I dag tog jeg mig sammen til at gå på arbejdet, selv om jeg stadigvæk er både mat og træt overpå det migræne-anfald, som ramte mig i mandags.

Jeg viste jo kun alt for godt, hvor mange og hvor store bunker, som ville ligge til mig på mit skrivebord, men havde jeg vist, at min chef igen i dag ville skælde mig ud, fordi jeg i hans øjne ikke når nok – ikke noget med at de opgaver, som jeg skal tage mig af, er nok til at beskæftige to fuldtidsansatte eller at jeg er tilbage på jobbet, før jeg er blevet rask – ja, så havde jeg nok valgt at lytte til min krop og blive hjemme i dag med også selv om jeg har flex-fri i hele næste uge.

🙁

Lige nu er jeg nok mere skuffet end noget andet.