For mig er det meget vigtigt at holde fast i de personer, der på en eller anden måde er kommet til at betyde noget for mig også selv om det i det daglig ikke bliver til ret meget andet end bare lige et lille bitte livstegn i form af et kort til fødselsdag, jul og måske påske samt en vindersendt sjov e-mail i ny og næ.

Da man efter min mening ikke kan forvente, at andre gør noget, man ikke selv gør, ringede jeg derfor i formiddags til en ekskollega, der havde fødselsdag i mandags og som det efterhånden er ved at være over et halvt års tid siden, jeg sidst har talt med og det endte med, at vi talte sammen i lige præcist 18 minutter samt 40 sekunder, men så var vi også begge to blevet nogenlunde helt opdateret med hensyn til, hvad der i meget grove træk er sket i hinandens liv siden vi sidste talte sammen.

At samtalen ikke blev længere skyltes, at hun var på vej ud af hoveddøren, da hun skulle lufte sin datter og svigersøns elve uger gamle hundehvalp, så vi aftalte, at vi snakkes ved en anden dag ikke alt for langt ude i fremtiden.