I dag ved cirka 7:15 ankommer vores nye vinduer samt altandøre og jeg behøver vel næppe at skrive, at både min Skat og jeg glæder os helt vildt meget til det eller rettere især til de er blevet færdigt monteret. For det bliver godt nok helt vildt skønt med helt nye vinduer samt altandøre.

Det bliver så afslutningen på et projekt, der tog sin begyndelse for næsten tre måneders tid side, da jeg ringede til Karl E for at få et skriftligt tilbud på udskiftning af vinduer samt altandøre.

I den mellemliggende tid, har jeg så talt i telefon med en medarbejder hos Karl E cirka tyve gange, jeg har været rundt om Karl Es butik i Hersegade cirka ti gange og to gange har vi haft besøg af en medarbejder fra Karl E, der har målt vores nuværende vinduer samt altandøre op. Så det har krævet en vist form for arbejdsindsat fra min side af for at nå dertil og det fik mig så til at tænke på min Skats farmor eller retter det fik mig til at tænke på noget, Farmor sagde til os, lige før hun flyttede ind i sin plejebolig …

Det var godt nok min Skat og mig, der stod for stort set alt det praktiske i forbindelse med, at Farmor flyttede fra sit hus til sin plejebolig. For den eneste form for hjælp, vi fik med hensyn til løsningen af alle de mange meget praktiske opgave i den forbindelse, var, at min Skats tante pakkede Farmors tøj og sko ned i nogle flyttekasser, som vi for øvrigt havde samlet.

Søndagen før Farmor flyttede ind i sin plejbolig, havde min Skat og jeg i fællesskab skrevet cirka halvtreds flyttekort for Farmor. Min Skat skrev den side med Farmors gamle samt nye adresse og jeg udfyldte den anden side af alle flyttekortene. Vi udfyldte også en blanket til melding af flytning til både kommunen og posthuset samt en blanket til "Reklamer nej tak !", så det eneste, Farmor skulle gøre, var at skrive under på alle tre blanketter.

Da vi besøge Farmor om eftermiddagen, bad vi hende om at underskrive alle tre blanketter og da hun havde skrevet under på den tredje af dem, sagde hun: "Havde jeg vist, at det var så besværligt samt krævede så meget af mig at flytte ind i en plejebolig, så var jeg altså blevet boede her !".