jeg havde siddet der så længe, for selv om det til al held ikke var tilfældet, så kunne det jo godt havde skyldes, at jeg var for dårligt til, at jeg kunne komme videre uden hjælp.

Det er dejligt at opleve, at der stadigvæk findes nogen, der tænker på deres medmennesker.