Der må være et eller andet helt galt i dag, for det har endnu ikke hverken blæst eller regnet.

Tvært imod så har det været næsten vindstille og med klar blå himmel med solskin.

🙂

Det kan jo også bare være, at selv vejrguderne er blevet trætte af alt det blæst og regn, som januar ind til videre har budt os på.

🙂

Jeg er stadigvæk godt snottet og nu er jeg så også begynt at hoste.

🙁

Jeg har ondt af mig selv i dag … jeg er godt snottet med ondt i halsen og feber.

🙁

Så jeg har desværre være nødt til at blive hjemme i min seng i dag.

Så nytter det jo ikke meget, at jeg i går var på arbejdet i 8:00 timer unden at holde nogen som helst form for pause og at jeg i løbet af i går eftermiddags og aften nåede at bruge 6:00 timer på komme igennem den store stak arbejde, som jeg havde taget med hjem.

🙁

Nu vil jeg tøste mig selv med at sidde lidt med et håndarbejde.

Jeg har et par grydelapper, som jeg kun mangler at hækle den allersidste kant rundt om, måske kan jeg nå at blive færdige med dem i dag.

Mie blev bisat i formiddags og det var en underlig oplevelse at sige farvel til hende.

Svend Aage vil ikke have, at der er nogen, som får at vide, at Mie er død og derfor var vi ikke mere end kun otte personer, som deltog i hendes bisættelse.

Svend Aage deltog ikke selv. Han sagde til mig, da vi talte i telefon sammen i går eftermiddags, at han ikke ville være i stand til at deltage i Mies bisættelse og det gjorde han så heller ikke. Så vi var kun deres søn, deres svigerdatter, deres to børnebørn, deres svigerdatters mor samt Peter, Poul og jeg, som deltog.

Jeg har endnu ikke forligst mig med tanke om, at jeg aldrig mere vil komme til at se Mie, at vi aldrig mere vil komme til at hygge os samme eller tale sammen, at jeg aldrig mere vil kunne glæde hende med en ny lille ugle og så videre, men det komme vel en dag.

Mie og Svend Aages søn ringede til min i formiddag og jeg viste med det sammen, at der var et eller andet helt galt med Mie, siden han gjorde det.

Mie sov stille ind, som man siger det, i mandags.

🙁

Mie bliver bisat i morgen, og hendes søn synes, at jeg skulle have det at vide, men hans far vil ikke ringe til mig, for han vil ikke have, at der er nogen, som får at vide, at Mie er død.

Lige nu manlger jeg ord, som er gode nok til at udtrykke, hvordan jeg har det. Mie stod mig så nær, så det er ikke hverken løgn eller overdrivelse, når jeg siger, at hun var min ekstra-mor, for hun nåede at være mere mor for mig, end hvad min egen mor nogensiden har været.

Ja, det lyder måske hårdt, at en datter kan sige og skrive sådant noget om sin mor, men det er kun dem, som ikke har kendt min mor, som vil synes det, alle andre vil forstå det.

Mie var meget syg og hun havde været så frygeteligt meget igennem i løbet af de seneste år. Hun skulle igennem i stor maveoperation her i staten af dette år og den var hun meget bange for. Hun var også meget bange for, at hun skulle blive endnu mere syg og især hjælpeløs, end hun allerede var.

I slutningen af november sidste år, faldt hun og brækkede det ene lårben, hun kæmpede med genoptræningen, da der imellem jul og nytår stødte en dobbelsidet lungebetændelse til, nytårsdag fik hun så en hjerneblødning og efter syvs timers kamp, gav hende krop så op.

Jeg vil komme til at savne Mie meget og det bliver hårdt for mig, at vende mig til, at jeg ikke længere har hende at dele mine glæder og oplevelser med samt at søge støtte og trøst hos, men jeg vil dog trøste mig selv med, at Mie ikke længere har ondt og at hun ikke vil komme til at lide mere ondt nu.

Vi er nu cirka en halv times tid inde i det nye år – altså år 2007 – og uden for bliver den mørke, men klare natte-himmel oplyst af det ene flottere fyrværkeri …

… efter det andet, som min Skat selvfølgelig skal have billeder af.

🙂

Indfor stod min Skat og jeg i vores køkken og kiggede ud af vinduet, så vi sammen kunne nyde synet af det flotte fyrværkeri, samtidigt med at vi holdt om hinanden, lovede vi hinanden, at vi vil står sammen og i fællesskab prøve på at komme igennem de opgaver og prøvelser, som år 2007 vil byde os og så håber vi på, at det vil være mest af de gode ting og mindst af de onde ting, som vi skal igennem i år.

Jeg håber også på, at jeg snart ikke længere skal have arbejde med hjem hver weekend og stor set hver aften for at kunne være bare nogenlunde lige med med hensyn til løsningen af opgaverne, så jeg kan få mere tid til at være kreativ igen.

Nu er det desværre efterhåndens en hel måned siden, at jeg sidst har haft tid og overskud til at have et håndarbejde imellem mine hænder og det er alt for lang tid efter min mening.

Rigtigt godt nyt år til jer alle sammen der ude i "blog-land".