Da vi havde siddet i bilen og holdt en kort frokostpause, hvor vi hyggede os med noget af det, som vi havde lagt ned i vores madkurv ( læs: køleboks ), satte vi kursen mod Odense. Vi havde sat os for, at dagen også skulle nå at byde på et besøg i Odense Zoo, som ligger Søndre Boulevard 306 i Odense.
Vi nåede frem til Odense Zoo ved 13:00 tiden, hvor vi fandt en parkeringsplads til bilen lige i nærheden og der var pladser nok at vælge imellem, så det var ikke svært, og så begyndte vi vores ekspedition i dyrenes verden.
Der er så smart, at hvis man har årskort til Københavns Zoo, så kommer man gratis ind i Odense Zoo.
🙂
Da vi havde fået vores dagsbilletter og var gået ind i Odense Zoo, besluttede vi, hvilken vej vi ville gå rundt og meget typist for min Skat og jeg, så valgte vi at gå den modsatte vej af, hvad man bliver anbefalet på det kort, som man får udleveret sammen med sin billet.
😉
Vi startede med at se en lille del af den asiatiske afdeling, hvor vi stod længe og kiggede på de røde pandaer, hvor af den ene kan ses på billede her …
Den røde panda er "fætter" til vaske- og næsebjørnen, men som sin berømte navnefælde lever den røde panda især af bambusskud og de to dyrearter har også et andet fælles træk – nemmelig en falsk tommefinder på forpoterne, da en af håndrodsknoglerne er forlænget og danner en sjette finger, som pandan holder om bambusstænglerne med, når den æder.
I naturen lever den røde panda i Himalaya, hvor den tilbringer det meste af dagen i toppen af træerne, hvor den hviler sig på en gren eller i et hult træ og bruger sin tykke hale som et meget blødt underlag.
Den ene af Odense Zoos to røde pandaen lå da også og halv sov på en gren i toppen af et træ og den anden ( som det kan ses på billedet overfor ) sad nede på jorden og overvejde, hvad den nu skulle finde på samtidigt med, at den kløede sig bag det ene øre.
Vi forsatte hen ad stien, hvor vi fk øje på girafferne, der er verdens højeste dyr. Hannerne kan blive op til fem og en halv meter høje og hunnerne cirka en meter kortere. Giraffens højde og dens meget skarpe syn, giver den et overblik over enhver situation, da den let kan følge med i alt, hvad der sker i en afstand af op til en kilometer.
I naturen lever girafferne på den afrikanske savanne syd for Sahara, hvor der er det allerstørste antal af store pattedyr i hele verden. Grunden til dette er, at vækstbetingelserne for planterne er optimale og mange forskellige dyr kan udnytte hver deres lille del af planterne, så intet går til spilde. På den måde kan flere forskellige dyr leve i det samme område. Desværre bliver savannens dyreliv mere og mere trængt af mennesker og deres husdyr, som afgræsser store områder, fordi tamkvæget udnytter græsset meget dårligere end de vilde dyr gør det. Men der skal en væsentlig kulturel ændring til at udnyttet de vilde dyr i stedet for at holde tamkvæg, også selv om det på langt sigt ville være bedre både for mennesker og for de vilde dyr.
Giraffen er tilpasset til at søge føde højt oppe i trækronerne, hvor den primær æder akacie-blade, som den ribber af med sin tunge og læber. Dens tykke hud og de mange hår på mulen gør, at giraffen ikke stikker sig på de mange lange torne.
Hvad er det nu lige, at man normalt siger om græsset på den anden side af hægnet ? …
… selv om det ser svært ud, så så det nu ud som om, at den dels har prøvet det før og dels at det smagte den vel.
🙂
Den røde pandas "fætter" næsebjørnen havde ikke tid til at opdage, at den havde os på besøg, da den lige havde fået et halvkogt æg, som den hyggede sig gevaldt med …
… og det så næsten ud som om, at det var dens livret, den havde fået serveret.
I naturen lever næsebjørnene sammen i grupper med hunner og unger, hannerne lever alene bortset fra i passingstiden.
Næsebjørnene er aktive det meste af dagen, hvor de i små grupper søger føde og de har mange forskellige lyde, som de bruger for at holde kontakt med hinanden samt for at advare hinanden om fjender. Når de jages, søger de op i træerne, hvor de også hviler og sover.
Næsebjørnen anvender sin snude til at rode op i bladlagene og jorden, hvor i den søger efter små hvirvelløse dyr, som den æder. Dens lange kløer er gode redskaber til at grave ned i de små graveres huler, når den gerne vil have "lidt kød på bordet".
Så ledte vi efter og fandt indgange til den sydamerikaske afdeling, som dels består af en indhægning og dels af et hus. Noget af det første, som mødte os ud over de mange fritflyvende fugle, var denne lavlandstapir …
… som kun er en halv stor unge. Den går rundt i en pæn stor indhægning sammen med to voksne artsfælder.
Tapirens afrundede krop og korte ben gør den velegnet til at leve i den tætte regnskov, hvor den uden store problemer kan masse sig igennem den tætte vegetation. Den er god til at svømme og den opholder sig gerne i vand, hvor den er godt beskyttet mod fjender som for eksempel jaguar og puma.
Tapirerne er udstyret med en kort snabel og den har en god lugtesans, som hjæper den med at finde føde, opsøge artsfælder samt advare den om fjender.
Ved fødselsen er ungerne af alle de fire arter af tapirer, som der findes, ens. Da de er plettede og stibede som en god camouflage og det er de i cirka et halvt års tid.
Tapiren er et "gammelt" dyr, da den ikke har ændret udseende væsentligt i over 50 milioner år. Dette er bemærkelsesværdig, i det for eksempel nutidsmennesket kun har set ud, som vi gør det i dag, i cirka 100.000 år.
Tapirens nærmeste slægtning er næsehornet, selv om mange gætter på, at det er myreslugeren, men den er tapiren slet ikke i familie med.
Der er masser af fritflyvede fulge, som så ud til at stortrives i de flotte anlagte og meget naturtro omgivelser. Her er der for eksempel en lille skovsø …
… som også skal ses fra den anden side af …
Det virkede som om, at fuglene mere eller mindre var ligegalde med, om de havde besøg eller ej. Jeg vil ikke sige, at de er tamme, men de er heller ikke bange for de fritgående mennesker, som kigger på dem.
😉
Indefor i det hus, som høre med til den sydamerikaske afdeling, startede vi med at se søkøerne blive fodret og de kan opleves både fra land og under vandet.
Derefter følger der to meget flotte store akvarier samt dette akvarium …
… som man bogstavleligt talt går lige igennem. Her tror jeg godt nok, at min Skat ville have blivet stående, hvis ikke det var fordi, jeg gerne ville havde ham med hjem. Jeg er nu også facineret af, hvor flot det er og det var sjovt at se fiskene svømme hen over ens hoved.
🙂
Så gik vi ind i et mega stort køleskab, hvor vi hilse på pingvinerne og man må vel sige, at temperatuen så ud til at passe dem godt. Pingvinerne kan ses både på land …
… og i vandet, hvor man rigtigt kan se, hvor gode svømmere de er. Det ser næsten ud som om, de danser ballet under vandet.
Det her, synes jeg godt nok, er at give dyrerne et livevilkår så tæt på som mulig på deres naturlige livested. Og jeg er stadigvæk forbavser over, hvor flot det er fremstillet.
Udefor i den lune sensommer sol gik vi over i afdelingen med bondegårdsdyr fra ind- og udland. Her så vi blandet andet dværgzebu, som er en ko-art fra Afrika og Asien, lamaer, shetlandsponyer, strudse og så denne flok æsler …
… der nød eftermiddagssolen mindst lige så meget, som vi gjorde det, da vi sad på en bænk ved siden af dem, imens vi spise en bakke pronnes frites, som vi havde købt i den nærliggende madbod.
Man mener, at tamæslet sandsynligvis stammer fra det afrikanske vildæsel. Æsler er meget udholdende dyr, som tåler høje temparatuer uden at svede, det vil sige, at de ikke mister vand. Derfor kan de ligesom kamelerne undvære vand i flere døgn. Dette er en rigtigt god tilpasning til livet i ørken og det udnytter man i stort set alle de varme egne i hele verden, da man der bruger æsler som arbejdsdyr, hvor man dels rider på dem og dels laster dem med varer og på den måde bruger man æsler som transportdyr.
Det siges, at æsler er meget stædige og dette kan forklares ved, at hvis æslet er lastet for meget, så vil den ikke gå og det kan man vel godt forstå !
Derefter besøgte vi de små dødningehovedaber, hvor man har mulighed for at komme helt ind til dem og mere eller mindre er i røre-afstand til dem. Der står nu godt nok på skildtene hos aberne, at man helst ikke må røre dem og slæt ikke må fodre dem, men det var nu alligevel sjovt at komme så tæt på dem.
De kan godt være svære at få øje på på dette billede …
… da de ikke er så store, men til gængæld er der mange af dem, hvis man kigger godt efter.
😉
Vi forsatte vores ekspedition med at besøge den afrikanske afdeling, hvor vi især var meget forbavset over, hvor tæt vi kunne komme på pilikanerne …
… der her nyder sensommersolens varme stråler, imens de pudser sig.
Den afrikanske og asiatiske del af Odense Zoo byder også på to tropehuse. I det ene lever der blandt andet krokodiller og i det andet lever der kæmpeskildpadder.
Et besøg i det nye skildpaddeanlæg, der blev indviet den 13. juni i år af havens protektor Hendes Højhed Prinsesse Alexandra, er båed en tidsreje på 200 milioner år og en oplevelse af de meget facinerende dyr i en anderledes tropisk verden. Der er flyttet fire unger, hvor af de to kan ses her …
… og to vokse, hvor af den ene lige kan skimtes her …
… inde i huset, hvor temperatuer og luftfugtigheden stort set er som på deres hjemø Aldabra og der er i der hele taget sat meget ind på at skabe et så naturligt miljø for disse kæmpeskildpadder som over hovedet taget muligt. Da skildpadder er krybdyr, som kræver varme for at kunne fordøje deres mad, har man i Odense Zoo indlagt varme i gulvet og loftet i deres nye hytte.
I naturen er de eneste steder, hvor der lever kæmpeskildpadder, på Galapagos-øerne og på Aldabra-atollen i det Indiske Ocean. Aldabra kæmpeskildpadden er verdens største landskildpadde.
I de sidste to århundrede har opdagelssrejsende ganske enkelt spise flere skildpaddebestande op og mange arter er uddøde på den måde. Det har været helt almindeligt, at man tog skildpadder med om bord på skibene, hvor man kunne holde dem i live i op til to måneder uden, at de fik mad og drikke og således havde sømændene hele tiden frisk kød på deres sejltur.
Kæmpeskildpadden har nærmest ry for at leve ubegrænset længe og de kan da i hvert fald også blive meget gamle, men faktum er, at kun de færreste skildpadder bliver over hundrede år. I naturen er chancerne meget små for at nå den alder, fordi vegetationen er meget tør og næringsfattig.
Udenfor igen forsatte vi med at opleve de afrikaske og bagefter de asiatisk dyr. Da vi besøgte løverne og bagefter tigerne, var det på det nærmeste os, der var sat i glasbur og dem, der gik frit omkring.
Det var også hos løverne, at vi oplevde dette fantastiske syn …
… et lille vandfald.
I baggrunden kan man se det anlæg, der er fremstillet til havens legesyge chimpanser. Hos dem var der liv og glade dage.
Der var knap så meget liv hos klappegedderne og denne gang dyede jeg mig ikke. Faktisk så lykkedes det for mig, at tage med min Skat med ind til dem, men det var så også nok efter hans mening, klappe dem det ville han ikke !
Vi sluttede vores tur rundt i den asiatisk afdeling, hvor vi blandt andet så disse tre "ørkenskibe" …
… der har puklet sig til ikke mindre end to pukler. Dem stod vi og så på, imens vi spise en is, som vi havde købt i Tropehuset.
Jeg indrømmer gerne, at vores besøg i Odense Zoo var en meget positiv oplevelse og selv om vi nok snart igen skal i Zoologisk Have i København, da vi jo har købt årskort dertil og de skal bruges flittigt, har vi sat os for, så er jeg nu lidt skuffes over Københanvs Zoo efter jeg har set, hvor flot og gennemført, som Odense Zoo er.
Man kan læse og se mere om Odense Zoo på dens hjemmeside www.odensezoo.dk
Der er flere billeder fra vores tur i Odense Zoo her.